Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den gamle gris rasler med sablen

Maniske kuratorer gør Picasso til noget, han aldrig har været
Picasso malede en kat og en hummer, fordi det var så pokkers humoristisk, og næppe som udstillingen postulerer, som en reference til Cubakrisen i 1962.

Picasso malede en kat og en hummer, fordi det var så pokkers humoristisk, og næppe som udstillingen postulerer, som en reference til Cubakrisen i 1962.

The Hakone Open-Air Museum

Kultur
18. februar 2011

Bedømmelse: 3/6

»Maleriet er stærkere end mig. Det får mig til at gøre, hvad det vil fra det ene lærred til det næste. Altid, videre. Jeg maler, som jeg trækker vejret. Og når jeg er færdig med at arbejde, maler jeg for at slappe af.«

Med dette citat af Picasso indledes kataloget til Louisianas udstilling, og med dette citat skal udstillingens politiske vinkel også ses. Picasso var nemlig ikke nogen politisk kunstner, han var derimod i følelsernes vold, påvirket af kvinder og uretfærdighed.

Pokkers humoristisk

Jo, måske i ét eneste billede, i megaværket
Guernica, er han direkte politisk motiveret. Dette værk er ikke med på Louisiana, da det ikke udlånes fra Museo Reina Sofia i Madrid, men her låner Picasso til gengæld fra avisernes dengang sort-hvide æstetik og kaster hele sin berømmelse ind på først og fremmest at fortælle om den lidelse, den spanske borgerkrig påførte borgerne. Maleriet røg direkte på verdensturné, blev udlånt til Francos modstandere og hjalp til at få omverdenens øjne op for den menneskelige tragedie, der udspillede sig i det sydlige Europa.

Der er masser af duer på udstillingen. Herved søges den store politiske indflydelse fra Picassos hånd at godtgøres, da han var ophavsmand til det ultimative symbol på fred. Men at tillægge Picasso stor politisk betydning for det motiv, vil være ligesom at dyrke typografen John Madsen som en politisk tænker, fordi hans skrev melodien til »Når jeg ser et rødt flag smælde«. John Madsens melodi er god, bevares. Picassos fugle-streg er fremragende, selvfølgelig er den det. Men det er ikke
derespolitiske næsers skyld, men andres. Picasso malede duer, fordi han var fascineret af dyret inde bag alle fjerene, ligesom han også ved flere lejligheder malede en kat og en hummer, fordi det var så pokkers humoristisk, og næppe som udstillingen postulerer, som en reference til Cubakrisen i 1962. Her valgte Picasso i øvrigt stadig at stå side om side med kommunisterne, hvilket vel diskvalificerer en læsning af hans kunst gennem politiske briller. For var han virkelig så politisk bevidst, ville han nok have tippet mod Kennedy og ikke mod en optrapning af atomvåben og den kolde krig. Ikke mindst set i lyset af, hvad der skete i Ungarn.

Politisk kunstner?

I det hele taget lærer man mennesker bedre at kende på deres fravalg end deres tilvalg. Da vores egen økonomi og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) for eksempel støttede apartheidstyret var det næppe hans had til de sorte, men snarere til de røde, der gjorde det. Da det halve af Danmark pludselig meldte sig ind i Ny Alliance var det næppe heller en længsel efter tomme floskler der gjorde det, men snarere et had til Pia Kjærsgaard. Og sådan bør Picassos politiske tilhørsforhold naturligvis også læses. Han kunne ikke lide Franco. Han malede Guernicai protest mod fascismen. En kamp kommunisterne støttede ham i. Og at baskerne så den dag i dag for eksempel bruger dele af Guernica som symbol på deres befrielseskamp, kan heller ikke tilskrives en fremsynet Picasso, men snarere hans kunstneriske evner.

Men at Picasso var i sine følelsers vold, kan naturligvis ikke i sig selv afskrive ham som politisk kunstner. Det indirekte ræssonnement i udstillingens præmis er her, det som understreges at katlogets indledende tekst, at omverdenen fylder ham med følelser, disse følelser er politiske, derfor er han en politisk kunstner.

Så når man for eksempel står med et maleri, behøver man blot at registrere en dato for så at sammenligne det med historiske data, hvorved vi kan se den direkte følessesmæssige åre til maleriets frembringelse.

Skørt.

Tag blot førnævnte maleri med en kat og en hummer, der er malet under Cubakrisen. Det ligner en homage til et af de mest berømte stilleben i verden, Chardins
Rokken, hvor en kat skal til at spise af en buffet med fisk, imens rokken står med undersiden mod den i baggrunden og ser truende ud. I Picassos version derimod siger hummeren stop, hæver kloen og beskytter sine døde homies. Og katten ser på kloen, den lækre, dejlige pussenussede missekat overfor den underskønne hummer, og så står de der og truer hinanden, hummeren med sine klør og katten med sin historiske forkærlighed for fisk. Og hvor er det dog ærgerligt, at han lige skulle male det billede under Cubakrisen, ellers havde det blot kunne ses som et mesterligt maleri og ikke som en søgt metafor.

Helt manisk fra kuratorernes side bliver det, når Picasso i anledningen af sin gode ven Matisses død maler en version af Delacroix' algierske kvinder i Matisses farver, og får stukket det nationalistiske oprør i Algeriet i kortene. De algierske kvinder handler om kubisme, kvinder og erotik. Ligeledes bizart virker placeringen af fire versioner af Manets
Frokost i det grønnei en kontekst af seksuel frigørelse. Det er uden tvivl ham selv, han har placeret til højre i billedet, og en person, der godt kunne ligne hans kone, overfor. Det har ikke noget med seksuel frigørelse at gøre, og det er da slet ikke nogen fremtidsreference til oprøret i '68. Det er snarere blot et udtryk for en fascination af Manets oprindelige billede, en fascination han aldrig lagde skjul på og som gjorde, at han i lang tid eksperimenterede med, hvordan han kunne få motivet videre. Netop fordi proces og historie var det vigtigste for Picasso. Og ikke det politiske.

En viril gammel mand

En gammel gris er også snarere det indtryk man får af ham i det sidste rum, hvor hans sene malerier af kvinder med spredte ben og soldater vises. Det kan ikke afvises 100 procent, at det er en dybdeborende kommentarer til Vietnamkrigens påvirkning af en teenage-Saddam i Irak, men mon ikke vi kommer et godt stykke nærmere sandheden ved at kaste et blik ned i først Picassos bukser og siden på hans fødselsdato. Den aldrende kunstner fik sidst i livet en forsmag for at fremstille sig selv som en ældre viril og distingveret musketer, der stadig kunne rasle med sablen - en rolle han sikkert blev inspireret til gennem en bog som
De Tre Musketererog studier af Rembrandt, snarere end gennem »en fundamental frygt for krig der gjaldt moderen og barnet« som udstillingsteksten friskt foreslår.

Fred og Frihedrummer mindst 10 storslåede Picasso-oplevelser. Især blandt de mange stilleben kan man lade sig beruse af ham som kunstner. Men nogen samlet stor oplevelse bliver det ikke. Dertil ligner det alt for meget en kedelig bog af en forfatter, der er forhippet på en historie der skulle have være droppet forlængst.

Fred og Frihed på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 29. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Nielsen-Man

Selvom Michael Jeppesen tilsyneladende helst vil overse det, var Picasso faktisk stærkt optaget af fredssagen og var mig bekendt også medlem af det franske kommunistparti fra 1944 og helt til sin død i 1973. Hvilket naturligvis ikke kan forties eller skal bagatelliseres. Jeppesens anmeldelse bærer overskriften ”Den gamle gris rasler med sablen”, og det er jo morsomt. Men mon ikke det i et lidt større perspektiv er mere væsentligt, at Picasso var engageret fredsmand og kommunist – eller ”aktiv kommunist på sin egen liberale måde” som Politiken skrev i anledning af udstillingen.
Hvorvidt hans Kat og Hummer-maleri var sjov i gaden eller kommentar til Cubakrisen skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er meget svært at se logikken i Jeppesens udsagn om, at Picassos opbakning til kommunisterne under Cubakrisen i sig selv ”diskvalificerer en læsning af hans kunst gennem politiske briller. For var han virkelig så politisk bevidst, ville han nok have tippet mod Kennedy og ikke mod en optrapning af atomvåben og den kolde krig.” Besynderligt. Fordi Picasso ikke delte Jeppesens (nutidige) vurdering af Cubakrisen, så kan han altså ikke have været bevidst politisk tænkende? Hvis ikke man deler Jeppesens indlysende sande vurderinger så må man nærmest være politisk bevidst-løs?
Men der var som bekendt ikke så få politisk bevidst tænkende mennesker dengang, der faktisk ikke anså USA’s udenrigspolitik under koldkrigen som den allermest hensigtsmæssige og fredsbefordrende. Disse mennesker var, som Jeppesen, politisk bevidste, men vurderede blot anderledes end Jeppesen gør (i dag og på sikker afstand af pokerpolitikken under den Cubakrise, der som bekendt kunne være endt grueligt galt).
I øvrigt var Cubakrisen, heller ikke i bagklogskabens lys, så sort-hvid ligetil som Jeppesen synes at mene. Den USA-finansierede Svinebugtsinvasion på Cuba stod i frisk erindring, og man var klar over at USA (og Kennedyerne) ønskede at fjerne Castro og ”tilbageerobre” Cuba. Cuba havde uomtvisteligt behov for en sikkerhedsgaranti, men atombevæbning af Cuba under en presset Castro var et farligt og lidet betryggende svar på dette behov. Hverken USA’s John F. Kennedy eller Sovjets Nikita Khrusjtjov var dog krigsgale mennesker, og som Kennedys kone senere skrev til Khrusjtjov: ”'De og han var modstandere, men I var forenede i bestræbelserne på at forhindre, at verden blev sprængt i luften.” Krisen endte uden ragnarok, de sovjetiske skibe vendte klogeligt om og russerne lovede at fjerne missilerne på Cuba. Men udfaldet blev også, at USA lovede ikke at invadere Cuba, og i al hemmelighed lovede USA endvidere at fjerne sine raketter i Tyrkiet.
Men altså, Michael Jeppesen. Hvad enten det forstyrrer vores nattesøvn eller ej: Picasso var fredsforkæmper, humanist og kommunist. Hvilket der ideelt set jo heller ikke behøver at være nogen modsætning i. (Men var Lenin og Stalin da ikke ideelle og gode kommunister? Tja, mener Jeppesen i dag at kirkens torturbødler og hekseafbrændere var ideelle og gode kristne?).
Men måske kan vi alligevel mødes i spørgsmålet om hvorvidt og hvorledes Picasso var politisk? I 1945 skal Picasso i et interview have udtalt: “Jeg er kommunist og min malerkunst er kommunistisk malerkunst ... Men om jeg var skomager, royalist eller kommunist eller noget som helst andet, ville jeg ikke nødvendigvis udhamre mine sko på en særlig måde for at vise min politiske indstilling.”

Anne Marie Pedersen

@Søren Nielsen-Man

Tak for kommentaren. Nu er jeg lige blevet interesseret i Piccaso :)

Tak, Søren Nielsen-Man, for at sætte tingene på plads. Det er besynderligt, som en revisionistisk forståelse af historien har bredt sig, bl.a. med det besynderlige resultat, at vestens frisindede kommunister frakendes al ære, til trods for at de udgjorde en avant garde i kunst og filosofi og var de eneste, der gav den stormagt, der undertrykte 3. verdenslande, kritik.
At kommunistiske stater mildt sagt ikke fungerede (men måske kunne komme til det? Kina, Vietnam m.fl. kunne tyde på det) har jo intet med det langsigtede mål at gøre, og når man tænker på de omstændigheder, der herskede i den kapitalistiske verden, da den russiske revolution fandt sted, havde den ene eller anden side vist ikke meget at lade den anden høre. Faktisk var Sovjet i begyndelsen et attraktivt alternativ, som utvivlsomt også var en betydningsfuld faktor i presset mod vestens overklasse i bestræbelsen på at skabe mere ligelige forhold. Ihvertfald betyder fraværet af egentlige kommunistiske stater tydeligvis, at den vestlige overklasse med et vist held ruller alle de fremskridt, almindelige mennesker har høstet i det 20. århundrede, tilbage.

Philip C Stone

For nogle måneder siden skrev John Richardson en artikel i New York Review of Books, som hed "How Political Was Picasso?" Richardson, som kendte Picasso og er i gang med at færdiggøre en biografi om ham, har intet tilovers for kuratorens forsøg på at presse værkerne ind i en uholdbar fortolkningsramme eller hendes tendens til at gøre Picasso mindre kompliceret end han var. Herom skriver han bl.a.

Lynda Morris, who has masterminded the show, makes much of the period following World War II when Picasso, who had joined the Communist
Party in 1944, painted works that reflected Party propaganda. But as the art historian Gertje Utley has shown, many of the works in the exhibition, such as The Rape of the Sabines, are not “programmatic statements,” as the exhibition catalog claims, but
testify to Picasso’s “life-long fear and horror of armed conflict.”1
“Picasso: Peace and Freedom,” in fact, includes a number of remarkable apolitical paintings, notably Picasso’s variations on works by Delacroix, Manet, and Velázquez that looked very much at home in Tate Liverpool’s refreshingly modest spaces, but
their relevance to the show is spurious.

I forlængelse heraf kritiserer Richardson også kuratorens absurde forsøg på at udnævne Picasso til feminist:

In a newspaper interview headlined “Picasso Revealed as a Feminist in New Exhibition,” she describes, for example, how a donation to the Women’s International Zionist Organization in Tel
Aviv entitles us to see Picasso (famous for obliging his mistresses to read de Sade) as having “sympathy for women.” Contributions such as this confirm Picasso’s generosity to liberal causes. However, his art tells a somewhat different story. Take the painting Nude, Green Leaves and Bust, which sold for a record $106.5 million seventeen days before the opening of “Picasso: Peace and Freedom.” It depicts Picasso’s mistress in bondage and, according to the art historian Charles Stuckey, is based on one of Man Ray’s fetishistic photos. The image is redolent of predatory possessiveness. Picasso was indeed a paradox; he was also a misogynist.

Og vedrørende dybden og arten af Picassos partipolitiske engagement:

Asked where he stood politically in the years leading up to the Spanish civil war, Picasso would answer that since he was a Spaniard and Spain was a monarchy, he was a royalist. D.H. Kahnweiler, his dealer and close friend, and a lifelong socialist,
asserted that Picasso was the most apolitical man he had ever met: His Communism is quite unpolitical. He has never read a line of Karl Marx, nor of Engels of course. His Communism is sentimental…. He once said to me, “Pour moi, le Parti Communist est le parti des pauvres.” ...
When the woman in Picasso’s life changed, everything else changed, including his political attitudes. Françoise Gilot was a left-wing intellectual, but his next companion, Jacqueline Roque, had no time for communism. Neither did Jean Cocteau,
who had recently reclaimed the position of jester in Picasso’s court. Characteristically, the artist would sometimes agree with him: “Like most families, the Communist Party is full of shit.” If, however, Cocteau dared to take a similar line, the artist would
become defensive and berate him.
The ruthlessness with which the Soviets crushed the Hungarian Revolution in 1956 and the French Communist Party’s condoning of this abuse of human rights provoked a far deeper disillusion. Given his much-publicized identification with the Party, and unable to face the consequences of being a turncoat, this most ironical of men found
himself at an almost total loss. “Il était coincé,” Jacqueline later said. To friends he would raise his eyes to heaven, extend his hands, and shrug his shoulders in despair at Soviet excesses.

På i hvert fald én måde kan man sige at udstillingens tese er i pagt med den kommunstiske tradition: det drejer sig om historieforfalskning.
(En tak til Michael Jeppesen for sin henvisning til Chardins billede. Ligheden slog mig med det samme, og det er rart at få sin iagttagelsesevne bekræftet af mere kyndige folk.)

Sovjetunionen tildelte i øvrigt Picasso Lenin Fredsprisen i 1962.

http://en.wikipedia.org/wiki/Lenin_Peace_Prize

Er det interessant hvad han tænkte rent politisk?

Personligt mener jeg stadig kommunisme er det bedste potentiale, men dirigenten udeblev.

Der er stor travlhed med at opstille sort og hvidt i dag, men uden begge dele, ingen nuancer.