Læsetid: 3 min.

Kunsten at turde stole på egne kræfter

Katrine Marie Guldager brillerer med lyttende nærvær og fortættet sproglig enkelhed i en række nye billedbøger
Katrine Marie Guldager brillerer med lyttende nærvær og fortættet sproglig enkelhed i en række nye billedbøger
25. februar 2011

En af de fascinerende ting ved billedbøger er, at der i mødet og samspillet mellem tekst og illustration dukker et univers op. Et univers, som man med sproget som indgangsdør kan gå ind og udforske.

Hos Katrine Marie Guldager, som efterhånden også har opbygget et lille solidt børnelitterært forfatterskab, handler det grundlæggende om at sætte fokus på følelser og relationer. Altid i konsekvent og uforstilt øjenhøjde med børnelæseren.

I Frantz får besøg sker det i samarbejde med illustratoren Rasmus Bregnhøi. Her er det venskabets anatomi, der kredses om i den lille fortælling om den buttede landbodreng Frantz, som for allerførste gang skal have besøg af sin radmagre ven, den arrede storbyknægt Karl.

Frantz, som både er god til at lave mad og glad for at spise, bager boller og laver leverpostej, mens han venter på vennens opdukken. Det sker først sidst på eftermiddagen på et tidspunkt, hvor Frantz er blevet lidt sur. Så da Karl under rundvisningen på gården oven i købet begynder at kritisere hans får, geråder de to drenge ud i en slåskamp med grisen Leif som fortvivlet vidne.

Den ophidsede Frantz afkræver den målløse Karl en undskyldning, og først da den lidt tøvende afsiges, er der åbnet for indtagelse af boller og kold leverpostej. Karl hugger så mange i sig, at Frantz undrende spørger ham, om han ikke får noget at spise derhjemme.

Karl siger ikke noget, men ser bare trist ud. Frantz, der både har en stor mave og et stort hjerte, tænker, at det var godt, han inviterede Karl, som tilsyneladende trænger til en ven.

I såvel sprog som illustration turneres historien med en dejlig uprætentiøs enkelhed, hvor en stille underfundighed ligger og småbobler i underteksten. Og Bregnhøi har med små virkemidler fint fat i det hverdagsnære og de små forskydninger i de to drenges kropssproglige udtryk.

Skal man dele alt?

Venskabstemaet er ligeledes omdrejningspunktet i Lydia og kunsten at dele, som har Siri Melchior ved tegneredskaberne. Melchior er en blød tegner, der dyrker det rundkindede med en egen sødmefuld poesi på kanten af det tuttenuttede.

Hun skaber med sine bevægelsesorienterede kompositioner og det douce farvevalg en blidt vuggende klangbund omkring skildringen af to umage pigers venskab. Lydia er en lille pige med et næsten alt for stort hjerte. Hun har svært ved at sige fra over for sin uartige og støjende veninde Tine, som vil dele alt. Og det spidser op til en krisesituation, da Lydias mor kommer til at love Tine, at hun gerne må deltage i en Tivolitur, som Lydia kun har lyst til skal være for hende og moderen.

Heldigvis er der så den ældre kanelbollespisende nabo, som er en god lytter og derudover har en hest, Lydia længe har haft lyst til at ride en tur på. Nu får hun lov, og det opløftende i, at hun bemestrer ridekunsten, giver det overskud, der gør, at hun tør sige til moderen, at hun vil i Tivoli med hende alene.

Et levet børneliv

Sidst, men ikke mindst, er der udkommet fem nye bind i Frøken Ignora-serien, som nu er oppe på 20 bind. Siden 2002, hvor første bind udkom, er de kommet dryppende som små lysende perler i højformat.

Højformatet (dvs. høje, smalle bøger) mimer det forhold, at seriens hovedperson bor alene i et vandtårn i landsbyen Stridstrup. Frk. Ignora, som både er moder- og faderløs, er et lille rødhåret livstykke med kasserollefrisure og et tydeligt temperament. På sæt og vis et pigemodstykke til Kim Fupz Aakesons viltre, men ligeledes ensomme Vitello-figur.

Bøgerne er på 24 sider og består af små afrundede forløb, der vender en situation eller en stemning i eller omkring Frøken Ignora. Eksempelvis sættes der i bind 16, Frøken Ignora mister sin veninde, ord og streg på de bevægelser og reaktioner, jalousi sætter i gang, når ens bedste veninde pludselig synes, man bruger for meget tid på at være sammen med en anden.

Bøgernes store force er, at de med et velfungerende mix af fantasi, konkret (og ofte barsk) børnerealisme og sproglig tæft tematiserer moderne børneliv med alle dets komplekse udtryk.

Frk. Ignoras liv er fyldt med paradokser og konflikter, men det er et levet liv, der får retning og tyngde, fordi hun også har kræfterne til at overvinde problemerne. Det projekt kører stadig inspireret og vitaminrigt i et forrygende samarbejde med illustratoren Charlotte Pardi, som hele vejen rundt understøtter og livliggør de brudflader af levet børneliv, bøgerne emmer af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu