Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Noget i klemme

Takket være James Francos eminente spil og en intens billedside keder man sig ikke, mens man ser Danny Boyles ’127 Hours’, der handler om en mand, der sidder fast i en kløft i, ja, 127 timer
Takket være James Francos eminente spil og en intens billedside keder man sig ikke, mens man ser Danny Boyles ’127 Hours’, der handler om en mand, der sidder fast i en kløft i, ja, 127 timer
Kultur
3. februar 2011

Efter 127 timer erkender Aron Ralston, at han må gå radikalt til værks, hvis han vil overleve. I de 127 timer, som skildres i Danny Boyles nye film, den flere gange Oscarnominerede 127 Hours, har Arons ene arm siddet fastklemt mellem en klippevæg og en nedfaldende sten i en mennesketom kløft i Utah. Efterhånden som tiden går, og Arons kræfter og andre muligheder slipper op, går det op for ham, at der reelt kun er én vej ud; han må skære sin egen arm af. Og det gør han så, med en billig, sløv kniv, overlever og træder ud i verden som et nyt menneske. Det er i hvert fald, hvad Danny Boyle mere end antyder i de lange passager af filmen, hvor man befinder sig i kløften sammen med Aron, som spilles formidabelt af James Franco.

Aron er sig selv nok. Det oplever vi i filmens flashbacks. Han undgår sine forældre og sin søster, giver kæresten løbepas, dropper vennerne og har ingen mobiltelefon. Han undlader også at fortælle nogen, hvor han tager hen, når han ikke sjældent drager ud på en af sine cykel- og vandreture i øde naturområder, hvor han, som den vovehals og erfarne vandrer og klatrer han også er, kan udfordre sig selv og skæbnen.

Hjerteskærende

Og en dag går det altså galt. Mens han sidder fast i kløften, begynder Aron at tænke tilbage på de mennesker, han har svigtet, og med sit videokamera optager han små hilsner til dem og fortæller om, hvor han er, og hvad han gør for at slippe fri. Det er hjerteskærende spillet af James Franco. Ikke fordi han og Danny Boyle forfalder til store følelser og billig manipulation – faktisk er Aron i Francos skikkelse ganske usentimental og har ikke som sådan ondt af sig selv. Men fordi man bliver præsenteret for en mand, der tror, han kan alt, helt alene, og nu på den hårdest tænkelige måde finder ud af, at det kan han ikke. Og han ved godt, at det er hans egen skyld, at han er endt i denne umulige situation. De sprækker, der langsomt opstår i Arons panser, virker så meget desto stærkere, fordi han indtil da har virket som køligheden selv.

Kammerspil og thriller

Det ville have været nemt for Aron at give op hvem kan ærligt sige, at de ville skære deres egen arm i samme situation? men hans overlevelsesinstinkt er veludviklet, måske fordi han ved, at der er nogle mennesker, han skal have sagt undskyld til.

127 Hours, der er baseret på en virkelig historie og Danny Boyles første film siden Oscarvinderen Slumdog Millionaire, er således både et eksistentielt drama og en slags thriller om en mand i fangenskab. Umiddelbart lyder det måske ikke så spændende at tilbringe så lang tid i en kløft sammen med Aron Ralston. Men man keder sig ikke et sekund, mens man ser 127 Hours, takket være James Francos eminente spil og en intens billedside, hvor skotsk-danske Anthony Dod Mantles kamera både går tæt på Aron og understreger det klaustrofobiske og alvorlige i situationen, men også suser ud af kløften som en frihedssøgende sjæl. Den energiske begyndelse, hvor man ser Aron tage hjemmefra, køre ud i ørkenen, springe på cyklen og siden vandre af sted, kontrasteres effektivt af scenerne, hvor han er fanget og stort set ikke kan røre sig. Det intime kammerspil, som filmen også er, får masser af visuel luft under vingerne, og samtidig forstår man, hvor brutalt det er for denne frie fugl at få stækket vingerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her