Fadertyrannen, femisønnen og 70'er-ånden

Glæd dig, Knausgårdfan, thi tredje Karl Ove-bog er nu ude på dansk
Mesterligt. Norske Karl Ove Knausgård giver i tredje bind 
 af sit litterære selvportræt læseren en nogenlunde 
 kronologisk skildring af sin barndom med blandt 
 andet den strenge far, de lange strejfture i naturen med kammeraterne og opdagelsen af det modsatte køn.

Mesterligt. Norske Karl Ove Knausgård giver i tredje bind
af sit litterære selvportræt læseren en nogenlunde
kronologisk skildring af sin barndom med blandt
andet den strenge far, de lange strejfture i naturen med kammeraterne og opdagelsen af det modsatte køn.

Anders Thormann
25. februar 2011

Midt i tredje bind af sit stort anlagte litterære selvportræt fortæller Karl Ove Knausgård om, hvordan han som stor dreng ligger på sit værelse og læser og læser og læser. Æder sig igennem den ene serie bøger efter den anden, til det lokale folkebibliotek er ædt rub og stub. Oh, barndommens altædende læselyst! Oh, bøger, der mangedoblede sig i lange serier, så man kunne kaste sig over næste bind, når ét var færdiglæst! Det er lidt sådan en bogserie, Knausgård nu producerer selv, med dens seks bind udgivet over to (!!) år, og som hans læser kan man netop genfinde noget af barnelekturens fryd: Kaste sig grådigt på sofaen med endnu en Karl Ove-bog og blive suget helt ind i det univers af søndernorsk sommerfjord og vintermørke og melankoli og forelskelse og faderangst og verdenslyst og drengefryd og pubertetsfortvivlelse, som man efterhånden synes man kender så godt.

Faderen

Tredje roman fremstår som en mere konventionel roman end de to første. En nogenlunde kronologisk fremadskridende barndomsskildring, startende med billedet af en familie, der stiger af bussen på en ø i Sörlandet i 1969, sluttende med billedet af familiens flyttelæs på vej bort 12 år senere, og teenage-sønnen Karl Oves sidste blik på barndommens landskab: »Lidet vidste jeg, at hver eneste detalje i dette landskab, og hvert eneste menneske, der boede i det, for altid skulle være forankret i min hukommelse, nøjagtigt og præcist, som med en slags mindernes absolutte gehør.«

Hvor de to foregående bind via associationens princip springer gladeligt og ekskursivt frem og tilbage mellem Karl Oves barndom og voksenliv, er der i tredje bind kun ét flash forward til voksenlivet: fortællerens erklæring af, at hans største ambition som far har været at kunne gå ind i det lokale, hvor hans børn befinder sig, uden at de tager nogen særlig notits af ham. At mødes med ligegyldighed af sine børn.

Sådan kan den far have det, der som søn var sin fars gidsel, nådesløst udleveret til hans aggressive opmærksomhed, så snart de var i samme rum.

Man deler som læser sønnens had og harme, når Knausgård senior, denne trediveårige, slanke, nydelige folkeskolelærer, midt i 70erens oplyste skandinaviske velfærd af uransalige årsager konstant skal rette et kritisk blik og en anklagende finger mod sin lille søn. Hvis Karl Ove har taget et æble uden at spørge om lov, skal han tvinges til at spise æbler, til han får kvalme. Hvis han har købt slik for en femmer, han har fået for at hjælpe en gammel dame, skal han dømmes som løgner, og slikket smides ud. Og også når der ikke udtales anklager eller eksekveres straffe, er faderens blotte tilstedeværelse en trussel, en formørkelse for drengen.

Femien

Men der er i Karl-Oves barndom en verden hinsides fadertyrannens forbandelse. Der er lange strejfture med kammeraterne over klipper, i skove, ved havet, i boligområder strejfture der udvikler sig fra det anale, lossepladser og fællesskidning i det fri, til det genitale: den spirende pubertets dunkende gejlhed, som næres af smuglæste pornoblade og kurverne under pigernes tøj. Poetisk beskrives pornobladene som givet af Gud i den frie natur:

»Det var en tid, hvor man kunne finde pornoblade i grøftekanter, på enge, under broer. Hvem der havde lagt dem der, anede vi ikke, de var som strøet ud af Guds hånd, en del af naturen, som anemoner, gæslinger, svulmende bække, regnglatte klipper nede ved havet.«

I kammeraternes verden er Karl-Ove ikke kuet, men en poserende, ærekær performer, hvis æstetiske sans for påklædning indbringer ham øgenavnet femien. Queer avant la lettre, men med en éntydigt hetero brunst, som fortælleren insisterer på at hamre lige så udtrykkeligt fast, som den dengang hamrede i drengekroppen. Side efter side hører vi om pubertetsdrengens fiksering på piger, piger, piger, om at være besvimelsen nær ved tanken om, at de alle er nøgne under tøjet, om den allestedsnærværende trang til at vælte en hvilken som helst pige om på gulvet og kaste sig oven på hende. En indfølt skildring, der tilfredsstiller noget af denne kvindelæsers umættelige nysgerrighed efter det andet køn.

Halvfjerdserne

Ved siden af de evige historier om sønnens kamp med faderen og drengens kamp med seksualiteten er bind 3 også en 70er-skildring, med mindets absolutte gehør for det tøj, de møbler, den musik, der hørte årtiet til. Stemningen af en slags evigt drama på en tidstypisk scene kondenseres enkelt og sigende i en scenografisk formulering som denne:

»Det er os tre, faren og de to sønner, der sidder vi og spiser. Rundt omkring os er alting halvfjerdserne.«

Han skriver over stok og sten, den gode Knausgård. Prosaens klædedragt afspejler ikke umiddelbart femiens æstetiske ambitioner. Hverdagsdialog, udpenslede lyd-ord, opremsninger, enkel syntaks. Og så er der alligevel disse steder, hvor mesterforfatteren dvæler ved en scene eller nådigt tilkaster os en metafor og demonstrerer sit maleriske håndelag. De gudgivne pornoblade, »mindernes absolutte gehør«, udpenslingen af fryden ved at skide, morfars milde bondeøjne, der ligner »to små børn som lige er vågnet«, når han en sjælden gang lægger brillerne.

Afslutningens klassefest, hvor alle pigerne tager bluserne af og med gavmildt strejfende bryster defilerer forbi Karl Ove, som et smukt og drømmeagtigt afskedsritual. Ganske vist gør fortælleren til sidst nar af sin egen metafor (barndommens små begivenheder som »dun på den afblomstrede mælkebøtte åndedrættet fra en lille mund spreder. Og åh, var det sidste ikke et flot billede?«). Men det er netop sådan noget, en mester kan tillade sig. Knausgårds suveræne skriverige bliver for læseren et herligt læserige med mindelser om barndommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Karl Ove Knausgård
På dansk ved Sara Koch
Lindhardt og Ringhof
480 sider
349,95 kroner

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu