Læsetid: 4 min.

I krigens skygge

PJ Harvey tager springet fra en personlig og introspektiv sangskrivning til en mere ekstrovert og eksplicit ditto på sit til dato mest politiske album
PJ Harvey tager springet fra en personlig og introspektiv sangskrivning til en mere ekstrovert og eksplicit ditto på sit til dato mest politiske album
14. februar 2011

Albummet Let England Shake anviser en ny vej for Polly Jean Harvey. Selv om hendes karriere har været præget af markante forandringer i klang (at det således er en og samme kvinde, som har udsendt såvel støjrockmesterværket Rid Of Me (1993) som den stribe minimalistiske, spøgelsesagtige klaverkompositioner, der samledes på White Chalk (2007) er slående), har hendes tekstunivers altid taget afsæt i det personlige: Harveys overvældende seksualitet, Harveys bundløse følelse af tab, Harveys gammeltestamentlige vrede osv. Afsunget med en plov af en stemme, der bare skar sig gennem alt.

I kontrast hertil er Let England Shake et værk, hvor kunstnerinden kigger op og ud i jagten på materiale, hvilket er resulteret i et album fyldt med skarpe observationer om hendes hjemlands position i en verden i opbrud og krig. Man kan uden problemer overføre sangenes betragtninger fra engelske forhold til vores egen lille verden, nu da vi jo efter en små 150 år jo atter er en krigsførende nation. Og i Harveys strategi om konsekvent at forblive uforudsigelig har hun endnu en gang foretaget et af de venstresving, hvor det gælder om at holde fast i hat og briller.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu