Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Europas krønike

Som sædvanlig var virkeligheden langt mere indviklet end som så er mottoet for Geert Maks mesterværk om 1900-tallets Europa
Historisk. Den militære historie er næppe fortalt bedre end i 'Europa', og ved hjælp af nyeste arkivmateriale kommer vi helt tæt på Hitler, Churchill, de Gaulle og Stalin, på deres forfængelighed og fejlbedømmelser. Her ses Winston Churchill (t.v), Joseph Stalin (t.h.) og Franklin Roosevelt under Jalta-konferencen.

Historisk. Den militære historie er næppe fortalt bedre end i 'Europa', og ved hjælp af nyeste arkivmateriale kommer vi helt tæt på Hitler, Churchill, de Gaulle og Stalin, på deres forfængelighed og fejlbedømmelser. Her ses Winston Churchill (t.v), Joseph Stalin (t.h.) og Franklin Roosevelt under Jalta-konferencen.

The National Archives

Kultur
18. februar 2011

I løbet af det forgangne århundredes sidste år rejste den hollandske journalist og historiker Geert Mak (f. 1946) rundt i Europa for at skrive dets 1900-tals historie. At netop Mak påtog sig dette hverv, skal vi være dybt taknemmelige for: Jeg kan ikke forestille mig, hvem der ellers kunne have gennemrejst vores kontinent i øjenhøjde med hvert enkelt hus, menneske og dyr på sin vej, mens han samtidig suverænt håndterer et stadigt perspektivskifte mellem før og nu, mellem det storpolitiske og det hverdagsnære, mellem vindere og tabere og, efterhånden som vi kommer op i århundredet, mellem den vesteuropæiske og den østeuropæiske erfaring.

Det tidligere Østeuropa figurerer vel at mærke ikke som en samlet blok anskuet gennem vesteuropæisk kikkert; også her går Mak helt tæt på, ind i byerne, husene og menneskenes historier. Østeuropæerne kommer dermed selv udførligt til orde, og Mak har hermed etableret sig som den førende (al)europæiske krønikeskriver.

Rejse gennem tid og sted

Rejsen og dermed bogen, Europa, er struktureret på den vellykkede måde, at hver måned helliges en periode og dens centrale steder. Januar starter således i 1900 til storslået verdensudstilling i Paris, hvorefter turen går videre til de øvrige europæiske hovedstæder London-Berlin-Wien og frem mod 1914. Februar omhandler de krigshærgede år 1914-1918 i Wien-Ieper-Kassel-Verdun-Versailles.

Marts (1917-1924) følger indledningsvis Lenins rute i den forseglede togvogn til Sankt Petersborg. Det er i øvrigt den eneste gang, Mak strejfer Danmark, og det kun på gennemrejse. Der var mere plads til Danmark i Per Nyholms reportageværk Europæerne (2008), som naturligt nok udfoldede sit danske perspektiv.

I Maks europæiske perspektiv (med nedtonet hollandsk udgangspunkt) har Danmark næppe overraskende ikke spillet nogen rolle i det krigshærgede 20. århundrede, hverken som offer eller gerningsmand. Hvor Mak er hårdere ved andre samarbejdsregeringer under Anden Verdenskrig (som Pétains Vichy-Frankrig), og ved visse nationers efterfølgende historieomskrivninger, nævnes Danmark kun en enkelt gang, og det er for de mange vellykkede aktioner for at redde jøder ud af landet. Den blide behandling kan vi måske passende kvittere for, når Mak kommer på besøg i næste uge.

Helt centralt i bogen står naturligvis netop Anden Verdenskrig. Med hele sin forhistorie og sine følger, med sine mange steder og forskellige erfaringer tvinger den Mak ud på flere ruter med overlappende perioder. I denne store midterdel kommer de store aktører og militærhistorien måske til at fylde lovlig meget på bekostning af det civile perspektiv, ligesom de uhyggelige statistikker over døde, forsvundne og sårede kun sjældent får individuelle ansigter.

Til gengæld er den militære historie næppe fortalt bedre, og ved hjælp af nyeste arkivmateriale kommer vi helt tæt på Hitler, Churchill, De Gaulle og Stalin, på deres forfængelighed og fejlbedømmelser, på Churchills usædvanlige klarsyn og Stalins uhyggelige dødsleje.

Overordnet set ligner Maks historiesyn Tolstojs, som han udmøntede det i Krig og Fred: Ingen nok så stor helt slipper for indgående undersøgelser og for at blive placeret midt i en rodet kontekst af alle mulige andre mennesker og tilfældigheder. Virkeligheden er langt mere indviklet end som så.

Ingen sprogbarrierer

Hvor krigens tid står centralt i århundredet, er den centrale by i århundredet som helhed Berlin. Hertil går turen flere gange, for kulturen, krigen, Muren, Murens fald. Mere overraskende er det måske, at den nation, der bedst synes at repræsentere 1900-tallets Europa, er det mishandlede og ringeagtede Polen.

I den forbindelse kan man undre sig over, at Mak ikke støder på nogen sprogbarrierer undervejs. Han rejser tilsyneladende frit og kommunikerer fortrinligt med de folk, han møder måske undtagen i Wales, hvor vejskiltene i hans øjne ser ud, »som om en kat er gået hen over tastaturet på en skrivemaskine«.

Men hvad med polsk, russisk, portugisisk? Hvordan gør han det? Svaret er, at Mak har allieret sig med tolke og informanter, især i form af venner og bekendte, som han har adskillige af i alle disse lande. Det vækker respekt, at han på den måde, ganske diskret, nægter at lade sprogmangfoldigheden være et problem for projektet. På den anden side savner jeg en problematisering af, at hvor den kommunistiske erfaring vil blive stadig fjernere, så vil det tidligere Østeuropa i vesteuropæiske øjne stadig ligge på den anden side af et gedigent, sprogligt jerntæppe. Med andre ord: Mak får placeret Polen centralt i Europa, men hvor solidt ligger landet der, så længe polsk er et truet småfag på vores del af kontinentet?

Europa som fællesskab

Europa er et nogenlunde afgrænseligt kontinent, men er naturligvis også, som Mak skriver, en konstruktion, et »imaginært fællesskab« og måske ikke engang det. Ud over at den poetiske »lysgrænse« ved Alperne, deles Europa også af økonomiske og religiøse forskelle, af nationalt-kulturelle selvforståelser, af afgrunde mellem hårdt erhvervet realisme og stadig naivitet. Og hvad stiller vi op med Tyrkiet?

Mak prøver ikke at fremtvinge noget fællesskab, men slutter meget sigende sin rejse i et stadig ustabilt Sarajevo, hvor massakren i Srebrenica og de hollandske FN-styrkers tvivlsomme rolle bliver siddende i læserens bevidsthed. Rejsen slutter december 1999, bogen blev dog først afsluttet 2003 og gennemskrevet 2007, hvilket bliver tydeligt i epilogen. Med sine meget overordnede betragtninger savner epilogen det velgørende Makske perspektivskifte og har mestendels et politisk-økonomisk fokus med udgangspunkt i Bruxelles. Men det er nok den eneste måde, der kan sættes et punktum for så vældig en krønike.

Det er da også på baggrund af de foregående 850 sider og Maks sans for de forskellige måder, hvorpå krigshærgede byer nu omgås deres skudhuller, at vi kan se det rigtige i hans konklusion: At der i Europa næsten ikke er nogen fælles historisk erfaring at bygge på. Med værker som Maks bliver vi dog i det mindste meget klogere på hinanden. Apropos sprogbarrierer er dette i høj grad en oversætterfortjeneste: Igen har Tove Dueholm Nielsen som i Min fars århundrede (da. 2009) ydet en pragtpræstation. Er der ikke snart nogen, der giver hende en pris?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lidt sjovt, at hans TV-version, der nu sendes på DR-K igen, overhovedet ikke nævnes i artiklen.