Læsetid: 4 min.

Ujævne opfølgere

Marianne Faithfull genoptager samarbejdet med Hal Wilner på et kun delvist vellykket album, og Trinelise Væring går sin egen skæve vej på sit andet dansksprogede udspil
Marianne Faithfull har selv skrevet fire af sangene på sit seneste album.

Marianne Faithfull har selv skrevet fire af sangene på sit seneste album.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

1. februar 2011

En ven deler ikke rigtig min beundrende holdning til Marianne Faithfull. Som han så diplomatisk udtrykte det, kan »det da godt være hun er en sej skede, men hun synger ad helvede til«. Ja, sådan faldt ordene. Og hvis det er skønsang, der står på programmet, har min ven ret. Men har den dødssejler ikke lagt fra kaj for meget, meget længe siden? Som f.eks. i 1962, da Bob Dylan plade- debuterede og gjorde op med århundreders tradition for, at solosang var forbeholdt de dygtige og/eller de skolede, som gjorde det korrekt. Nå, det må folk i og for sig selv om, men personligt ville jeg nødigt være foruden de hæse, de lasede, de ru, de forrevne, de dit og de dat stemmer, så længe der er personlighed, vilje og vision bag. For god ordens skyld vil jeg også lige tilføje, at der også findes masser af dårlige sangere, som bare er dårlige. Okay?

Men selv om Faithfull har et både spændende og aparte livsforløb at skilte med, og selv om hun udgør en del af et rockmytologisk forløb, der godt kan blive lidt trættende i længden, ville det hele ikke betyde et dyt, hvis ikke hun leverede varen. Og det gør hun nu om stunder med jævne mellemrum, ja, siden hendes tredje comeback som seriøs udøver af disciplinen sprechgesangi 1987 med det Hal Wilner-producerede mesterværk Strange Weatherhar hun været mere konsistent end nogensinde før i en karriere, der strækker sig tilbage til 1965. Og på hendes seneste udspil, Horses And High Heels, sidder Wilner atter i producerstolen, hvad han i øvrigt også gjorde på dens fremragende forgænger, Easy Come, Easy Go(2007). Sidstnævnte bestod som de fleste af hendes plader fra det seneste tiår af en blanding af klassikere og sange af yngre kunstnere. Her på hendes nye album er hun selv på banen med fire sange oven i det som sædvanlig interessante miks af cover- versioner.

Af årsager, der ikke er helt gennemskuelige, har Wilner og Faithfull denne gang endvidere besluttet, at hun skulle prøve kræfter med et par klassiske rhythm & blues-sange, såsom Allan Toussaints »Back In Babys Arms«, »Gee Baby« og det obskure Jackie Lomax-nummer »No Reasons«. Den genre fungerer ikke for Faithfull, da den slags materiale kræver enten smidigere stemmebånd eller den totale dekonstruktion, så de tre artige stiløvelser lærer man hurtigt at skippe, for de løfter sig ikke. Så er der heldigvis stadig 10 tilbage, heriblandt tre stykker, der viser Faithfull fra hendes mest inspirerede side; tolkningerne af henholdsvis The Gutter Twins »The Stations« og Lesley Duncans »Love Song« samt titelnummeret, som hun selv har skrevet. Alt i alt prædiker hun denne gang for den allerede omvendte, som næppe vil blive skuffet, men et karrierehøjdepunkt er der altså ikke tale om.

Eksistentielt og erotisk

Herfra skal så ikke påstås, at danske Trinelise Væring ikke kan synge (tværtimod synger hun fremragende), men hun har taget en spændende musikalsk rejse fra det nydeligt jazzede på tre cd-udgivelser i 90erne over 2003s stilistisk bredt vidtfavnende Trespassing,til hun landede flot på begge ben med 2008s Lystfisker, som var spændende på flere planer. Den var fuld af mod- hager og seje el-guitarer, den fremviste et betydeligt modnet sangskrivningstalent, de danske tekster var usædvanligt fine og så nå ja rockede den. Og endelig sang Væring dejlig frit, inderligt og ukrukket, hvilket for alvor satte hendes alt andet end konfliktsky tekster i centrum. Med Umanérligfortsætter Væring videre ned ad samme sti, om end der måske er blevet skruet lidt ned for det rockede til fordel for det mere poppede. Jeg oplever i hvert fald ikke Umanérligsom helt så påtrængende og uomgængelig som sin forgænger, selv om den bestemt har både sin charme og sine kvaliteter. Det skal til Værings ros siges, at hun er og bliver en ferm og sikker sangskriver, der på tekstplanet udviser sans for nogle smertende rammende formuleringer. Og hendes vokale indsatser er der intet at udsætte på.

Men klangligt synes jeg måske at Umanérlig er en smule nærig, den folder sig aldrig rigtig ud, måske er der tale om et ønske om en lettere minimalistisk lyd, men jeg savner lidt uorden i tøjet og flere modhager i lydbilledet. Der spilles som en selvfølge suverænt i alle positioner, og guitaristen Andreas Käehne formår kunsten at få meget ud af lidt, så musikalsk er der ikke noget at komme efter. Andet end lidt vildskab, altså. Det er værd at nævne, at coveret (af Julie Thesander) som i øvrigt også på forgængeren er usædvanligt smukt og slående. Værings brug af sin egen nøgenhed skal i højere grad opfattes som et eksistentielt end et erotisk udsagn, selv om der er plads til begge dele i hendes facetterede univers.

Men trods mine forbehold ændrer denne udgivelse ikke på min opfattelse af Væring som én af vor mest spændende og udfordrende kvindelige musikalske kunstnere.

 

Marianne Faithfull: Horses And High Heels (Naïve/Playground). Er udkommet.

Trinelise Væring: Umanérlig (Word for Word Records). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu