Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tre tenorer, mest hver for sig

Vinterjazzens første aften satte fokus på mainstream-ikoners forskellighed
Kultur
31. januar 2011

Der var tre tenorer at høre på Vinterjazzens første aften - sammen men mest hver for sig. Forstået sådan, at selv om selvom Jesper Thilo var sat sammen med Scott Hamilton i Jazzhouse, så gjorde sammensætningen det klart, hvor forskellige de i virkeligheden er, og hvor uanfægtet de spillede af hinandens præstationer.

I dét sæt, jeg hørte, var der - trods dét et enkelt nummer blev annonceret som sådan - nemlig ikke tale om et traditionelt tenor battle mellem to herrer i samme vægtklasse. Trods deres fælles rod i mainstream og jazzens swingtradition er Thilo og Hamilton faktisk ret uens. Hamilton nærmest lidt indadvendt med en overraskende egal frasering og en let gennemsigtig tone á la Lester Young, Thilo mere ilter med langt mere spræl i tonen og ofte flirtende med i bopmusikken med figurer, der stiller sig på tværs, og tættere på Zoot Sims, end denne anmelder mindes at have hørt ham.

Sammen deler Thilo og Hamilton en slags ikon-status hos det publikum, som helst standser dér, hvor bopmusikken findes for anmassende - Hamilton internationalt, Thilo mere nationalt (selvom det burde være internationalt også) - men faktisk var det denne aften deres forskellighed, der udgjorde den største berigelse, da de endnu en gang genskabte og mestrede jazzens storslåede, amerikanske melodiskat, godt hjulpet - og dét skal med - af suveræne soli i rytmegruppen fra Søren Kristiansen og Jesper Lundgaard og solidt spil i traditionen fra trommeslageren Kristian Leth.

Dristig musiker

Der var ikke fuldt hus i Jazzhouse denne aften - noget, der formentlig snarere skyldes håndbold-VM end at Thilos ikoniske position er ved at skride - men det var der til gengæld på Café Apoteket i Blågårdsgade, hvor den tredje tenor, Jesper Løvdal, kunne høres som gæst med Rasmus Ehlers' trio. Løvdal er medtaget i denne vinterjazzrunde, fordi han er en endog meget dristig musiker, som dog samtidig ikke blot taler om men også med mellemrum praktiserer traditionen - den tradition, d'herrer Thilo & Hamilton praktiserer dagligt.

Adspredt publikum

I Blågårdsgade udspillede fredagscafélivet sig dog helt upåvirket af de fire musikere på scenen, som derfor forståeligt nok derfor spillede for sig selv og ikke publikum, hvorfor indsatsen unddrager sig egentlig vurdering. Dog overbeviste Løvdal nok til, at man tør anbefale et mere determineret publikum til at indfinde sig i Literaturhaus i København på torsdag, når han er i selskab med den tyske veterantrommeslager, Günther 'Baby' Sommer, ligesom man heller ikke kunne undgå at bemærke Ehlers' efterhånden stærkt overbevisende lineære højrehåndsspil og trommeslageren Morten Hæsums helt usædvanligt følsomt afstemte spil på sit ride-bækken - noget, der dog nok, når det gælder om grebet om den højre stik, er afstedkommet en teknik så akavet, at den vil kunne sikre fremtidig beskæftigelse for et større antal fysioterapeuter og kiropraktorer.

Tak for improvisationer

Mere publikumsmæssig andagt var der lørdag aften i Montmartre, hvor Benjamin Koppel og den amerikanske pianist Kenny Werner i stedet for den annoncerede suite til den tidlige amerikanske miljøaktivist, Henry David Thoreaus pris, Walden, gennemførte et blandet program af standards og egne temaer.

Det gav anledning til at bemærke, hvor meget mere givende det er at høre store improvisatorer - og Werner og Koppel er begge i den kategori - spille over standardmelodiernes hyppige harmoniskift end over det ofte meget lyrisk-meditative materiale, Koppel selv fremstiller. Fordringsløsheden kan blive for stor.

I andet sæt medvirkede Koppels søster, Marie Carmen, i Victor Young og Edward Heymans smukt sarte »When I Fall In Love«, som hun behandlede, som hun behandler alle andre melodier. Derfor sættes punktum her.

Jazzhouse fredag, 1. sæt: Jesper Thilo & Scott Hamilton Café Apoteket fredag, 2. sæt

Rasmus Ehlers & Jesper Løvdal Montmartre lørdag, 2. sæt

Benjamin Koppel & Kenny Werner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her