Læsetid: 5 min.

En helt almindelig aften med Patti Smith

Live. Patti Smith er lige så meget digter som sanger. Til sin debutoplæsning for 40 år siden skrev hun historie, da hun fandt på at sætte lyd til lyrikken. Jubilæet blev i sidste uge markeret på behørig vis og med en performance samme sted, hvor det hele begyndte: i en kirke i New York
Live. Patti Smith er lige så meget digter som sanger. Til sin debutoplæsning for 40 år siden skrev hun historie, da hun fandt på at sætte lyd til lyrikken. Jubilæet blev i sidste uge markeret på behørig vis og med en performance samme sted, hvor det hele begyndte: i en kirke i New York
18. februar 2011

Patti Smith ligner en hipsterheks. Selv om hun er 64 år gammel, ser hun rå og ung ud, dér på scenen i The Poetry Project, som holder til i kirken St. Marks i East Village, New York. Hendes støvler er beskidte, hendes jeans er skinny og slidte, hun har vest på, en hvid undertrøje og en hærget sort habit, der er lidt for lang i ærmerne.

»Min sjæl er i Kairo, men mit hjerte er med jer,« siger hun som det første. Det lyder ikke patetisk på amerikansk. Og så begynder hun at læse digte op. Senere stemmer hendes tro følgesvend over snart et halvt århundrede, Lenny Kaye, i med sin guitar. Men til at begynde med er hun alene på scenen. Det første digt, hun læser op med dreven stemme, er »Oath«, som begynder med ordene:
»Jesus died for somebodys sins but not mine«.Det er nøjagtigt som den aften for præcis 40 år siden.

Godt tre timer tidligere stod folk i kø rundt om kirken med plads til 300 gæster. Der var minusgrader, men folk kom flere timer i forvejen. Og ventede og frøs. Over halvdelen af dem kom aldrig ind.

Det er med andre ord noget af et tilløbsstykke, men det er også en markering af en historisk begivenhed. I dag er Patti Smith verdenskendt som sanger og musiker og, om end i ringere grad, billedkunstner. Men dengang var hun i bogstaveligste forstand ikke noget inden for musikken. Hun var en ung og aspirerende digter på 25 år som den 10. februar 1971 debuterede i The Poetry Project.

Til lejligheden havde Patti Smith besluttet sig for at blande ord og musik, digte og guitar, poesi og rocknroll. Det var en modig beslutning, som revolutionerede både musikken og lyrikken, og som gjorde Patti Smith til et navn i New York.

Biluheld på elguitar

Patti Smith har store, runde John Lennon-briller på. Vi er halvvejs i jubilæumsseancen, og hun læser op fra sin erindringsbog fra 2010,
Just Kids.Det handler, naturligvis, om oplæsningen for 40 år siden. Hvordan hendes
soulmate,den nu afdøde fotograf og billedkunstner Robert Mapplethorpe, skaffede hende oplæsningen. Hvordan hendes venner gav hende gode råd inden oplæsningen: vær aggressiv, tag slangeskindstøvler på, indlæg musik. Derfor kontaktede hun Lenny Kaye, som hun havde lært at kende nogle år tidligere. Hun spurgte ham: Kan du spille et biluheld på en elguitar? Ja, svarede Lenny. Og så øvede de sammen, så debuterede de sammen, og resten er, som man siger, historie.

På et tidspunkt afbryder Patti Smith fortællingen og peger ned på forreste række. Hun er rørt af sin egen erindring:

»Der sad Robert, der sad Warhol, der sad Lou Reed.« De var der alle sammen den aften i 71. Det var de kredse, som Patti Smith bevægede sig i. Hun boede på Chelsea Hotel, hang ud på Maxs Kansas City og optrådte senere på det legendariske spillested CBGB.

Men det var i St. Marks, at det hele begyndte. Fordi den 10. februar var Bertolt Brechts fødselsdag, åbnede Patti og Lenny dengang med nummeret »Mack the Knife«. Det spiller de også nu, 40 år senere. Patti har glemt teksten og må afbryde nummeret. Hun beslutter sig for at fortsætte på tysk, bekendtgør hun. Det er det rene volapyk. Det går ikke, og alligevel går det godt.

»Undskyld, at jeg ikke har øvet mig, eller at jeg ikke har gidet lære teksten,« siger hun og griner. Publikum griner med og hujer.

Det er ikke nogen traditionel, andægtig digtoplæsning. Folk pifter, klapper henrykt og bryder jævnligt ud i latterbrøl. Patti Smith underholder og tryllebinder, hun skiftevis synger og læser. Og fortæller en række anekdoter. Én om beatpoeten Allen Ginsberg, der engang gav hende en kop kaffe, fordi han troede, at hun var gay, og én om sit
high school-crushpå den franske poet Arthur Rimbaud. Hun læser endda et digt, en erotisk drøm, om Rimbaud. Da hun er færdig, er hendes ironiske kommentar: »En helt almindelig aften med Arthur!«.

Last woman standing

»Det var ikke mit mål bare at gøre det godt eller sørge for ikke at falde igennem. Jeg ville gøre mig bemærket i St. Marks ... Jeg ønskede at tilføre det skrevne ord rockens umiddelbarhed og frontalangreb«, skriver Patti Smith i
Just Kidsom sine ambitioner i 1971.

Det lykkedes hende og Lenny Kaye at skabe en enestående kombination af poesi og rock n roll som senere dannede grundlaget for musikmesterværket
Horsesfra 1975. Med digte og tre akkorder på en elektrisk guitar skabte de en helt ny genre.

Her i februar 2011 spiller Lenny Kaye nu mest på akustisk guitar. Når denne nydelige gråsprængte herre akkompagnerer Patti, er det med en ekstrem sensibilitet over for de ord, der kommer ud af hendes mund som tale, hvæs, skønsang, skrig, højt og dybt, lyst og hæst. Hans guitarspil er en blanding af melodiske forløb og støj ligesom dengang i 1971. Der er heller ikke gået nogen skår af Patti i tidens løb: Hun har stadig en punket energi og synger fortsat som en drøm.

Da de fremfører er en akustisk version af »Redondo Beach« fra
Horses,dedikerer Patti nummeret til en ven, der døde for en uge siden. Et andet nummer dedikeres til en anden nyligt afdød ven. Robert og Andy er her heller ikke længere. Alle er døde undtagen Patti Smith. Det er som om, at hun er
the last woman standing.Og sikke hun står. Under recitationen endda til tider som Napoleon, med den ene hånd stukket vandret ind under vesten.

Det sidste nummer er også fra
Horses.Det er åbningsnummeret »Gloria«. De fleste kender den Patti Smith, sangeren. Men i aften bliver det tydeligt, at Patti Smith, digteren, er lige så vigtig. At digtsamlingerne udkom før pladerne. Og at de to ting hænger uløseligt sammen.

»Gloria« er det nummer, som aftenens første digt, »Oath«, udviklede sig til. Lenny spiller nu på elektrisk guitar og Patti snakkesynger de første linjer, som på en pervers måde passer perfekt til kirkens rum:
»Jesus died for somebodys sins but not mine.«

Folk er euforiske, men de sidder dog ned, og det synes Patti Smith ikke om.

»Rejs jer op. Få noget
fucking attitude,«lyder hendes ordre, som man ikke kan andet end adlyde. Da omkvædet kommer, staver en stående sal: G-L-O-R-I-A. I en improviseret afslutning råber Patti noget om revolution og poesi, men det drukner i larmen. Hendes sidste ord er dog ikke til at tage fejl af: »Poesien er ikke død,« skriger hun.

En afsluttende salut fra en kvinde, en digter og sanger, man heller ikke kan andet end tro på. I 1971 eller 2011.

Aktuel. Patti Smith markerede i New York 40-året for sin banebrydende optræden i The Poetry Project. Og det gjorde hun til publikums store begejstring. Foto: Henning Kaiser/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Boje Mortensen

Tak for en fantastisk beskrivelse af hvad der må have været en næsten uvirkelig oplevelse. En lille tilføjelse: Sangen Gloria fra "Horses" er ikke alene Patti Smith's værk. Teksten er dog meget langt fra og langt mere avanceret end den originale, indspillet af Them m. Van Morrison i 1964 (!). På You Tube er der indspilninger med Doors fra 1967 og med Hendrix nogenlunde samtidig. I "Just Kids" skriver Patti Smith om Hendrix og også om Jim Morrison, så nummeret har virkelig været en inspiration hvad angår dedikationer til en man har kær. På pladen står nummeret som 2 numre i innerslevet: "Gloria in excelsis deo" (p. smith) og "Gloria" (van morrison version). Så Patti har selv været tydelig med inspirationen og omkvædet er jo 100% Them/van Morrison.

Ubetydelige detaljer for nogen måske, men dog vigtigt.

-Søren Boje Mortensen, Holte