Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Efter døden husker folket selektivt

I denne måned er det 25 år siden, Olof Palme blev skudt. Han huskes mest for sin godhed, mindre for sin aggressive retorik og tabte valg. Erindringen er selektiv, når politiske frontfigurer bliver slået ihjel
At blive skudt på toppen af sin karriere er det bedste, der kan ske, hvis en statsleder skal blive til en myte
Kultur
24. februar 2011

»Jeg forstod ikke, hvorfor de talte om Olof Palmes lig i radioen,« siger Henrik Berggren om morgenen efter den aften, Sverige oplevede Skandinaviens mest opsigtsvækkende politiske mord. Henrik Berggren er journalist og forfatter til en biografi om Olof Palme, og morgenen efter mordet var han hjemme i Gøteborg med radioen kørende, mens han famlede efter dagens aviser: »Han måtte jo være død.«

Kuglen fra Magnum-revolveren gik igennem rygraden på Olof Palmes 174 centimeter høje krop i nedadgående retning. Klokken var 23.21, da projektilet banede sig vej igennem kropspulsåren og luftrøret og fortsatte ud gennem brystkassen. Linda og Olof Palme havde været i biografen og se Brødrene Mozart, og efter forestillingen stod parret i frostvejret foran biografen på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan i Stockholm, da en stadig uidentificeret mand skød og dræbte Sveriges statsminister. Den 28. februar 1986 gik Sverige i chok.

Det blev en af de dage, hvor alle svenske borgere erindrer præcist, hvor de befandt sig, og blomsterne blev lagt i stakke på mordstedet, som landesorgen bredte sig. Sveriges raffinerede verdensmand var væk, ligesom mindet om en hård ofte aggressiv debattør og retoriker blev begravet.

Tilbage stod kun det ikoniske billede af altruismens mand, den udadskuende og godhjertede politiker, der ikke fedtede for stormagterne og mente, Sverige havde et globalt ansvar over for alle verdens fattige. Tilbage var billedet af en helt.

Uendelig efterforskning

I årene efter Palmes død kunne Sveriges borgere forvirrede følge rækker af blinde spor og konspirationer i eftersøgningen på statsministerens morder. Sporene har ført til apartheidstyret i Sydafrika, til mellemmænd af regeringssponsorerede salg af våben, men mest kendt er teorien om Christer Petterson, der som socialt forarmet hævnede sig på landets leder. Stofmisbrugeren, der to et halvt år efter mordet blev anholdt, tiltalt og dømt. Petterson endte med at blive frifundet i landsretten, fordi bevismaterialet ikke var fyldestgørende, og i mellemtiden har 130 forskellige mennesker tilstået mordet på Olof Palme. Mordet efterforskes den dag i dag 25 år efter det blev begået.

I tumulten efter mordet, vandt Olof Palme hurtigt heltestatus, påpeger Paul Smith, den danske journalist og forfatter til bogen Olof Palme den endelige opklaring.

»Han bliver jo lynhurtigt et ikon, da han bliver myrdet. Både fordi han dør på en så dramatisk vis. Men heltedyrkelsen får også en ekstra god grobund, fordi man ikke har tid til at granske hans politiske virke, man taler mere om, hvem der egentligt slog ham ihjel,« siger Paul Smith.

Derfor er det først i de seneste år, at debatten om Palme som politiker er blevet taget op. 25 år senere, hvor befolkningen og verden efterhånden har mistet troen på, at sagen nogensinde bliver opklaret. I efteråret 2010 udkom biografien Olof Palme aristokraten, som blev socialist, skrevet af Henrik Berggren, der også er lederskribent for den svenske avis Dagens Nyheter.

»Den rigtige Olof Palme er jo forsvundet i alt det her,« siger han. »Det er først nu, at vi taler om Olof Palme som politiker. Vi er kommet til en ny periode i Sverige med finanskrise og nye politiske udfordringer, der gør, at vi som nation naturligt er interesseret i at kigge tilbage på perioden med Palme, og se hvad vi politisk kan lære af den,« siger han.

Når Olof Palmes tid som statsminister og leder af Socialdemokratiet dissekeres, finder man ind til en kerne, der for befolkningen i årevis har været skubbet ind bag glansbilledet af martyren, der blev myrdet, fordi han turde at sætte Sverige ind i et større perspektiv. I kernen finder man billedet af en politiker, der var lige så meget pragmatiker, som ideolog, lige så brysk som blid.

Myten

Men myten var skåret noget skarpere: Den eneste politiker af internationalt format, Sverige nogensinde har set, den eneste skandinaviske leder, der har kunnet begå sig på de bonede gulve uden at blamere sig. Uden det sædvanlige skandinaviske mindreværd forhandlede han med Yasser Arafat, besøgte Fidel Castro og var lodret imod krigen i Vietnam. Sveriges eneste ideologiske landsleder, der med hjertet på rette sted gik ind i sager, som andre ikke turde røre ved. Paul Smith forstår til dels godt det glorificerede billede af Olof Palme, som sammenlignet med Danmarks nuværende statsleder, er der ingen tvivl:

»Palme blev beundret fordi han modsat Lars Løkke Rasmussen eksempelvis aldrig ville have ytret I know, Im banging the table, som Løkke gjorde det til COP15. Palme beherskede engelsk, fransk og tilmed spansk. Svenskerne var med rette stolte af deres verdensmand,« siger Paul Smith.

Sådan skabtes myten om Olof Palme i årene efter hans død, men det var ikke hele sandheden, påpeger Håkan Arvidsson, der er lektor i historie og idéhistorie og tilknyttet både Roskilde Universitetscenter og universitet i Lund: »Svenskerne glemte en masse aspekter af Palmes politiske virke, fordi han døde, som han gjorde, hvor man jo nærmest får ikonstatus foræret. USAs martyr John F. Kennedy fik sit ry skamferet af de erotiske skandaler, men på trods af det er han til stadighed en stor mand i amerikanernes øjne. Sådan gik det også Olof Palme, der begik fundamentale fejltagelser i sin politik, han så ikke nødvendigheden af at værne om sit eget hus. Han var alt for beskæftiget med at se ud i verden og redde dens problemer, men alligevel er han ubetinget Sveriges store politiske helt,« vurderer Håkan Arvidsson.

Han mener, at grundstenene til Socialdemokratiets deroute blev lagt i Palmes dage, ligesom både Håkan Arvidsson og Paul Smith lægger vægt på, at Olof Palmes tone i politiske debatter var hårdere end nødvendigt. Som et opgør med sin aristokratiske baggrund var han hård og nedladende over for de borgerlige partier, vurderer Paul Smith.

»Han gravede grøfter, hvor det ikke var nødvendigt. Når han diskuterede med politiske modstandere, kunne han være så ubegribeligt ondskabsfuld og sarkastisk, han fornærmede dem i sådan en grad, at det gik ud over senere politiske forhandlinger. Det var meget uklogt, men det er ikke noget, man husker ham for nu. På mange måder fik Sverige en mere civiliseret omgang på Riksdagen efter hans død; der var pludselig ikke længere en unødigt hård tone i svensk politik,« siger Paul Smith.

Men hans hårdhed var ikke nødvendigvis en dårlig ting, pointerer Henrik Berggren. Han mener nemlig også, at der gik positive elementer tabt i mytedannelsen om Palme, deriblandt hans evne til at håndtere politiske problemer. Han huskes i højere grad som en drømmer end som en problemknusende pragmatiker.

»Han var naturligvis glorificeret i årene efter sin død, men det interessante ved ham er, at han både var en moralsk politiker, samtidig med at være ganske hård og resultatorienteret, og det synes jeg ikke, man har talt så meget om. Han var både missionær, moralsk og pragmatisk. Han ville ikke bare skrive artikler om Vietnam, han ville stoppe krigen,« siger Henrik Berggren.

Olof Palmes ytringer

’Revolutioner løser ingenting. Morgenen efter revolutionen begynder den besværlige hverdag med nye udfordringer.’

’Folkets længsel efter frihed kan i det lange løb ikke slås ned. Den vil altid blomstre op og sejre til sidst.’

’Demokrati er for os et spørgsmål om menneskelig værdighed. Og menneskelig værdighed er politisk frihed.’

’Demokratiske rettigheder er ikke forbeholdt en særlig gruppe i samfundet, det er en enhver mands ret.’

’Apartheid er en unik form for ondskab. Det er en form for tyranni, der brændemærker individer fra fødslen af på grund af deres hudfarve. Et barns skæbne bliver bestemt i det øjeblik, det bliver undfanget.’

’Min generation hjemsøges af billeder af jødiske børn i ghettoer og koncentrationslejre. Forbrydelserne mod dem vil hjemsøge os med sorg resten af livet. Derfor er vi også dybt forargede over billederne af forfulgte palæstinensiske børn – denne gang er det Israel, der er ansvarlig for overtrædelserne.

Idealisten

Da Socialdemokratiets nuværende leder Mona Sahlin gik ind i partiet, var det for at følge Olof Palme mere end for at blive Socialdemokrat, har hun udtalt.

»Som var han større end partiet selv,« griner Håkan Arvidsson. Og sådan bliver Palmes ikoniske status fortsat reproduceret af nutidens politikere, påpeger Arvidsson og skitserer endnu et eksempel på, hvordan Sveriges kollektive hukommelse har filtreret de dårlige tider væk.

»Han huskes som en succesrig politiker men det var han ikke. Han tabte fire valg og to gange tabte han også regeringsmagten. Da det skete i 1976, var det første gang i 44 år, at Socialdemokratiet tabte regeringsmagten,« siger han. Han mener også, at myten om Palme som Sveriges mest modige politiker er overdrevet:

»Han var ikke modig. Et eksempel er en fortælling fra en af Palmes rådgivere. Svensk LO afholdte en kongres, og i partiet og i LO var der en stor begejstring for ideen om lønmodtagerfonde, men Palme vred sig som en orm. Han mente, forslaget ville blive en belastning for partiet og bevægelsen. Men til trods for det, bakkede han op om forslaget. Han var bange for at blive fremstillet som en gammel forstokket aristokrat,« siger Håkan Arvidsson.

At Olof Palme endte som socialdemokratisk leder, der tilmed hev politikken yderligere til venstre, lå ikke i kortene for drengen fra den aristokratiske familie. Umiddelbart var der ingen tegn på, at Olof Palme skulle bryde familiens konservative mønster, da han som 18-årig meldte sig til Dragonerne og skrev for højreavisen Svenska Dagbladet, men efter et års collegeophold i USA i 1947, blev han betaget af den amerikanske efterkrigsgeneration. Senere beskrev han generationen således: »med hele sin sprudlende vitalitet og med sin blanding af livsbekræftende materialisme og naiv idealisme«.

I USA blev han Roosevelt-demokrat, og da han vendte hjem til Sverige, gik der ikke længe før han begav sig ud på den ungdomspolitiske scene. Hurtigt blev han en stærk karakter i Socialdemokratiet og fik senere, som daværende statsminister Tage Erlanders nærmeste rådgiver, stor indflydelse.

»I sine unge år læste han Sartre og Camus, og han forstod eksistentialismen på den måde, at man skal ud og gøre en forskel i verden. Med baggrund i den franske eksistentialisme ville han rent faktisk ud i verden for at gøre en forskel,« siger Paul Smith.

Sveriges Kennedy

Samler man myterne om de døde statsledere, står én klarest. John F. Kennedy blev skudt 22. november 1963 i Texas, og ifølge USA-forsker Mads Fuglede fra Københavns Universitet er han et tydeligt billede på, hvordan en middelmådig præsidents død i befolkningens øjne kan ende som et slukket politisk drøm:

»Fagligt set er der meget lidt belæg for at gøre Kennedy til en stor præsident, men ikke desto mindre foregår der efter hans død en stærk hagiografering af Kennedymyten, især orkestreret af Jacqueline Kennedy og Robert F. Kennedy. De skabte Camelot-myten, forestillingen om ham som et overmenneske. En, der stiger ned blandt de dødelige og på grusom vis bliver revet fra os igen. Men den fortælling om Kennedy, der bliver skabt efter hans død, er i skærende kontrast til Kennedy som præsident. Han var ikke nogen dårlig præsident, men myten kan slet ikke bære, det vi ved om Kennedy som politiker.« siger Mads Fuglede.

John F. Kennedy bliver ligesom Olof Palme også husket anderledes af historikerne end af folket:

»Der ligger meningsmålinger, der viser, at Kennedy set med historikernes øjne ligger blandt en grå masse af gennemsnitlige præsidenter, men spørger man de almindelige amerikanere, tilhører han eliten, men det kan bukserne ikke bære,« siger Mads Fuglede.

Ligesom Che Guevara er afbilledet på alverdens T-shirts, og i manges øjne står som ikonet på den uselviske frihedskamp, er de fleste bevidste om, at Fidel Castros styre i kampen for socialisme i Cuba er gået på kompromis med en række demokratiske principper. Sammen udgjorde de ansigtet på revolutionen, men dør man i tide, skamferes det glorificerede billede i ringere grad. Det er måske slet ikke så dumt at dø på et politisk højdepunkt, pointerer Håkan Arvidsson.

»At blive skudt på højdepunktet af sin karriere er nok det bedste der kan ske for en statsminister.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her