Læsetid: 3 min.

Korporlighed og kærlighed

Danserne i Dansk Danseteater befinder sig på et vildt niveau. Med Maxim-Jo Beck McGosh som den smilende blidhedskvinde i både besk og lykkelig kærlighedsdans
Maxim-Jo Beck McGosh og Fabio Liberti flirtedanser, så publikum bliver ellevilde i Dansk Danseteaters 'Love'.

Maxim-Jo Beck McGosh og Fabio Liberti flirtedanser, så publikum bliver ellevilde i Dansk Danseteaters 'Love'.

Thomas Petri

2. februar 2011

Dansk Danseteater er blevet Danmarks nationale danseensemble. Kompagniet domineres godt nok af udenlandske dansere, ligesom Den Kgl. Ballets 86 dansere. Men Dansk Danseteater har fået skovlen under teater- foreninger og kulturhuse. Efter 30 år på landevejene med turneer rundt i Danmark er Dansk Danseteater nu kommet på finansloven. Kompagniet har nu fået mulighed for at ansætte lige akkurat så mange dansere 14 i alt at kompagniet kan danse flere steder på én gang. Så derfor kan kompagniets ene halvdel i øjeblikket være på en Danmarksturné til 17 byer samtidig med at den anden halvdel danser på en turné i Storbritannien med besøg i 10 byer.

Selvfølgelig er opsplitningen af kompagniet dristig. Og den kan kun lade sig gøre, fordi niveauet er så højt hos danserne hos Tim Rushton. Denne lille kultiverede englænder har et jerngreb om sine dansere, der indædt sparker opad og ruller henad på splitsekunder uden at kny. Og nu er rygtet endda nået til Her Majesty hjemme i England, der lige har tildelt den 47-årige Rushton en såkaldt MBE Member of the Order of the British Empire.

Mørkedans

Rushton er ikke bange for at gøre sin moderne dans mainstream. Hans danmarksturné hedder Love, og teaterforeningernes tilskuere vil tydeligvis gerne se dans om kærlighed. Men Rushton lefler ikke for det lette. Nej, forestillingen lægger råt ud med to forestillinger om kærlighedens mørke sider, nemlig Crossing Silence og And I for You af den brasilianske koreograf og danser Alessandro Sousa Pereira. Det første værk har den stærkeste ensomhedssolo med en mand, der tegner streger på gulvet med fingrene. Kærlighedssavnet dunker i Nelson Rodriquez-Smiths senede krop. Og han bøjer sit ene ben bagud, som var han en aleneløber rundt om en uendelig sø med kærestesorgen i pulsen.

Efter pausen er der til gengæld mulighed for at smile stort. For Maxim-Jo Beck Gosh og Rodriquez-Smith danser den herlige »Take This Waltz«-duet med kæbegreb og stritrøv fra Tina Tarpgaards Frost. Leonard Cohens musik gjorde den pigede Maxim-Jo Beck McGosh endnu mere smilende. Denne 29-årige danske danser har en autoritet, men også en blødhed og en charme, som aldrig har strålet stærkere end nu. Hun har tidligere danset med bl.a. Granhøj Dans, Skånes Dans- teater og Mute Comp., men er først for et par måneder siden blevet tilknyttet Dansk Danseteater. Og kompagniets bevægelser klæder hende. Det lover godt.

Skjorteflirt

Tim Rushton slutter selv programmet af med den nye koreografi Love, som han viste en bid af i Politigården i sommer. Her klæder danserne sig i hvide, stramme skjorter og jakkesæt og så bliver der ellers flirtet med formerne.

Rushton lader danserne bevæge sig synkront i vilde opspark og heftigt tempo, dynamisk og adrenalin- mættet. Her skal der scores. Den pumpede Owen Ridley-Demonick konkurrerer gerne med den raffinerede charmør Fabio Liberti og den lyshårede youngster Joel Fritzon, som er kompagniets nyeste debutantfund med super timing og ubange blik, hentet direkte ude på Skolen for Moderne Dans. Og McGosh og den eksotisk-mørke Nassim Meki lader sig beundre sammen med den lyse muskeldanser Tina Møller som en sjov kvindetrio med selv- tilliden i orden. Men det er McGosh, der stikker af med libertineren ...

Rushton har valgt at ramme sin koreografi ind af den nedslidte »What a Wonderful World«. Musikalsk virkede denne melodi letkøbt, også i forhold til valget af de øvrige jazznumre. Lidt ligesom forkærligheden for det kroniske sorte bagtæppe, hvis visuelle muligheder på det tidspunkt var opbrugt.

Men pyt. Tilskuerne var ellevilde. Også danskerne vil tydeligvis gerne se dans af Tim Rushton kærlighedskoreografi eller ej.

Love. Koreografi: Alessandro Sousa Pereira, Tina Tarpgaard og Tim Rushton. Kostumer: Charlotte Østergaard. Dansk Danseteater på turné, bl.a. torsdag Viborg, fredag-lørdag Archauz i Århus. Til 25. feb. www.danskdanseteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu