Jyskhed uden hjemstavnsromantik

Lisbeth Bruns fremragende nye roman om en kvinde i et fornuftsægteskab når Ida Jessenske højder
15. februar 2011

'Det du mister', hedder Lisbeth Bruns nye roman om kvinden Marie, der mister et barn, vinder en mand og en dag opdager, at han ikke mere passer til hende. Men i begyndelsen lader hun bare tingene ske. Eller som Lisbeth Brun lyrisk kortfattet opsummerer Maries syn på sin skæbne: »Det gør godt at tænke, at hun ikke selv har valgt dette. Og det er derfor, at det er synd for hende. Tingene er bare sket. En mand spurgte hende, om hun ville danse«.

Romanen udspiller sig på landet ved Løgstør i årene 1961-88, men kunne i begyndelsen lige så godt foregå i 1800-tallet: Her lever mennesker, der gør en dyd af, at de ikke selv har valgt at leve, som de gør. Hårdt slid er adgangsbilletten til de få fornøjelser, de under sig selv og andre, uden at nogen giver sig tid til at indse, at ingenting på egnen er, som det var engang. De landmænd, der har som mål i livet at lade børnene overtage gården, må i hvert fald regne med at blive grusomt skuffet.

I bogens begyndelse er Marie ung og fuldstændig uerfaren. Hun danser med én af de musikere, der spiller ved et bal, bliver gravid, og med lille Ole på slæb er hendes valgmuligheder allerede begrænsede. På vej til sit nye arbejde som husbestyrerinde hos landmanden Villy på gården Fjordagerholm bliver hun gravid igen. Hun og Villy arbejder godt sammen, og Villy tilbyder hende snart ægteskab - dog med ordene »Men den der tager jeg ikke« til Maries gravide mave.

Barnet bliver bortadopteret allerede på sygehuset, og Marie vender hjem til gården, som om intet var hændt. Kun kattens mjavende sorg, da karlen bruger cyklens bagagebærer til at knække nakken på alle dens killinger, giver hende en vag idé om omfanget af hendes eget tab.

Tavshedens magtspil

I første omgang giver gården hende dog også et liv og en hverdag. Hun har Ole og efterhånden en søn mere, hun har veninden Anne, den lokale bibliotekar, hovedperson i en tidligere roman, Vejs ende (2006). Og så har hun sin mand, den egenrådige Villy, der som de fleste mænd på egnen er tavse afkaldsmennesker, der småhævner sig på ethvert tilløb til glæde eller overskud. Hvorfor skal nogen have det bedre end mig?!

»Villy er den tavse. Det er som om hvert sagt ord er et tab for ham, som i de lande, hvor de ikke vil fotograferes, fordi de tror, at kameraet tager deres sjæl. det er en bondeangst der samtidig har noget arrogant over sig. Ikke tale om at jeg vil åbne munden for din skyld, og jo mindre jeg har sagt, jo mindre kan du bagefter komme og hænge mig op på.«

Marie og Villy lever sammen i tyve år, slider og slæber i et landbrug, hvor små familiebrug som deres går ned og lægges sammen til grisefarme. Marie får et job som skolesekretær, der akkurat holder konkursen fra døren, mens Villy bidrager til Løgstørs nye storhed ved at bygge en ridehal, der fungerer som varmestue for egnens tynde piger og småfordrukne ungkarle. Her stoltserer han omkring i ridetøj, mens han bebrejder sin kone, at folk snakker om, at hun forsørger ham.

Romanen beskriver tavshedens magtspil i de onde, gamle dage på en ufølsom egn, hvor ord og følelser er fjender, som skal holdes nede. Alligevel kommer selv den loyale Marie efterhånden til sans og samling. I begyndelsen, fordi hun beskytter sønnerne mod at blive som Villy. Siden gennem samtaler med Anne og skolelæreren Torben, der bliver Maries virkelige kærlighed. Han tænder hende erotisk og menneskeligt, men da folk begynder at snakke, tør hun ikke se ham mere.

Præcis som Jens Smærup Sørensen og Ida Jessen sætter Brun en særlig jyskhed på landkortet, hvor menneskers liv spejles i natur og vejrlig, lyde og lugte. Dog uden hjemstavnsromantik: Gråt og koldt, sugende vådt eller gult og støvet er landskabet, hvor den velbegavede, melankolske Marie cykler omkring, mens hun også bruger horisontens lange linjer og skyernes flugt som åndehuller fra den hverdag, hun føler sig indespærret i: Mudrede støvler, mugne sadler, fyldte indkøbsposer, larmen fra sønnens motocrossræs i bakkerne, intet af det siger hende noget.

Allermest raffineret er Brun dog i sine dialoger. Hendes personer siger med stor konsekvens det modsatte af, hvad de mener. »Her har I det vel nok rart,« lyder det, mens gæsternes blikke forhåbningsfuldt afpatruljerer huset for tegn på pengenød eller utroskab. Det er den vittige fortællerstemme, der afslører tingenes sande tilstand og får det gråtonede univers til at spille i alle farver. Som her, hvor Marie vil snakke med Villy, som er fordybet i Landsbladet: »Hans stemme er fjern og kommer ovre fra annoncerne for brugte maskiner.« Kun Anne og Torben siger alting præcis, som de ser det, og af dem lærer Marie at stå ved sig selv. Lisbeth Brun har skrevet en række romaner og novellesamlingen Plan B fra sidste år. Det du mister er dog ubetinget den bedste bog, jeg har læst af hende, og jeg er stadig overvældet over, hvor god den er. Hvis Bruns talent har været lidt overset, må Det du mister blive et gennembrud. Hendes nye roman er på niveau med Ida Jessens fornemme Hvium-serie og fortjener de samme læsere.

Lisbeth Brun: Det du mister. Gyldendal, kr. 299 kr., 293 sider.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu