Læsetid 4 min.

I krigens skygge

PJ Harvey tager springet fra en personlig og introspektiv sangskrivning til en mere ekstrovert og eksplicit ditto på sit til dato mest politiske album
PJ Harvey tager springet fra en personlig og introspektiv sangskrivning til en mere ekstrovert og eksplicit ditto på sit til dato mest politiske album
14. februar 2011

Albummet Let England Shake anviser en ny vej for Polly Jean Harvey. Selv om hendes karriere har været præget af markante forandringer i klang (at det således er en og samme kvinde, som har udsendt såvel støjrockmesterværket Rid Of Me (1993) som den stribe minimalistiske, spøgelsesagtige klaverkompositioner, der samledes på White Chalk (2007) er slående), har hendes tekstunivers altid taget afsæt i det personlige: Harveys overvældende seksualitet, Harveys bundløse følelse af tab, Harveys gammeltestamentlige vrede osv. Afsunget med en plov af en stemme, der bare skar sig gennem alt.

I kontrast hertil er Let England Shake et værk, hvor kunstnerinden kigger op og ud i jagten på materiale, hvilket er resulteret i et album fyldt med skarpe observationer om hendes hjemlands position i en verden i opbrud og krig. Man kan uden problemer overføre sangenes betragtninger fra engelske forhold til vores egen lille verden, nu da vi jo efter en små 150 år jo atter er en krigsførende nation. Og i Harveys strategi om konsekvent at forblive uforudsigelig har hun endnu en gang foretaget et af de venstresving, hvor det gælder om at holde fast i hat og briller.

At Harvey har ønsket, at denne plade skal have mere karakter af status, kan udledes af nogle af de påvirkninger, hun selv har påpeget som inspiration for materialet; Pinters litterære værk, Goyas subversive malerkunst og ikke mindst en række udsagn fra soldater, der har været udstationeret i hhv. Irak og Afghanistan. Der er ingen tvivl om, at dette skal opfattes som en holdningstung udgivelse, der skal åbne lytterens øjne for den megen uret, verden som altid er fuld af, ikke mindst i skyggen af de svævende krige i de nævnte lande.

Og hatten af for Harveys forsøg på at tackle Tidens Store Spørgsmål (ikke mange af nutidens musikere føler tilsyneladende behov derfor endsige ejer evnen dertil), pladen her er fuld af malende billeder, som formår at få budskaberne ud over rampen. Tag således beskrivelsen af en gammel slagmark i sangen »On Battleship Hill«, hvor »jagged mountains jutting out/ cracks like teeth in a rotten mouth« er bevis på, at »cruel nature has won again« ved at have overgroet, hvad der engang betragtedes som en gloriøs krigsskueplads. Menneskelig håbløshed, krigens meningsløshed og dødens uundgåelighed samt det faktum, at vi en dag alle ender som støvet, hvirvlet bort i glemslen, er alt sammen på tapetet her.

Fascinerende bagtæppe

Musikalsk er der tale om et yderst afvekslende værk, udført i stilarter, der strækker sig fra Pixies-inspireret rock (»The Last Living Rose«), akustisk folk (»England«), autoharpedomineret mysticisme (»The Words That Maketh Murder«), reggae (»The Colour of the Earth«) og dream-pop (»Written on the Forehead«). Derudover myldrer det denne gang med citater og samples fra en andre sange, der rækker fra Eddie Cochran-klassikeren »Summertime Blues« til reggaeperlen »Blood and Fire«. Produceret af Harvey selv i samklang med folk som Flood, Mick Harvey og John Parish garanteres der et lydligt afvekslende og konsekvent fascinerende bagtæppe for denne generøse furies udladninger.

Og så er der hendes sang, som nok en gang skiller vandene, for Polly Jeans stemme har i takt med materialet udviklet sig, dvs. i en mere melodiøs retning. Har man ved tidligere lejligheder kunnet glæde sig over den frygtløshed, hvormed hun har strukket populærmusikkens parametre, får man denne gang en stribe indbydende melodier oveni; alle ganske bizart arrangerede, selvfølgelig, så det ikke ender i pænhed. Til dette formål har hun anlagt sig en både mere derangeret, melankolsk og gennemtrængende sangstil, som momentvist kan minde én om både Björk og Joanna Newsom. Stemmen er stadig storslået, nu er den bare nogen gange også nærmest smuk. Nummeret »England« fremstår som det mest markante eksempel på denne nye stil, som næppe vil være alles kop te. På den anden side har Polly Jean aldrig stræbt efter at blive allemandseje, så det går nok.

Mørket er stadig den dominerende kraft på Let England Shake, men nu er det netop udefrakommende og konkret, det kan faktisk bekæmpes. Hvor hun ved tidligere lejligheder har kunnet få én op i det røde felt over kærlighedsydmygelser og ubodelige tab, er det svinestregerne på den internationale arena, der her animerer til eftertanke og måske ligefrem handling!

Få er i stand til kunstnerisk at indfange tidens politiske og sociale uro på samme måde, som Harvey gør her - uden at fortabe sig i banaliteter eller ende i sentimentalitet. Selv om Let England Shake indarbejder såvel store temaer som noget så altmodisch som budskaber, lyder den aldrig hverken forudsigelig eller corny. I stedet står vi her med et af de mest givende og udfordrende udspil fra en i forvejen fabelagtig karriere. Forbløffende.

PJ Harvey: Let England Shake (Island/Universal). Udkommer i dag

Læs også interview med PJ Harvey i dagens Information: Så gammel som volden selv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu