Læsetid: 4 min.

Hvis far var incestforbryder

Den norske forfatter Helene Uri går tæt på den moderne families smertepunkter. Hendes seneste roman, 'Den retfærdige', er spændende som en krimi i sin skildring af en fars tragiske tab af sine børn, da han bliver dømt for incest
Overgreb. Forfatteren Helene Uri er også sprogforsker, og hendes roman 'Den retfærdige' er en beskrivelse af sprogets evne til at udtrykke ægte følelser gennem 'uægte' begivenheder - f.eks. incest.

Overgreb. Forfatteren Helene Uri er også sprogforsker, og hendes roman 'Den retfærdige' er en beskrivelse af sprogets evne til at udtrykke ægte følelser gennem 'uægte' begivenheder - f.eks. incest.

Niels Ahlmann Olesen

11. februar 2011

Incest er blevet et populært emne i romaner og film siden midten af 1990'erne. Allerede når bagsideteksten på en bog nævner »familiehemmeligheder«, ved læseren, hvad klokken er slået.

For mig udtømte filmen Festen (1996) emnet kunstnerisk set, men forfatterne er tilsyneladende ikke nær så trætte af det.

Måske er incest populær i fiktion, fordi den egner sig så godt til at sætte fokus på familiens smertepunkter. Selv voksne, der vil deres børn det bedste, griber forkert i posen, og misforståelser vokser til uoverstigelige konflikter.

Incestskabelonen får dog en ny og interessant udformning hos den norske forfatter Helene Uri (f. 1964), der håndterer sit tema så dristigt og spændende som en krimi. Offeret er nemlig en far, og hovedskurken er ikke en enkeltperson, men en hel samfundsdynamik. Den retfærdige er kort sagt historien om et forudsigeligt karaktermord, hvor alle bestyrker hinanden i en mistanke, ingen egentlig ønsker at have.

Middelklasseparret Karsten og Marianne er lykkelige forældre til to døtre på otte og 10 år, da Marianne opdager, at Karsten har en affære. Det har hun også selv. Efter børnenes fødsel er ægteskabet følelsesmæssigt gået i stå, mens begge ægtefæller kanaliserer deres energi ind i børn, arbejde og hverdag.

Men en åbenhjertig natlig samtale bringer alt frem i lyset, og tilliden mellem ægtefællerne er definitivt brudt. Karsten har gennem alle årene løjet om sin (ret omfattende) utroskab, og nu slår Mariannes mistanke ud: Lyver han mon om mere? Er der ikke også noget skummelt ved hans omgang med børnene, som han altid vil bade, kilde, tumle med og putte? Nu, hvor parret skal skilles, kommer Karsten jo til at være alene med pigerne.

Den samvittighedsfulde Marianne vil egentlig bare sikre sig, at hendes mistanke ikke har noget på sig, da hun tager kontakt med den førende ekspert på området; en dommer, der har mange års erfaring med incestsager. Men mod forventning går lægeundersøgelsen Karsten imod. Begge pigers underliv viser klare tegn på seksuel omgang.

Tvivl uden tilgivelse

Så ruller incestmaskinen. Karsten bliver dømt, afsoner sin straf, får et nyt liv med sin forstående, nye kone - men han savner sine to døtre, som han ikke længere har kontakt med. Kun håbet om engang at overbevise dem om sin uskyld holder ham kørende.

10 år går, og både Marianne og den yngste datter kommer i tvivl om, hvad der egentlig foregik dengang. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de fysiske 'beviser' mod Karsten næppe var så utvetydige, som de i sin tid blev udlagt, bl.a. af den nidkære dommer Frisbakke, der har gjort det til sit livs mission at nakke børnemisbrugere. Frisbakke har sin egen dagsorden, nemlig et livslangt forsøg på at sone skyldfølelsen over, at han engang så sin onkel voldtage hans 14-årige kusine i kælderen - uden at han turde gribe ind.

Den yngste datter, Henriette, etablerer på ny kontakt til Karsten, som også får mod på at få dommen omstødt. Problemet er blot, at storesøster Elise nægter at forsone sig med sin far. Som Henriette forklarer ham:

»Jeg er bange for, at Elise vil knække. (...) Hun vil være nødt til at være en anden end den, hun har været hele sit liv. Elise er en pige-som-klarede-sig-trods-alt. Hun tror, at du har misbrugt hende, men hun tackler det. Det er sådan, hun ser sig selv. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med hende, hvis hun ikke længere kan være den pige.«

Fælden er klappet, og alle sidder fast i den, fra den uskyldige Karsten og den sammenbidte Elise - romanens to 'retfærdige' - til alle de andre, som nu må leve med skylden for et regulært justitsmord.

Falsk hukommelse

Den gåde, som Uri sætter sig for at løse, er, hvordan det kunne gå til. Selv med 1990'ernes incesthysteri in mente - hvordan kunne Elise overbevise sig selv og andre om, at 'noget' er sket, som hun dengang dårligt anede hvad var?

Svaret er 'konstruerede erindringer'. Fænomenet har utvivlsomt fascineret Helene Uri, der også er sprogforsker. Hendes roman er netop en stærk beskrivelse af sprogets evne til at udtrykke ægte følelser gennem 'uægte' begivenheder.

Incestanklagen blev 10-årige Elises adgang til at udtrykke sin vrede og fortvivlelse over skilsmissen og faderens svigt: Først var hun fars lille prinsesse, som frydefuldt lod sig tørre af ham efter badet (o, dårlige norske samvittighed over alt, der føles rart!). Siden forsvandt faderen ud af hendes liv og flyttede sammen med en ny kvinde uden et ord til forklaring.

I den almindelige skilsmissetumult forsømmer Marianne og Karsten nemlig at fortælle deres børn, hvad der foregår. Uri beskriver raffineret og med intelligent indlevelse i alle parters tanker, hvordan den ægteskabelige dynamik gør Karsten til skilsmissens store taber.

Karsten har konstant ageret popularitetssøgende 'superfar', der tumler, leger og bager pandekager - men spiller bussemandsrollen over til 'kedelige' Marianne. Gennem børnene udlever han sine egne behov for sjov og hygge, men han behandler dem også som en slags legetøj. Da skilsmissen smadrer den verden, de kender, er han ikke i stand til at sætte sig ind i deres følelser af fortvivlelse og forvirring.

I sin tidligere roman, Engel af nylon (2009) - der er blevet et hit i bibliotekernes læseklubber - beskrev Helene Uri en mor, der elsker sit barn, men frygter ikke at elske hende nok. I Den retfærdige beskriver hun det modsatte fænomen: en umoden far, der gør sig blind for sine børns behov - og mister endnu mere, end han har fortjent.

Uri er, som flere af sine norske forfatterkolleger, en eminent skildrer af en moderne familie, der kun er knyttet sammen af børn og begær. Begæret får for Karstens og Mariannes vedkommende en udløbsdato. Og da børnene får lov at bestemme, hvordan livet skal forme sig efter skilsmissen, bliver resultatet altså noget, som ingen reelt er tjent med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu