Læsetid: 3 min.

En bondesport

De snu gallere snørede de tapre vikinger, men næste gang går den ikke
Det blev ikke til guld denne gang - men garanteret næste gang; det er jo vores sport.

Det blev ikke til guld denne gang - men garanteret næste gang; det er jo vores sport.

3. februar 2011

Moderne håndbold minder om ishockey. Hurtigt, tungt, voldsomt og eksplosivt. Da jeg var mindre, for mange år siden, fandtes der en version af spillet, der kaldtes markhåndbold. Det var noget, man spillede elleve mand på hvert hold og på en fodboldbane. Jeg har aldrig set det spillet, men jeg ved, det fandtes. Hvad angår ishockeyen spiller man vel stadig, langt ude i de dybe svenske og finske skove, det spil der kaldes bandy. Elleve mand på hvert hold på skøjter med krumme stokke og en lille bold. Banen er også her på størrelse med en fodboldbane.

Men moderne håndbold og ishockey er mere komprimeret. Ekstremt velegnet til spektakulære medier som tv. Hele banen kan være på en stor fladskærm, og i nærbillede kan spillerne blive større end i virkeligheden. Det er for øvrigt også et spil, hvor de kejthåndede er velkomne.

Lad os så koncentrere os om det væsentlige. Mikkel Hansen ved ikke, om han vil beholde sølvmedaljen. Hans Majestæt Lindberg har helt tabt humøret og tænker nu kun på at drikke sig i hegnet. Hvorfor, hvorfor?

De har tabt guldmedaljen, som man siger, altså tabt finalen om guldet. De kunne lige så godt have vundet, men et par tåbelige fejl i den elektrificerede slutfase, anden halvleg af omkampen mod Frankrig, gjorde forskellen. Den slags småfejl laver den franske håndboldmaskine ikke.

Danmark blev større

På tribunerne i Malmø, der i en lang række hektiske dage med blussende Wilbek-kinder var Danmarks hovedstad, sad hele den kongelige familie, dog vist bortset fra Hendes Majestæt selv, de venders og goters, der vel ikke ønskede at blive overstrålet af Hans Majestæt Lindberg nede på banen. Kronprinsen, Jokke og Marie, endda billedhuggeren og digteren Henri fra Monpezat var sejlet over sundet, hvor de ud over kampen kunne betragte de berømte danske fans med deres gode danske humør og deres sjove danske kostumer og de berygtede franske fans med deres grimme bare maver, deres frastødende røde alpeklatter og deres rent ud sagt bøvet stupide asteriskhjælme.

Det var vikingerne mod gallerne. Det er en gammel ting. Katolikkerne mod protestanterne, vindrikkerne mod øldrikkerne. Hvem holder I med, Marie og Henri. For hvem banker eders bondske hjerter, for håndbold er en bondesport, glem aldrig det.

I Danmark har den epicentre i Kolding, Skjern, Tvis og Bjerringbro, selv om en eller anden excentrisk mangemillionær har købt det meste af landsholdet og kalder det AG København eller noget i den retning.

Det er derude fra pløjemarkerne, spillet kommer, og håndbold er et dansk spil, lad os aldrig glemme det. Det er os, der har opfundet det, fordi englænderne allerede havde fundet på et spil, hvor man kun måtte røre den oppustede svineblære med fødderne.

Gale målmænd

Det er et spil for dumdristige pralrøve, der ikke er bange for at kaste sig gennem luften og klaske ned på et stenhårdt gulv, karlfolk der ikke viger af vejen for en blodtud eller et trælår, men de mest sindssyge står på mål. Med hundrede kilometer i timen eller mere drøner den harpiksindsmurte læderkugle forbi ørerne eller rammer et af de spjættende lemmer. En håndboldmålmand er en akrobat. De øvrige slås på stregen. Sådan er det blevet. En gang spillede man ligesom over hele banen, men det gør man ikke mere. Man spiller foran målene, bortset fra et par enkelte hold, afrikanere og sydamerikanere, der spiller gammeldags mand mod mand over det hele, som på Knud Lundbergs tid, hvilket forvirrer de klassisk europæisk orienterede mandskaber en del, men sjældent så meget at de taber mere end fatningen og kun for et lille stykke tid.

Stregspillerne kunne engang godt indimellem være små, nu skal de veje omkring 100 kilo og være to meter både i højden og bredden.

Det samme gælder bagspillerne, backer og spilstyrer. Kun de to wings er små.

Nå, de tabte sgu. Det var synd. Der blev ikke nogen pandekager hos Frank Jensen på rådhuset, men Hans Majestæt fik vel en ordentlig røvfuld bajere, og Mikkel Hansen fik smidt sin sølvmedalje i Øresund.

Lægger vi ellers måske med alderens overbærenhed afstand til den slags bondske og barnagtige træk, kan vi andre dog sagtens med et vist besvær rejse os fra sofaerne efter godt en måneds opslidende kamp og råbe: Tak for det, gutter. Næste gang får frøerne ikke et kvæk at skulle have sagt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu