Læsetid: 4 min.

Kampen i og uden for ringen

Christian Bale og Mark Wahlberg leverer fremragende skuespil i David O. Russells nye film, familie- og boksedramaet The Fighter
Christian Bale og Mark Wahlberg leverer fremragende skuespil i David O. Russells nye film, familie- og boksedramaet The Fighter
10. februar 2011

Det er skuespilpræstationerne, der gør David O. Russells nye film, The Fighter, mindeværdig. Der synes at være en perfekt balance i måden, de store og de små roller fordeler sig på, hvad angår udtryk og temperament. Og selv om historien, Russell fortæller, er alt andet end original, gør filmen et stort indtryk takket være sine skuespillere, hvoraf flere da også er blevet Oscarnomineret.

Bedst i filmen er Christian Bale, den walisiske skuespiller, der i en alder af 37 år må siges at være en af tidens og sin generations dygtigste og mest dedikerede skikkelser. Han synes at give alt, hvad han har, når han spiller en rolle, og i The Fighter er han intet mindre end fremragende som narkomanen og eksbokseren Dickie, der både bedrager sig selv og alle andre. Han ved det egentlig godt selv – man kan se det i hans store sørgmodige øjne – men som så mange andre stofmisbrugere evner han ikke at lægge sine destruktive vaner fra sig, selv om det går hårdt ud over hans omgivelser.

Den radmagre Dickie er fuld af nervøs energi, når han træner sin lidt yngre bror, Micky (Mark Wahlberg), der også er bokser og stadig har en reel chance for at blive mester. Dickie selv har for længst røget sine muligheder væk i en crackpibe, og selv om han endnu er den nedslidte hjemby, Lowells, stolthed, er det lidt sørgeligt at opleve, hvordan han lever højt på mindet om en 15 år gammel kamp mod selveste Sugar Ray Leonard, hvor Leonard, alt efter hvem man spørger, enten gled i ringen eller blev slået ned af Dickie.

Micky og Dickie

Et kamerahold fra HBO følger i hælene på Dickie.
»De er ved at lave en film om mig,« siger han glædesstrålende, mens han bokser sig igennem Lowell og hilser på alle sine venner og bekendte. I virkeligheden er HBO ved at lave en dokumentarfilm om, hvad stofmisbrug gør ved et menneske, i det her tilfælde en tidligere topsportsmand.

Men nu er Dickie egentlig ikke The Fighters hovedperson. Det er derimod Micky og hans kamp for en fremtid som bokser, hvilket ikke nødvendigvis indebærer at have sin narkomanbror som træner og sin dominerende mor (en stærk Melissa Leo) som manager. De vil ham begge det godt, men fordi moren ikke kan og vil erkende Dickies misbrug – og i øvrigt mener, at hun og resten af Mickys store familie alene vide – og Dickie på alle måder er så upålidelig, får Micky ikke den hjælp og støtte, han har brug for.

Rollen som Micky er en af Mark Wahlbergs bedste, ikke mindst fordi han giver Christian Bale, Melissa Leo og Amy Adams, der prøver noget nyt som Mickys nye, hårdkogte kæreste, Charlene, plads til at spille stort. Selv holder han sig tilbage og lader ansigt og kropssprog sige det meste, hvilket kun virker stærkere, fordi alle omkring ham er så højrøstede.

Micky har, ligesom sin godmodige far, lært at tie, når moren og Dickie, der er hendes yndling, taler, men i løbet af filmen lærer Micky takket være den uimponerede Charlene at sige fra for sin egen skyld.

Sjælden dynamik

The Fighter fortæller en virkelig historie, og det gør den udmærket, prunkløst fotograferet og iscenesat, men den ligner også meget, man har set før af den slags misbrugs- og familiedramaer. Det virkeligt interessante ved filmen er i stedet, at David O. Russell og skuespillerne får skabt en sjælden dynamik mellem sine hoved- og mange bipersoner og en fornemmelse af ægte og levet liv i den kaotiske og uigennemskuelige familie, Micky og Dickie er en del af.

Trods enkelte mislyde – Mickys mor og barske søstre er indimellem snublende nær på karikaturen, boksescenerne er ikke særligt spændende – lader man sig gerne rive med af de mange konflikter og alliancer på kryds og tværs og Mickys smertefulde splittelse mellem at have brug for sin familie og visheden om, at han er nødt til at frigøre sig fra den.

På flere måder minder The Fighter om Darren Aronofskys The Wrestler (2008). Aronofsky er da også en af filmens producenter og skulle oprindeligt have instrueret filmen, inden han besluttede sig for i stedet at lave Black Swan. Ligesom Aronofsky har David O. Russell valgt at fortælle en visuelt afdæmpet, narrativt konventionel og skuespillerorienteret historie efter en filmisk anderledes ambitiøs film, I Heart Huckabees (2004), der floppede fælt og i hvert fald for en tid gjorde det vanskeligt for Russell i Hollywood.

Bemærkelsesværdigt er det, at den angiveligt arrogante instruktør denne gang har formået at holde fokus på personerne og skuespillet; han er berygtet for sine voldsomme sammenstød med hovedrolleindehaverne i sine film – George Clooney på den i øvrigt fantastiske Three Kings (1999) og Lily Tomlin på I Heart Huckabees.

Men det kan jo være, at David O. Russell trods alt har lært en vis ydmyghed oven på nedturen med I Heart Huckabees. Og måske er The Fighter begyndelsen på hans ’anden’ karriere som filminstruktør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu