Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Amerikanerdrømmen og masser af whisky

Den hykleriske, amerikanske sexdrøm ulmer i Kat på et varmt bliktag på Odense Teater. Men det er Jette Torps suveræne stemme, der vinder teaterkampen om den amerikanske drøm om succes
Kultur
15. februar 2011
Jette Torp som Judy Garland i End of the Rainbow er blevet en succeshistorie, der matcher den amerikanske drøm. For Torp kan både synge og spille.

Jette Torp som Judy Garland i End of the Rainbow er blevet en succeshistorie, der matcher den amerikanske drøm. For Torp kan både synge og spille.

Henrik Petit

De griber et nyt glas og skænker op. Og så drømmer de om, hvordan livet kunne have været, hvis altså ikke...

Lige nu er der amerikanernostalgi med Tennessee Williams Kat på et varmt bliktag som sexfikseret psykodrama på Odense Teater. Og der er en afsløring af The American Dreams vrangside med Judy Garland-fortællingen Over the Rainbow med Jette Torp i Landsteatrets fascinerende turnéforestilling. Begge forestillinger graver sig ind i det amerikanske sinds forventning om succes og happy end helt derind hvor desillusionen gør drømmen til en karikatur.

Sydstatsklassikeren Kat på et varmt bliktag er fra 1955 og forud for sin tid i sin ærlighed. På Odense Teater spilles katten, altså den erotiske og uforudsigelige Maggie, af den kønne mørkhårede Marie Askehave. Hun har overtaget kæmperollen med kort varsel på grund af sygdom, og hun har flot fat om denne kvindes frustration over manden, der engang var hendes skønneste elsker, og som nu bare prøver at drikke sig ihjel.

Pude i sofaen

Men Marie Askehave er ladt underligt i stikken af Jan Maagaards instruktion. Hvorfor sidder Claus Riis Østergaard som hendes elskede Brick helt apatisk i sin silkepyjamas med glasset i hånden? Hvorfor skal vi ikke se hans vrede over for kvinden, der skilte ham fra sit livs største kærlighed, nemlig drengevennen fra sportsholdet? Hvor er hans krops erindring om dengang, hvor han både var sammen med hende og med den anden fyr i så åbent et biseksuelt forhold, som det nu kunne lade sig gøre dengang? Claus Riis Østergaard er både lækker og smækker, men hans passivitet forvandler ham til en pude i sofaen.

Iscenesættelsen er i det hele taget meget uegal. Betty Glosted er sat til at spille folkekomedie som moderen, og hendes tre børnebørn er dresseret, som gjaldt det et amatørcirkus. Gys. Desuden træder alle frem i en grønlig spot, hver gang de siger noget dybdepsykologisk. Suk.

Egentlig er det kun Kurt Dreyers Big Daddy, der får lov til at træde i karakter. Her klæder det den ellers så pæne Kurt Dreyer at bande og svovle, så publikum gisper. Dreyer er bryskere end nogensinde, og han lader ærligheden ætse. Men han hjælpes ikke af den hakkende iscenesættelse eller af Peter Schulz scenografi. Hvor ville man dog ønske, at sydstatsranchens forløjne altandøre ville smække, så de smadrede.

Aggressiv oversættelse

Så er der mere spade-for-en-spade over den nye Judy Garland-forestilling End of the Rainbow. Teksten er skrevet af Peter Quilter i 2005, og forestillingen spilles allerede en snes steder i verden. Og den er lykkelivis blevet oversat til et mundret dansk af Me Lund, der har fundet en troværdigt aggressiv tone til den 47-årige døende Garland.

Men forestillingen hitter, fordi det er Jette Torp, der lægger stemme og krop til ikonet. Jette Torp er kommet til at ligne Garland på en mærkelig måde. Hun har fundet hendes pludselige humørskift og hendes spinkle benspjæt. Men hun har først og fremmest en stemme, der folder sig ud med en krydret klang, der er aldeles suveræn. Come Rain or Come Shine: Jette Torps Garland er en vild sangerpræstation, der i hvert fald fik publikummet hos Syvstjernescenen på Galaksen til at overgive sig fuldstændigt under en tilfældig turnéforestilling. Og så kan Jette Torp lege med stemmen, så den både kæler og vrænger og brøler, alt imens hun kurrer på maven hen over flyglet eller hælder endnu en skjult whisky op i glasset. Det er blændende godt gået af den 46-årige Jette Torp, der ikke tidligere har spillet skuespil i dette format. Wauw.

Ingen skår i glasset

Det er instruktøren Jan Hertz, der har fået Torp til at finde Judy-håndbevægelser og Garland-sideblikke. Og det er ham, der har gjort den velsyngende Joachim Knop til en spydig karikatur på Garlands beregnende unge kæreste, der bare prøver at score formuen. Mere psykologisk interessant er dog Robert Reinholds fortolkning af Garlands pianist, for Reinhold rammer meget rent denne bøssepianists næsegruse beundring for Garland og hans oprigtige kærlighed. At Thomas Kolding så har lavet en rampescenografi med to sæt ubehjælpsomt malede døre, der ligner parodier på turnéteaterdøre, det virker underligt. Og at forestillingen absolut skal dekonstrueres, så ramperne skrues fra hinanden af en din-far-er-ikke-glarmester-tekniker, det er bare kikset.

Men det går over. Og det sætter ingen skår i Jette Torps whiskyglas.

Kat på et varmt bliktag. Tekst: Tennessee Williams (1955). Oversættelse, bearbejdelse og iscenesættelse: Jan Maagaard. Scenografi: Peter Schulz. Lys: Kurt P. Hansen. Lyd: Rudi Senf. 2 timer 40 min. Sukkerkogeriet til 5. marts. www.odenseteater.dk

Over the Rainbow. Tekst: Peter Quilter. Oversættelse og bearbejdelse: Me Lund. Iscenesættelse: Jan Hertz. Scenografi: Thomas Kolding. Kostumer: Stine Terp. Musikarrangementer: Hans Esbjerg. Landsteatret. Oplevet hos Syvstjernescenen på Galaksen. Turné, bl.a i aften Nakskov, onsdag Herlev, torsdag Rødovre. Slutter på Stærekassen 1-5. marts. www.landsteatret.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her