Læsetid: 4 min.

Du kan kun blive dig selv som et 'vi'

Selvet er ikke en natur, men en historie - den amerikanske filosof Robert Pippin vender tilbage til herren og slaven hos Hegel
12. februar 2011

Du kan ikke blive en autoritet alene. Du kan ikke selv beslutte dig for, at nu vil du være en autoritet. Det er nemlig kun noget, du kan blive, når andre anerkender dig som en autoritet. Du bliver først en autoritet i andres øjne.

Det særlige er så, at man jo ikke anerkender nogen som en autoritet, hvis de ikke er det i forvejen. Man ser ikke et menneske, som står alene og uden autoritet og tænker: Hun burde da blive en autoritet. Autoriteten er med andre ord noget, der opstår mellem mennesker. Det er ikke en egenskab, man tilføjer et enkelt menneske, men derimod noget, der bliver skabt mellem mennesker. Selvet står ikke i modsætning til det sociale, selvet kan først gennem det sociale blive et myndigt selv. Man skal kunne sige 'vi', før man kan sige 'jeg'.

Den amerikanske filosof Robert Pippin bruger eksemplet med autoriteten og fællesskabet i sin nye bog om den tyske filosof Hegel for at understrege, at selv ord, vi kun bruger om det enkelte mennesker skabes i samspil med andre. Selvet er ikke et hus, man bygger for sig selv og bagefter sætter sammen med andre huse til en by, som man kunne kalde et samfund.

Denne læsning af Hegel var omdrejningspunktet for Pippins store bog om Hegels praktiske filosofi, som udkom i 2009. Nu har han skrevet et essay på små 100 sider, hvor han med samme fokus læser det fjerde kapitel af Hegels
Åndens fænomenologi.

Ud over sig selv

Dette fjerde kapitel er kendt for fortællingen om kampen mellem herren og slaven:

De to mødes i en kamp på liv og død. De kæmper om autoriteten til at bestemme over den anden. Den, der er bange for at dø, taber kampen, mens den, der sætter sit liv på spil, vinder. Taberen bliver slave, og vinderen blive herre. Men herren kan ikke opretholde sin myndighed, han ender med at gå under selv, fordi slaven ikke selv har valgt at anerkende hans autoritet, men er blevet tvunget til det. Herren kan ikke blive fri, fordi han ikke er anerkendt af et andet menneske, som selv er frit. Ethvert herredømme, som bygger på tvang, forbliver på den måde ufrit - selv for den, der bestemmer. Man kan hverken opnå frihed eller autoritet ved vold.

Pippins læsning handler nu om, hvad der så skal til for at skabe frihed og autoritet. Han fremhæver to Hegel-citater. Det ene er: »Selvbevidsthed er begær overhovedet«, og det andet er: »Selvbevidstheden kan kun tilfredsstille sig selv i en anden selvbevidsthed«.

Det første citat viser, at bevidstheden om at være et selv altid er rettet ud over sig selv. Du kan ikke opnå selvbevidsthed ved at se på dig selv og reflektere over det, du ser. Selvet er ikke en status, man kan begribe og bestemme. Selvet kan kun begribe sig selv i en proces, hvor det er optaget af andet end sig selv. Man får med andre ord ikke øje på sig selv, hvis man sidder og kigger ind i spejlet. Sagt på en tredje måde: Selvet er ikke menneskets natur, men derimod et produkt af menneskets historier. Det er noget, man skal præstere.

Det andet citat viser, hvad selvet skal være rettet mod, hvis det skal realisere sig: Den skal se sig selv i den andens blik, og den anden skal se sig selv i den førstes blik. Selvrealisering er et projekt, som finder sted mellem mennesker i gensidighed. Man kan på den måde realisere et fornuftig fællesskab mellem frie mennesker, når man realiserer sig selv. Og Pippin pointerer, at selvrealisering også kan mislykkes, hvis de sociale betingelser ikke er til stede. Det kan paradoksalt kaldes et socialt problem, hvis den enkelte ikke kan realisere sig selv. Det kan være det, vi i dag ville kalde samfundets skyld.

Sætte sig selv

Pippin konkluderer, at selvbevidsthed i tale og handling ikke drejer sig om 'identitet', men om udfoldelse. Og det er udfoldelse af en ganske bestemt overgang fra den primitive natur, hvor mennesker mødes i kampen og bliver til herre og slave, til fornuftige fællesskaber, hvor de realiserer hinanden som frie mennesker.

Det er dette i grunden relativt banale vilkår, som Pippins minutiøse og indimellem unødvendigt indviklede læsning afdækker. Han bruger mange ord og navne, og han opholder sig ved mange replikker til andres replikker til replikker til Hegel.

Men han når ikke konklusioner, som han ikke allerede nåede i sin bog om Hegels praktiske filosofi for et par år siden. Det er gentagelse af et tema, som er hørt før, men det er selvfølgelig også et tema, som vi andre bliver ved med at gentage, når vi prøver at blive os selv sammen med de andre - uden at blive som de andre.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu