Læsetid: 5 min.

Ansvar for Egen Læring

Nyoversættelsen af Platon fører hvem som helst til tænkningens store spørgsmål og til kvalificerede klare svar
18. februar 2011

Det er en ældgammel kliché, at al vestlig filosofi stort set består i fodnoter til Platon. Men den slidte flothed melder sig med stor styrke nu, hvor den danske nyoversættelse af mestertænkeren er nået en tredjedel af vejen. Vidste man det ikke allerede, ved man det nu, at Platon, det er ikke kun tænkning, men også poesi og retorik i en kombination, der forener anskuelighed og klarhed med noget i filosofien så sjældent som
lethedmidt i den massive tyngde. Samtidig lader han ofte frækt diskussionerne løbe af sporet, så man må begynde helt forfra, naturligvis fordi læseren skal tænke med, og netop via vildsporene nå frem til egen erkendelse.

Under kyndig faglig ledelse af Chr. Gorm Tortzen og nu afdøde Jørgen Mejer gik for flere år tilbage en gruppe på hen ved 30 af landets dygtigste klassiskfilologer og Platonspecialister sammen om det vældige projekt at levere det totale værk i nutidigt sprog, garneret med både almene og specifikke indledninger plus noter og overbliksskabende indholdsoversigter. Enhedspræget holdes smukt gennem de to hidtil udkomne bind, og der er vitterlig tale om en mærkbar formidlingsmæssig fornyelse, dels set i forhold til den første samlede danske Platonoversættelse 1932-41, dels set i sammenligning med de enkeltværksoversættelser, der er dukket op siden da.

Slå ned, læs løs

Der er grund til at rose, ikke blot det gennemgående smidige og klare sprog, men også den pædagogiske tilrettelæggelse, der gør det muligt for enhver interesseret, ikke mindst studerende, men i høj grad også studiekredse af lægfolk, at begynde fra en ende af eller slå ned og blot læse løs.

Tyngdepunktet i de to første bind ligger i de dialoger, der uanset deres faktiske tilblivelsestidspunkt knytter sig tættest til læreren Sokrates og det omgivende intellektuelle og politiske miljø: ikke kun
Forsvarstalen,fængselssamtalen
Kritonog dødsskildringen i
Phaidon,men også andre centrale tekster, der dramatisk kunne arrangeres som hørende hjemme i månederne, inden Sokrates tog gift, som han havde fået besked på, og overlod sin rige åndelige arv til de unge med Platon i spidsen. Dog rummer de første bind to lange dialoger, hvor Sokrates er sat helt ud af spillet:
Sofisten og Statsmanden.

Det er altid store spørgsmål, der stilles. Hvad er kærlighed? (Se:
Symposion)Hvordan forfører og elsker man på en måde, der gør det muligt for begge parter at nyde og samtidig være trofast mod kærlighedens guddommelige ophav? (Se:
Phaidros)Hvordan laver man en (nedskreven) tale uden at lade tanken gøre dybe knæfald for retorikken, forstået som udvendig kunnen? (Læs
Phaidrosen gang til!) Hvad er lykke, og hvad er det højeste gode?
(Philebos)Hvordan lærer man noget? Hvordan giver man mennesker eller fænomener de rette navne? (Se:
Kratylos).Hvordan styrer man i praksis en stat?
(Statsmanden).Hvordan udøves retfærdigheden, og hvad skal man stille op, hvis den uretfærdige dom rammer én selv?
(Forsvarstalenog
Kriton).Hvad er viden sansning eller erfaring eller forklaring eller en kombination af de tre? (temaet for
Theaitetos)Og for resten, hvad sker der med sjælen, når man dør? (Se:
Faidon)

Kritisk undersøgelse

I sin dialogisk tilrettelagte drøftelse af disse og andre spørgsmål tager Platon Sokrates som forbillede, Sokrates, som konsekvent interesserede sig for tænkningen som vej til at forstå menneskets problemer og erklærede, at vores liv kun er »værd at leve, når vi har lov til at underkaste det en kritisk undersøgelse«. I stedet for at inte-ressere sig for at tjene penge, drive en forretning, indtage ledende poster i hæren eller gøre sig bemærket på tinge, deltage i politiske sammenslutninger eller gå op i partistridigheder ville han meget hellere snakke med folk!

Det foregår som regel i gangtempo og efter jordemodermetoden, som i
Theaitetosudlægges således, at når nogen træffer ham, så virker de i første omgang dumme, nogle af dem endda meget! I løbet af kort tid gør de imidlertid forbløffende fremskridt, både i egne og andre folks øjne. De finder nu ud af en masse glimrende ting, og det gør de ganske åbenbart af sig selv og ganske uden at have lært noget af ham.

De føder deres indsigt, og fødselshjælperen er deres lærer. Så forsvinder de i utide, enten af sig selv eller fordi andre får dem til det. Når de så er væk, kommer de let i dårligt selskab, således at de aborterer med det, de bærer på. Og hvad angår det, Sokrates havde forløst dem for, ender de med at forsømme det, så det dør; for de tror mere på løgn og indbildning end på det, der er sandt.

Ak ja, dette burde jo stå over indgangsportene til landets skoler og højere læreanstalter som selveste definitionen på Ansvar for Egen Læring.

Delemetoden

Ligeledes burde man måske studere, hvordan Sokrates, således som han beskrives hos Platon, praktiserer tænkning, og hvordan hans elever siden hen, som i
Sofisten og Statsmandenpraktiserer delemetoden eller diairesen, som muligvis ikke altid udtømmer et problem, men til gengæld objektiverer og kortlægger det, idet det vises, at ideerne udgør et hierarki, hvori »det godes« idé står i toppen og atomare ideer i bunden. Hestens idé er atomar, over den er der pattedyrets idé, over denne igen de levende væseners idé osv. Herefter kan diskussion føres gerne under anvendelse af myter og anskuelige eksempler. Det sidste praktiseres, også i
Statsmanden,da Platon lader Sokrates forklare, hvad det vil sige at opstille en model.

Jo, det foregår lige som, når børn lærer bogstaverne. Så kan de jo skelne hvert af bogstaverne i de korteste og mest enkle stavelser, og de kan lære at angive den rigtige betydning af dem. Løber de derefter sur i det, så er det, fordi de går for hurtigt frem og tager fejl af de samme bogstaver i andre stavelser. Her gælder det om at vise dem, at alt det, de har en korrekt opfattelse af, er parallelt med det, de endnu ikke forstår.

Metoden kan utvivlsomt bruges mange steder. I undervisningen som her, men også overalt, hvor det handler om at forstå. Måske den største kvalitet ved Platon er, at han uden at banalisere noget af det, han beskæftiger sig med, holder sig tankens genstand klar og insisterer på at tage ét skridt ad gangen.

Når alle skridt er taget, vil Platonudgaven fylde over 3.000 sider. Det er trist, at ildsjælen og oldgræskeksperten Jørgen Mejer ikke skulle opleve det. Men for kollegerne bliver det en sand triumf, for os andre en gave, kendetegnet ved høj kvalitet, som nok især skyldes den praksis, at der til hver oversættelse et brugt kritiske læsere, der dels har sikret, at oversættelserne er korrekte, dels at de klinger på ordentligt dansk.

Læreren. Tyngdepunktet i de to første bind ligger i de dialoger, der knytter sig tættest til læreren Sokrates og det omgivende intellektuelle og politiske miljø. Illustration: akg-images/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu