Læsetid: 5 min.

Forbandede ungdom

Hvad får man, hvis man krydser en hippie, en yuppie, en anarkist og en voldspsykopat? Svaret er naturligvis den balstyriske britiske 1980'er-komedieserie 'The Young Ones', der nu vender tilbage på dvd
Hvad får man, hvis man krydser en hippie, en yuppie, en anarkist og en voldspsykopat? Svaret er naturligvis den balstyriske britiske 1980'er-komedieserie 'The Young Ones', der nu vender tilbage på dvd
24. februar 2011

Selv om det snart må være et kvart århundrede siden, husker jeg tydeligt mit første møde med The Young Ones: Synet af en usædvanligt usoigneret, fugleskræmsellignende hippie (som viste sig at hedde Neil), der står og tripper midtvejs mellem komfuret og spisebordet i et tudegrimt køkken. I hænderne har han en enorm gryde fyldt med linsegrød, og fordi han taler med sig selv med en bøvet stemme, forstår man, at de varme håndtag volder ham betragtelig smerte.

Der er rigeligt med tid til at nå hen til en af de to førnævnte flader, men i panik smider hippien den ækelt udseende masse på det beskidte gulvtæppe. Et perfekt billede på seriens dyrkelse af det hovedløse og det hæslige.

Ny type komedie

The Young Ones 'handler om' fire yderst væsensforskellige studerende, der deler en baldret bolig i de tidlige 1980'eres London. Den var et vildere og mere utilregneligt bæst end de øvrige i datidens britiske tv-komedielandskab, ikke mindst fordi den har fire groteske karikaturer som omdrejningspunkt.

Føromtalte Neil (Nigel Planer) er en livstræt anakronisme, der som den eneste i kollektivet er i besiddelse af idealer og overbevisninger (eksempelvis går han ind for 'grøntsagsrettigheder'). Måske af den grund mødes han med ekstrem foragt af de tre andre, ikke mindst Vyvyan (Adrian Edmondson), der lever for dødsmetal og meningsløs vold, men dog ofte underkaster sig kvartettens selvudnævnte leder Mike (Christopher Ryan), som bag sit yuppie-ydre og sine parodiske film noir-oneliners bare er en fusker og en dovenlars. Mere om den fjerde - og på en gang bedste og værste - figur lige straks.

Serien var en del af alternative comedy-bølgen, som opstod i slutningen af 1970'erne. De tre skabere af The Young Ones, Ben Elton, Rik Mayall og amerikanske Lise Mayer, mødtes på Manchester University, og tre af seriens fire hovedrolleindehavere gjorde sig siden bemærket på klubberne The Comedy Store og The Comic Strip, der lå i Londons dengang uartige Soho-kvarter.

Primal udstråling

Serien havde mildt sagt ikke moraler og budskaber som førsteprioritet og benyttede en meget løs fortællestruktur. Plottet var som regel rent nonsens, som når en atombombe dumper ned gennem taget og blokerer kollektivisternes køleskab. Det var skuespillernes rå energi og - navnlig i Mayall og Edmondsons tilfælde - nærmest dyriske fremtoning, der var hovedattraktionen. Med det in mente virker det passende, at The Young Ones angiveligt var inspireret af den løbske amerikanske sitcom The Monkees fra slutningen af 1960'erne.

I bogen That Was Satire that Was skriver Humphrey Carpenter da også, at Alternativ Komedies kendetegn var »en rablende stil, lynhurtige angreb og gavmild brug af bandeord.«

Serien undlod da heller ikke at påpege sit eget alternative tilsnit, som da Neils burgøjsermor i et af utallige metaindslag bebrejder sønnike, at han ikke i stedet medvirker i en klassisk, hyggelig og opbyggelig situationskomedie.

Hæslig hykler

Mens The Young Ones nok sendte chokbølger gennem sitcom-genren, var den ikke just politisk sprængfarlig. Carpenter skriver ganske vist, at Alternativ Komedie var venstreorienteret i bund og grund, men Elton, Mayall og Mayer undgik konsekvent at prædike for tilskueren, og gik således heller ikke i struben på Thatcher-regeringen (hvilket Elton ellers i den grad gjorde i sine stand-up-rutiner). I hvert fald ville det være synd at sige, at The Young Ones glamouriserer den anti-borgerlige boligform, som kollektivet repræsenterer.

Dertil skal lægges, at seriens mest utiltalende og derfor sjoveste figur er digterspiren og anarkist-aspiranten Rick (mesterligt overspillet af Rik Mayall). Han hævder at tørste efter Thatchers blod, men er reelt en fej, flæbende, formatløs og umanerligt umoden opmærksomhedsjunkie. Også Ricks grænseløse beundring for Cliff Richard vidner om et ganske spinkelt rebelpotentiale.

I første afsnit figurerer desuden et overstadigt og imbecilt tv-program for unge (hvis vært næppe tilfældigt spilles af Elton), som sagtens lader sig læse som en kommentar til seriens egen ufarlighed. Da en rasende Rick sparker fjernsynet i smadder, er det værd at notere sig, at hans skuffelse skyldes de medvirkendes utidssvarende tøjstil, ikke deres manglende revolutionære kampgejst. For ham er det tydeligvis image og selviscenesættelse snarere end substans, der tæller.

Syngende elefant

Hvis man absolut insisterer, kan man selvfølgelig tolke de fire kollektivisters konstante indbyrdes kampe som et udtryk for deres fælles undertrykkelse, ligesom man kunne tillægge det betydning, at aggressionerne primært er rettet mod gruppens svageste medlem. Eller for den sags skyld se ynkelige Rick og Neil som en beklagelse af manglen på en kompetent opposition til magthaverne. Mayall har desuden omtalt kvartetten som en (mareridtsagtig version af en) kernefamilie med Mike som faren, Neil som moren og Rick og Vyvyan som møgungerne.

At fire så forskelligartede typer skulle finde sammen under ét tag, er langt fra det mest urealistiske ved serien, der som sagt ivrigt gør opmærksom på sig selv som fiktion, og dermed næsten umuliggør følelsesmæssig indlevelse - 'næsten', fordi ens hjerte alligevel bløder lidt for arme Neil.

Figurerne henvender sig ofte direkte til kameraet, der er musikalske gæsteoptrædener af blandt andre Madness og Motörhead i kollektivisternes stuer og i en enkelt scene bytter skuespillerne ligefrem roller.

De surrealistiske overraskelsesmomenter er fuldt på højde med dem, man så i Monty Python's Flying Circus (denne i forvejen oplagte sammenligning cementeres, da Python-medlemmet Terry Jones ses i en gæsteoptræden), som når en mand i et elefantkostume pludselig dukker op og bryder ud i The Supremes-hittet Stop! In the Name of Love.

Kendisparade

I birollerne ser man hovedparten af de ansigter, der i årene frem sørgede for, at britisk komedie bevarede sin fornemme position på verdensranglisten: Jennifer Saunders, Dawn French, Smith & Jones, Hugh Laurie, multitalentet Stephen Fry og Alexei Sayle, et trindt kraftværk af en mand og en ledende Alternativ Komedie-skikkelse.

Senere i Thatchers årti kastede Mayall sig over den politiske satire i Ny på tinge, og i begyndelsen af 1990'erne fik han og Edmondson et fortjent hit med serien Bottom (anmeldt i disse spalter i februar 2009), der ligesom The Young Ones dyrkede slapstick-vold, low lifes og anti-æstetik. Lise Mayer arbejdede siden sammen med den grovkornede amerikanske komiker Denis Leary, mens Elton bidrog til serien Den sorte snog og fra 1989 og frem skrev en lang række samfundssatiriske romaner.

Unge er ingen af dem selvsagt længere, men The Young Ones har dygtigt modstået tidens tand. Det skyldes utvivlsomt i høj grad, at seriens skabere frem for at spænde den for en ideologisk vogn gik grænsenihilistisk grassat. For fuldtonet vanvid går som bekendt aldrig af mode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

Mit første møde med England. Jeg skal da lige love for jeg troede de var gale derovre.
Men med tiden kom nuanceringen. Men jeg tænker nogen gang, de er gale der ovre. men heldigvis har vi brug for galskab, for ikke at blive for satte.

Hm jeg tror jeg skal have fat i den box. :)

Dorthe Møller

Jeg måtte også lige gense på YouTube og tror serien ville more mig atter igen, så jeg lod mig også inspirere (Men Green Wings kommer nu altid for mig til at være det bedste engelske humor) :-)