Læsetid: 3 min.

En hævnende engel i sort

Med 'True Grit' har Coen-brødrene lavet deres første western - en karakteristisk sardonisk fabel om en 14-årig pige på hævntogt sammen med en aldrende drukmås af en sherif
Hailee Steinfeld er et fund som Mattie, der spiller hævnens engel - ikke på en hvid hest, men på en sort. Og i filmens på én gang skarpe og sørgmodige epilog går hun klædt i sort som en tragisk skikkelse, ensom og lemlæstet.

Hailee Steinfeld er et fund som Mattie, der spiller hævnens engel - ikke på en hvid hest, men på en sort. Og i filmens på én gang skarpe og sørgmodige epilog går hun klædt i sort som en tragisk skikkelse, ensom og lemlæstet.

17. februar 2011

»True Grit« betyder »ben i næsen«. Og det har den 14-årige Mattie i en grad, så nogle måske ville kalde hende forbenet i en tidlig alder. Hun sætter sit unge liv ind på at indfange sin fars morder, så han efter alt at dømme vil blive hængt. Vi er i det vilde Arkansas år 1878, og retshåndhævelse foregår mildest talt ikke ved hjælp af finvægte, men ligger primært i hænderne på hærdede sheriffer og dusørjægere.

Den viljestærke Mattie, der er nærmest mirakuløst moden af sin alder, får tre ældre hjælpere at vælge mellem og vælger ufortøvet den mest hårdkogte og skånselsløse til sit forehavende. Selvfølgelig handler det om, at retfærdigheden skal ske fyldest, men for hende handler det først og fremmest om hævn og gengældelse: hun kan ikke leve videre, så længe faderens morder er på fri fod.

Lutter krummer

Ud over at være både meget intelligent og durkdreven står Mattie for mange de dyder, der ofte lovprises i amerikanske westerns: handlekraft, gåpåmod, frygtløshed, karakterstyrke. Der er ikke bare krummer i hende - hun kan i visse situationer tage sig ud, som om hun udelukkende består af krummer!

Det lyder måske umiddelbart ikke som en hovedperson og en historie, der på nogen måde falder i hak med brødrene Joel og Ethan Coens altgennemtrængende skepticisme og ironisk forbeholdne livsanskuelse. Kernesunde amerikanske værdier i hænderne på vantro outsidere! Coen-duoen på prærien som John Fords arvtagere!

Men frygt ikke - True Grit virker på alle måder som en ægte Coenfilm, selv om manuskriptet for en gangs skyld har et fremmed forlæg, Charles Portis' roman (og ikke den relativt solbeskinnede John Wayne-filmatisering med samme titel fra 1969).

Et umage par

Heldigvis fornægter Coen-brødrene ikke alle af genrens grundtræk.

Selvfølgelig skal vi på ægte westernvis holde med Mattie og hendes håndgangne mand, Jeff Bridges' skydeglade sherif Rooster Cogburn. Om ikke for andet, så fordi de er et herligt umage par: den koldblodigt opvakte, velartikulerede og velforhandlende teenagetøs over for den gamle, overvægtige, drikfældige, selvtilstrækkelige brumbasse, der først til allersidst for alvor gør sig fortjent som fadererstatning.

Men selv om mesterfotografen Roger Deakons' billeder rummer en vis sval skønhed, er der langt fra tale om en lyrisk lovsang til de store vidder: vejret er koldt, naturen barsk og Matties mission i alle sine livsfarlige etaper propfuld af uhygge og vold.

Og først og fremmest: hverken Mattie eller Rooster er sentimentalt heroiseret. Tværtimod må man nok sige, at Coenbrødrene sætter især Mattie i et spændende tvelys, der virker dristigt, så sandt som ungdommens uskyld i sådanne genresammenhænge sjældent antastes.

Forkrøblende hævn

Mattie er hævnens engel, ikke på en hvid hest, men på en sort. Og i filmens på én gang skarpe og sørgmodige epilog går hun klædt i sort som en tragisk skikkelse, ensom og lemlæstet.

For når regnskabet skal gøres op, er Matties retfærdighedsmission et goldt forehavende. Hævnen slår tilbage på hende selv - som det rekylgevær, der i filmens afgørende scene sender hende ned i et hul fuldt af slanger. Det er ikke Vorherres og retfærdighedens stråleglans, der omgiver hende efter endt gerning, men Helvedes ormegård!

På den måde udvikler True Grit sig noget nær lige så djævleblændt sardonisk som mange af de fortællinger, Coen-brødrene selv har forfattet. Denne gang har de kunnet nøjes med at følge Charles Portis' roman ret trofast, og det er måske grunden til, at dialogen især i starten hober sig lidt for ordrigt og floromvundet op. Brødrene har elsket disse replikker på tryk, og så skulle de også med i al deres imponerende detaljerigdom.

Men ellers er Coenbrødrene også denne gang stilens mestre - koldblodige og koncise fortællere, der aldrig bruger amerikansk films mange indsmigrende tricks for at skabe sympati for personerne.

Hailee Steinfeld er et fund som Mattie - generelt så stålsat, at hun ikke behøver smelte ret meget for at virke attraktivt feminin. Og Jeff Bridges skaber med humor og overskud en langt mørkere Rooster Cogburn end John Waynes excentriker i første filmversion - en blakket og afstumpet karakter, men alligevel med en bund af retskaffenhed, der gør hans redningsaktion troværdig.

Her er et natligt ridt under stjernerne, en magisk passage, der hæver sig op mod en poetisk patos. Netop den visuelle forløsning, historien har brug for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu