Læsetid: 3 min.

Hollandsk orkesterkultur af højeste klasse

Concertgebouw Orkestret fra Amsterdam, et af Europas mest traditionsrige symfoniorkestre, kom på et længe ventet visit til København med sin chef Mariss Jansons, en af tidens mest efterspurgte maestroer
Concertgebouw Orkestret fra Amsterdam, et af Europas mest traditionsrige symfoniorkestre, kom på et længe ventet visit til København med sin chef Mariss Jansons, en af tidens mest efterspurgte maestroer
9. februar 2011

Der stod »Verdens bedste symfoniorkester« på billetten, som må være en henvisning til det engelske plademagasin Gramophones kåring af Concertgebouw som the top of the tops for et par år siden. Det er nu en usikker øvelse at bevæge sig ud i, når det gælder musik. Men uomtvisteligt er det, at Concertgebouw - også sådan som det spillede mandag aften - er et eliteorkester med sin helt egen klanglige identitet, i en tid hvor de fleste symfoniorkestre lyder som strømlinede kloner. Og denne eksklusivitet deler hollænderne med Berliner Filharmonikerne, Wiener Filharmonikerne og Dresden Statskapel.

Hvis man tog andre briller på, nogle der stiller skarpt på fornyelse og diversitet, ville feltet måske blive udskiftet med navne som Budapest Festival Orkester, Bayerns Radiosymfoniorkester og Minnesota Orkestret. Sådan er der så meget.

Silkeblødt

Men det var immervæk en sjælden oplevelse at høre Concertgebouw i Koncerthuset med den ubarmhjertigt gennemsigtige akustik; den silkebløde strygerklang, den aldrig forcerede vælde i de brusende kulminationer, det syngende basfundament, de intenst klangfulde pizzicati, og frem for alt de aldeles mageløse træblæsere.

Programmet med Brahms og Beethoven havde et delvist reduceret orkester på scenen, og egentlig ville jeg helst have hørt Concertgebouw i stærkeste opstilling i favoritrepertoiret Bruckner, Mahler eller Richard Strauss. Vi fik dog en lille forsmag på stormvejret udenfor, da ekstranummeret, Dvoraks slaviske dans i C-dur fra opus 72, drønede ud i auditoriet.

Det var også et hjerteligt gensyn med orkestrets lettiske chefdirigent, Mariss Jansons, som slog sine folder i København i 1970'erne. Dengang havde han måske sagt ja til at blive chef for Sjællands Symfoniorkester, hvis han var blevet spurgt. Så blev det Oslo Filharmonikerne i stedet, og nu er Jansons en af verdens mest efterspurgte dirigenter.

Han er en eminent orkestertræner og indpisker, og udfordringen i Amsterdam må vel være, at der ikke er så meget træne. Det er en ekstremt tæt sammenspillet organisme, musikere som kan diskutere fortolkning i øjenhøjde med hvilken som helst dirigent. De kan selv. Og selv om Jansons kan meget, viste det sig, at orkestret for så vidt kunne mere end ham i Brahms og Beethoven.

Det begyndte med Brahms' B-dur-klaverkoncert. Fra de første svar på solohornets indledning bemægtigede Leif Ove Andsnes sig rummet med en kraftfuldt syngende, majestætisk klang. Han var autoriteten, det var ham, orkestret gik i dialog med, mens Jansons gennemgående forblev en mere tilbageholdende mellemmand. Horngruppen var ikke så sikker, som man kunne forvente på dette niveau, men til gengæld blev man overvældet af, hvad der kom fra andre kanter. Jeg vidste ikke, at fagotter og bratscher kunne klinge så fantastisk; som et helt nyt instrument! Og senere i første sats, i overgangen til reprisen, hvor horntemaet dukker op af klangdisen, smøg Andsnes' lyse figurationer sig ind i fuldkommen symbiose med orkestrets magisk simrende understøttelse.

Hvad der manglede, var et mere impulsivt udspil fra dirigentens side. Scherzoen dansede sine steder en kende trægt, dialogen i den underskønne andante mellem solist og orkester kunne virke tøvende, og dertil må man lægge, at koncentrationen hos alle tilstedeværende blev brudt af en ringende mobiltelefon og et hensynsløst hostespektakel fra et par tilhørere. Måske var det derfor, Andsnes fik et momentant udfald i finalen, som også i det store hele var præget af forsigtighed fra Jansons side.

Emotionel maestro

Han er først og fremmest en emotionel dirigent, ikke en analytisk begavelse, som eksempelvis sætter sig for at revurdere klassikerne. Derfor skulle man ikke forvente at høre en 'moderne' Beethoven med Mariss Jansons, sådan som vi er blevet vant til det herhjemme med Thomas Dausgaard. Og sådan blev det: en klangskøn 7. symfoni, igen med vidunderlige blæserkor og strygerkultur af højeste klasse.

Men det var ikke en dybt personlig fortolkning, en version der foruroligede, provokerede, overraskede, begejstrede eller endsige viste nye veje.

Først og sidst satte Jansons ikke værkets dionysiske puls på spidsen, den rytmiske kontur var blød og afskærmet, de mange akkumulationer af gentagne mønstre manglede faretruende højspænding og eksplosive forløsninger. Symfoniens besættende dynamiske struktur blev på den måde delvis sløret af den opulente klangpragt. Men når alle disse indvendinger er afleveret, skal afskedssalutten nu lyde: Sikke et fantastisk orkester!

Nordic Concerts. Brahms: Klaverkoncert nr. 2. Beethoven: Symfoni nr. 7. Leif Ove Andsnes (klaver). Concertgebouw Orkestret. Dirigent: Mariss Jansons. Koncerthuset 7. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu