Læsetid: 3 min.

Violinkoncerten om død og kærlighed

Violinisten Gidon Kremer var tilløbsstykket, men det var dirigenten Kristjan Järvi, der skabte mest opmærksomhed ved torsdagskoncerten
22. januar 2011

Alban Bergs violinkoncert er blevet opført hele tre gange i København inden for et halvt år: i august med Det Kgl. Kapel, i oktober med Sjællands Symfoniorkester og i torsdags med Radiosymfonikerne. Koncerten fra 1935 er blevet noget så sjældent som en tolvtoneklassiker herhjemme, og det er ikke svært at finde årsagerne. Dens tonesprog er gennemgående vemodigt og smertefuldt, temaerne kredser om død og kærlighed, og solistpartiet forener virtuositet med en uhyre dybtgående inderlighed. Men dertil kommer, at Berg har lagt et altafgørende ansvar for den samlede fortælling ud i orkestret, til grupperne og en lang række solister. På den måde fremstår violinkoncerten som et mesterværk i mange subtile lag, hvor solistisk ageren vedvarende veksler med et kammermusikalsk eller symfonisk kollektiv.

Tilbagetrukket solist

Opførelsen i Koncerthuset med to baltere i hovedrollerne vægtede i høj grad denne 'demokratiske' disposition, ja, faktisk må man sige, at det var Radiosymfonikerne, der i lange stræk løb med opmærksomheden, takket være esteren på podiet, Kristjan Järvi. Til gengæld stod solisten, letten Gidon Kremer, temmelig tilbagetrukket, dybt absorberet i sine noder på stativet, opsat på at komme endnu længere ind til kernen af værket, som han har spillet et utal af gange. Måske derfor kom koncerten lidt famlende fra start, uden flydende afløsninger mellem solisten, klarinetterne og harpen. Og det blev efterhånden klart, at Kremer forfulgte en nøgtern, horisontal vision, mens Järvi fremhævede vertikale aspekter ved ofte at dvæle ved passager som en serie af drømmebilleder.

Højrøstet Prokofjev

Denne friktion skadede ikke musikken, man skulle bare indstille sig på en anden balance end vanligt. Den strømmende romantiske puls var altså ikke så fremherskende, men til gengæld hørte man overalt suveræne præstationer hos Radiosymfonikerne. Der skal falde et par spredte eksempler: Klarinetklangen er særdeles fremherskende, og Berg ville have elsket den finske førstemand; den dæmpede 2. basun stod perfekt fokuseret som solist i en af adagioens koralvariationer (han drukner tit), og den aggressive rytmiske figur i allegroens katastrofemusik stak sit fjæs op i tilpas spastisk rundgang blandt blæsersektionerne.

Før Berg blev sindet stemt til alvor og stille koncentration med musik af Arvo Pärt. Hans Fratresfindes på den ECM-cd fra 1984 med bl.a. Gidon Kremer og Keith Jarrett, som befordrede Pärts gennembrud i Vesten. Stykket findes i flere versioner, og i torsdags var det den for strygeorkester. Et middelalderligt tema gentages igen og igen, flere og flere instrumenter kommer til, og til sidst falder musikken tilbage mod stilheden, som for Pärt er altings begyndelse og slutning. Især de sidste takter var gribende, sådan som Kristjan Järvi formåede at få musikerne til smelte sammen i ét langt åndedrag.

Men efter pausen blev der gået anderledes til makronerne. Prokofjevs højrøstede suite om det oldgamle skytiske folk fordrer en kæmpebesætning med ni slagtøjsspillere og messing så langt øjet rækker. Derfor nåede man vel også smertegrænsen i lydstyrke. Musikken er mildt sagt ikke udødelig, men den må være skæg at spille, især med en sprællemand som Järvi, som ved præcis hvilke knapper, der skal trykkes på. Radiosymfonikerne imponerede her med en beundringsværdig omstillingsparathed.

Hypervital Nielsen

Kristjan Järvi er et varmt navn i europæisk og amerikansk musikliv. Han når hele kompasset rundt i sit repertoire med sin egen dirigentstil, en sjov blanding af noget akademisk og noget hjemmelavet, han er en dygtig coach og har en stærk publikumsappeal. Det fremgik også af aftenens sidste indslag, Carl Nielsens Aladdin-suite, som ikke lød, som den plejer, kan man roligt sige. Den orientalske festmarch foregik nærmest i løb, kineserdansen så livligt, at man blev lidt stresset og tilsvarende med andre satser. Dermed var opførelsen ikke så charmerende som hos en mere besindig dirigent som Herbert Blomstedt. Men Järvis Aladdinvar til gengæld hypervital, og orkestret nød det i den grad.

 

Arvo Pärt: Fratres. Alban Berg: Violinkoncert. Sergej Prokofjev: Skytisk suite. Carl Nielsen: Aladdin suite. Gidon Kremer (violin). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Kristjan Järvi. Koncerthuset 20. januar Lettiske Gidon Kremer var temmelig tilbagetrukket og dybt absorberet i sine noder på stativet i torsdags i koncert-huset. Foto: Artem Korotayev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu