Vor tids Che Guevara

Twitter-revolutioner i Moldova, Iran og Tunesien. Internettet har været 00ernes revolutionshelt. Med en særlig emancipatorisk kraft har internettet angiveligt udfordret autoritære styrer, hvor internationale organisationer har set til og givet op. Evgeny Morozovs bog The Net Delusion er et gigantisk korrektiv til 10 års bullshit
Utopi? Knap var protesterne brudt ud i Egypten tirsdag, før diskussionen begyndte: Er der tale om en Facebook- eller en Twitter-revolution? Det samme skete i Tunesien, i Iran og Moldova. Ifølge bogaktuelle Evgeny Morozov, redaktør ved magasinet Foreign Affairs og forsker ved Stanford University, er der en tendens blandt vestlige politkere og medier til at overdrive internettets og sociale mediers betydning. I sin første bog langer Morozov ud efter 'cyber-utopisterne'.

Utopi? Knap var protesterne brudt ud i Egypten tirsdag, før diskussionen begyndte: Er der tale om en Facebook- eller en Twitter-revolution? Det samme skete i Tunesien, i Iran og Moldova. Ifølge bogaktuelle Evgeny Morozov, redaktør ved magasinet Foreign Affairs og forsker ved Stanford University, er der en tendens blandt vestlige politkere og medier til at overdrive internettets og sociale mediers betydning. I sin første bog langer Morozov ud efter 'cyber-utopisterne'.

28. januar 2011

Det siger næsten sig selv. Naturligvis var det ikke Twitter, der udfordrede det iranske styre i 2009. Naturligvis var det ikke et Like, der fik den tunesiske præsident til at stikke af. Hvis man sender amerikansk kabel-tv til Kina, ser de Paradise Hotel. Hvis man sikrer adgang til et frit internet, er kineserne, som folk er flest: De finder underholdning, spil og porno. Det er muligt, at det siger sig selv, men det gør det ikke i international politik.

Under oprøret i Iran i 2009 konkluderede daværende premierminister Gordon Brown, at folkemordet i Rwanda aldrig ville have kunnet finde sted i en internettid. Information om overgrebene ville være blevet distribueret for hurtigt, mente han.

»Den folkelige opinion ville have krævet, at der blev handlet for at forhindre det,« sagde Brown og tilføjede, at udenrigspolitik ikke længere var et anliggende for den smalle elite, men for de bredde masser.

Evgeny Morozov er en 26-årig hviderussisk amerikaner, der er redaktør ved Foreign Affairs. I sin nye bog, The Net Delusion How Not to Liberate the World, skriver han: »Hvis man følger Browns egen logik, begik de millioner af mennsker, der 15. februar 2003 gik på gaderne i europæiske og amerikanske storbyer og protesterede mod Irak-krigen, én afgørende fejl: De bloggede ikke. Det ville helt sikkert have stoppet blodbadet«, konkluderer Morozov med slet skjult sarkasme.

Cyber-utopister

Morozov omtaler en perlerække af amerikanske politikere og kommentatorer, der i blind tro på internettets emancipatoriske kraft har deponeret den udenrigspolitiske ambitionen om at sprede frihed og demokrati hos tech-selskaberne i Silicon Valley. Morozov bemærker, at den ene bemærkelsesværdige tale om frihed, som et højtstående medlem af Obamas regering har holdt, var Hillary Clintons tale om internetfrihed i januar 2010. Det var her, Clinton drog parallellen mellem Den Kolde Krig og vor tids kamp mod autoritære regimer, mellem Berlin-muren og de virtuelle mure på internettet. Hun gik så langt som til at betegne bloggene som »vor tid samizdat«.

Morozov betegner dem, som tror på det teknologiske fiks på friheds-agendaen, som cyber-utopister. Det kunne lyde som en perifær forsamling af internetentusiaster, men det er langt fra tilfældet. Det er lederskribenter ved Wall Street Journal og The New York Times. Det er de koldkrigsveteranerne, der satte frihedsagendaen under George Bush. Det er premierminster Brown og udenrigsminister Clinton, der sætter en lignende agenda under Barack Obama.

Heller ikke i Danmark er det svært at finde cyber-utopister, der er overbeviste om, at internettet favoriserer de undertrykte frem for undertrykkerne. Og heller ikke i Danmark behøver man at lede længe i den digitale nomenklatura. Troen på internettet som en demokratiserende og frigørende kraft har langt bredere fundering.

Teherans tapre twittere

Under det iranske oprør satte Ekstra Bladet således et Twitter-feed på forsiden af eb.dk, så danskerne kunne følge revolutionen som et digitalt spektakel. Et år efter at oprøret var slået ned, tildelte Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, avisens journalistiske pris til »Teherans utallige tapre twittere«. Det er næppe noget, der generer Ekstra Bladets chefredaktør, men helt utallige var de nu ikke, twitterne i Tehran. Ifølge analysefirmaet Sysomos havde blot 0,027 procent af den iranske befolkning en Twitter-konto, og tv-stationen al-Jazeera var kun i stand til at bekræfte 60 aktive Twitter-kontoer i Teheran under oprøret.

Historien gentager sig nu i Tunesien eller rettere sagt i mediernes dækning af Tunesien. Berlingske Tidendes debatredaktør vurderede i sidste uge, at vi nu er nået til »Twitter-revolutionens anden fase«. Anden fase er angiveligt der, hvor Twitter vælter regimer, og hvor »utilfredse individer kan komme uden om undertrykkende systemer via nettet«. Som om internettet er frit og ureguleret og helt uden for magthavernes rækkevidde.

Politikens udlandsredaktør betegnede forleden Facebook-stifteren, Mark Zuckerberg, som en tunesisk revolutionshelt og skrev, at Facebook spillede en »central rolle« i de begivenheder, der tvang præsidenten fra magten uden af den grund at føle sig forpligtiget til at redegøre for det afgørende spørgsmål: Om rollen var så central, at der ikke ville have været opstand uden sociale medier. Svaret havde formentligt været: Jo, opstanden havde også fundet sted uden Facebook. Kan man forestille, at det er en sjovere og lettere historie at skrive historien om, at »nyt medie udløser revolution« end at beskrive de indre sociale og økonomiske forhold, der får et regime til at bryde sammen?

Undertrykkernes internet

Det er bemærkelsesværdigt, hvor uafklaret vestlige politikere og kommentatorer er, når det kommer til internettet. Morozov gør opmærksom på, at Barack Obama under et besøg i Shanghai i 2009 fortalte et kinesisk publikum, at »jo friere information flyder, jo stærkere er et samfund«. Blot seks måneder senere fortalte han under et besøg på Virginia University amerikanske studerende, at i et moderne medielandskab »bliver information til en distraktion, en afledning, en form for underholdning og ikke til et værktøj, der styrker og den enkelte, ikke et middel til frigørelse«. Hjemme er internettet distraherende, ude frigørende.

Modsætningerne er blot blevet endnu tydeligere, siden Morozovs bog gik i trykken. Wikileaks har givet ordet internetfrihed en langt mere negativ klang i amerikansk og europæisk indenrigspolitk alt imens internetfrihed er blevet en endnu mere påtrængende agenda i den amerikanske udenrigspolitk. Det er kort sagt fint med internetfrihed, sålænge Wikileaks lækker kinesiske dokumenter.

Når cyber-utopisterne stirrer sig blinde på internettets emancipatoriske potentiale, forsvinder den anden halvdel af fortællingen. At internettet er et mindst lige så godt redskab for undertrykkerne som for de undertrykte. Kina er forbilledlig i den henseende og mestrer både kunsten at censurere og distrahere.

Da Irans grønne revolution havde lagt sig, var det de iranske myndigheder, der lancerede et site, hvor offentligheden blev bedt om at identificere mennesker, der optrådte på billeder fra urolighederne i Teheran.

Nationalisme trives storartet på internettet. Mexicanske bander har for længst indset, at internettet er en fænomenal ressource. Det samme har somaliske islamister. Hvis demonstranter bruger Twitter som et organiseringsværktøj, er der den uheldige slagside, at myndighederne kan se, hvor de opholder sig. Hvis de bruger Facebook, vil deres kommunikationslinjer være åbne, så længe det er kommercielt interessant. Så selv om internettet kan gøre den næste revolution mere effektiv, kan det også gøre den mindre sandsynlig.

Morozovs afgørende pointe er ret beset, at Web 2.0 er blevet et vigtigt politisk redskab i autoritære regimer ikke fordi det evner at vælte regeringer, »men fordi både vestlige ledere og medier har overdrevet dets rolle og derved advaret diktatorer om den betydning, det kunne tænkes at få«.

Internettet spiller naturligvis en rolle, uden at den nødvendigvis er afgørende. Som en egyptisk blogger sagde på al-Jazeera tirsdag om opstanden i Cairo: »Når det kommer til stykket, var det mennesker og ikke Twitter, der angreb politiet«.

Læs interview med Evgeny Mororoz

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

Morozov betegner dem, som tror på det teknologiske fiks på friheds-agendaen, som cyber-utopister.

--------

socialister flest er sikkert helt enige i den melding, dog med tilføjelsen, til forsvar for kommunikationsmidler: lidt kan også (med)virke, - lidt !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for bjørn holst jespersen

Diskussionen kører på en forkert præmis. Det som internettet eksempificeret i Facebook og Twitter muliggør, er en horisontal international kommunikation, der udstiller at konflikerne på statslederplan sjældent har rod i befolkninger og at fjendebillederne ikke holder.

Det udstiller ledere, der har legitimeret deres undertrykkelse med ydre fjender over for deres egen befolkning, og med indre fjender over for omverdenen.

Tunesien kan godt vise sig at være mere typisk på det område end Iran. Der vil være en stor forskel på om landene er såkaldte rentier states, hvis økonomier bygger på udvinding af naturressourcer - typisk olie - og dermed kan financiere et undertrykkelsesapparat uden indtægter fra den generelle befolkning, eller om de er afhængige af en bredere vifte af indtægter.

For det hårde arbejde skal selvfølgelig gøres på gaden.

Facebookgruppen "We are all Said Khaled", som jeg følger, har både en engelsk og en arabisksproget version. Den engelsksprogede har lige nu 22.905 medlemmer og det er tydeligt vigtigt for dem at få ucensurerede oplysninger om omverdenes opmærksomhed på deres kamp og nyheder om dem selv fra udenlandske medier. Den arabisksprogede side har 424.891 medlemmer, og selv om det kun svarer til ca. en halv procent af Egyptens befolkning, så er det alligevel noget af en kontaktflade.

Desuden spiller det vel også en rolle, at omverdenen på en helt anden måde kan få en fornemmelse af, hvilket mindset, der driver opstanden(?).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dan Johannesson

Gode pointer du og Morozov fremfører Nikolai.

Naturligvis var det ikke de sociale medier i sig selv som førte til Irans grønne revolution. Men det er mit indtryk at de blev delvist anvendt til at organisere demonstrationerne med.

Omkring det emanciperende aspekt af internettet og sociale medier mener jeg at Morozov, som du her beskriver hans perspektiver, overser hvor emanciperingen reelt udfolder sig og potentielt kan fremelskes.

Og det er til dels i muligheden for vidensdeling uden for mainstreammedierne. Det er i individdets mulighed for selv at sammenstykke informationer og danne andre tolkninger end mainstreamediernes ofte entydige defintion af situationen. (Information er ofte gode til perspektivere bredere, jeg snakker her i generelle termer)

Dette er naturligvis risikabelt, på det niveau at kildekritik og journalistisk praksis, som kan sikre en vis validitet i formatteringen af gengivelsen af virkeligheden. På den anden side betyder det at fremkomsten af mindre, gradvist mere specialiserede græsrodsmedier, kan belyse væsentlige aspekter af en "historie" som enten overses, eller udelades, fordi den tilføjer unødig "uklarhed" og dermed destabiliserer hovedshistorien.

I de senere år hvor kommercialiseringen af medierne betyder at der opereres ud fra mange andre interesser end nyheder og oplysning i sig selv, (f.eks. målgrupper, hensyn til interessenter mv) er denne, hidtil beskedne, modvægt vigtig.

Hertil og allervigtigst, gør fremkomsten af internettet at viden ikke længere kan containes på samme måde som tidligere, hvilket betyder at potentialet til at folket for første gang i menneskets historie kan overvåge både medier og øvrige magthavere, i stedet for omvendt, i princippet er en mulighed som m. WikiLeaks og fremtidige lign. organisationer, gradvist kan fremelskes.

Skulle det lykkedes trods ACTA og øvrige kommende tiltag om øget kontrol og udvidede gatekeeperfuntioner ifht. internettet, er det i praksis en historisk og monumental revolution.

Når det er sagt har jeg ikke læst Morozovs bog, men alene din artikel, og jeg kan naturligvis ikke vide om han fremhæver en tilsvarende pointe. Hvis ikke, mener jeg, m. ovenstående i mente, at han har overset internettets største og mest frigørende potentiale overhovedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dan Johannesson

Rettelse:

"Dette er naturligvis risikabelt, på det niveau at kildekritik og journalistisk praksis, som kan sikre en vis validitet i formatteringen af gengivelsen af virkeligheden" - går tabt.

;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen

Teheran, next!

Folket er altid stærkere end tyranerne.

Israel, next!

Israelere, riv muren og byd ind jeres arabiske naboer på kaffe!

Utopi, jah, desværre nok. - Men man kan jo altid kalde sig demokrati.

anbefalede denne kommentar