Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Forvrængede stemmer fra den splintrede virkelighed

To unge herrer bøjer og strækker andres traditioner og egne stemmer på imponerende debutplader. Og ej blot til lyst, men som gribende iscenesættelser af vores splintrede omverdens-forståelse og daglige upload af social energi
Kultur
15. februar 2011

Det er blot et halvt år siden, at jeg skrev en anmeldelse, der handlede om, hvordan et par bands tog den menneskelige stemme under kærlig elektronisk behandling og dermed fandt nye muligheder i musikken. Med to unge herrers solodebutplader er det på tide at skrive en ny.

21-årige James Blake fra London og 20-årige Nicolas Jaar fra New York City har begge begået fremragende plader, og de behandler begge deres stemmer på særegne, ja, af og til sindsoprivende måder.

Britiske James Blake har arbejdet sammen med duoen Mount Kimbie, som jeg skrev om i førnævnte anmeldelse, og han holder både af at synge og af autotuning – den teknik som vakte debat fordi X-Factor brugte den til at få deltagerne til at synge rent. Det gør Blake ikke på sit debutalbum James Blake, men bruger den i stedet til at føre sin stemme i gurglende, sitrende uføre; til at strække den, som om den var lavet af gummimasse; til at finde nye måder at udtrykke sine følelser på.

Han kan ellers udmærket synge med en smukt svunget tenor, som han også gerne og ofte bruger i samspil med elektronisk behandlede udgaver af sig selv. Og det foregår ikke kun ved hjælp af autotuning, men også cut-and-paste, loops og pitching op og ned i registeret. Sidstnævnte kan f.eks. høres på hans fænomenale coverversion af Feists »Limit To Your Love«, hvor han ikke kun demonstrerer, at han er en strålende sanger, men også synger backing i digitalt nedpitchet register.

Nærvær i teknologien

Blake fører fremragende glitch-udforskninger fra Oval og selskabet Raster-Noton ind i en soulfuld sammenhæng, lige som han også tager yderligere konsekvenser af dubsteppens basudforskninger og dubstep-legenden Burials hjemsøgte r&b-vokaler. Og så spiller Blake også på klaver og orgel, hvilket bidrager til debutalbummets minimalistiske og kølige post-r&b undermineret af dubstep og fuld af pauser, sub-bas, afsnuppede fraser og et helvedes nærvær midt i teknologien.

»I dont know about my dream anymore/All I know is that Im falling falling falling falling () I dont know about my love anymore/All I know is that Im loving loving loving«, lyder et omkvæd, der driver stadig tætter på en slugt af sturm und drang, glitch og kollapsende industrielle klangrum. Men slugten lukker sig om sig selv og Blake efterlades i et intimt kammer, alene med alle de pokkers følelser.

Det er værd at bemærke tre tendenser som James Blake udkrystalliserer: At mange unge musikere ikke oplever et skel mellem håndværk og programmering. At et udvalg af disse er begyndt at kaste sig over 90'ernes moderne r&b (Destinys Child, TLC, Brandy, Timbaland, Rodney Jerkins etc.), som inspirationskilde, men at de gør den til noget mere melankolsk, kropsløst, hvis ikke decideret hjemsøgt og nedbrudt. De omplanter den i hvert fald i Blakes tilfælde til en hvid hulbrystet europæers krops- og virkelighedsopfattelse.

Og endelig at autotuning er kommet for at blive, ikke kun som en popmusikalsk staffage, som vi allerede kunne høre, da Cher introducerede den som effekt på hitsinglen »Believe« i 98, men som et seriøst klang- og toneinstrument. Det kan man høre hos førnævnte Mount Kimbie, hos freakfolkeren Bon Iver hvis autotunede sang Kanye West bruger på sit seneste opus og altså hos James Blake, der med større vægt end nogen, jeg tidligere har hørt, bruger den som en emotionel modulator, men også som en diskussion mellem menneske og teknologi.

Autotuning har fået karakter af en effekt på linje med distortion-pedalen til elguitaren. Den er blevet et udtryksmiddel og et manipulationsværktøj for søgende musikere såvel som en gøglereffekt for dovne charlataner.

Blues i houseindpakning

Amerikanske Nicolas Jaar går også til makronerne i stemmebehandlingen og leger mere flamboyant og lunt med genrer og virkemidler på Space Is Only Noise. Åbningsnummeret »Être« er en dialog på fransk overlejret af en filosofisk monolog på engelsk: »Look, its a body floating into the land. No, its a body swimming out into the water. No, its the land itself here thats a body, a body of land. Its the water itself thats a body of water«. Hvor slutter teknologien og hvor begynder mennesket?, kunne man også spørge, mens en stemme dernæst får lov at sitre i en afsnuppet, uartikuleret pingpong-glitch over et jazzet klaverstykke. Der snart begynder at få sig en smuk grov-pixelleret hikke.

Dernæst følger »Colomb«, hvor Jaar demonstrerer hvordan en mudret desperat vibrato kan fremmanes med autotuning, mens en fransk melankoli a la Air driver fra højtalerne og noget der lyder som en hær af løse tænder risler gennem måske et kranium. Som så går i dialog med et klassisk mikrostykke for klaver. Og der er »Problems With The Sun« prydet af Jaar med en kunstig baryton, som han tidligere har excelleret i på det tidlige non-album-track »Time For Us«.

Jeg kunne blive ved med at beskrive de fabelagtige sammenstillinger, som Jaar så regelløst og så elegant og så stemningsfuldt mestrer. Men det er også værd at påpege, at han skriver mørk-ladne, fløjlsbetrukne sange i traditioner, der i hvert fald kan spores tilbage til Lee Hazelwood og Serge Gainsbourg, men også af og til helt tilbage til den tidligste blues, gerne tilsat labre housede beats i lavt tempo.

Jaar og Blake spænder med andre ord over flere genrer, mens især Blake synes at være eller repræsentere en ny genre i sin vorden. Og begge giver nye eksempler på rekontekstualiseringer ikke kun af traditioner, men også af den menneskelige stemme. Som ikke nødvendigvis længere refererer tilbage til en krop endsige en sjæl, men også blot kan være et plastisk materiale, endnu et bøjeligt og nedbrydeligt instrument i laptoppen.

Det er to melankolsk anlagt og besjælede herrer, som på deres debuter og begge efter fremragende enkelttracks især sidste år springer ud i fuld flor som nyfortolkere af r&b og jazz og blues og house og dubstep og glitch og den menneskelige stemme.

Det foregår vel at mærke ej blot til lyst, men som gribende iscenesættelser af vores splintrede omverdensforståelse og vores daglige upload af social energi til diverse netværk. Og ikke mindst som en besyngelse af den teknologiske mulighedsmillion.

 

James Blake: James Blake (A&M Records/Universal)

Nicolas Jaar: Space Is Only Noise (Circus Company/Download)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her