I store dele af nutidens litteratur hersker forestillingen om det urene kunstværk, en stil, der kan optage alle tænkelige elementer fra højt og lavt, bryde med formelle krav og referere til hele den brogede virkelighed og døgnets tærskeværk, fjernt fra den rene poesis ideale verden. Mange af modernismens digtere har da også med fryd deltaget i denne ikonoklasme, men den moderne poesis drama, der udspilledes i Frankrig med Baudelaires Helvedsblomsterne, som prolog, var ikke ensporet. Digteren Thorkild Bjørnvig, der nok var højtidelig, men af den herskende danske type, der gengav virkeligheden, slog bremsen i af frygt for rendyrkningen af poesiens væsen med sit digt Ekstremer (Figur og Ild 1959), hvor han talte for mådeholdets midterposition:
Hvor er det gyldne Snit i
Kunst og Liv?
I Dag: opløsning eller
Perfektion:
Drøm om at udradere sin
Person.
Han henviser til Flaubert og Mallarmé og bruger ord som »Rytmesjæl, fortabt i Sætningsbygning, Ordets fine Rus, Stil-engle« og ser kun en ond finale i det:
et Nonsens i det tomme
Himmelrum,
til Selvforbrænding, Tvivl
og Nat gør stum
Han ramte ret præcist med nogle af modernismens nøglebegreber, perfektion, rytme, sætningsbygning, stil, udradering af person.
Skolelæreren
De er ellers netop plusord for Mallarmé (1842-98), hvad man kan forvisse sig om i en ny udgivelse fra Aarhus Universitetsforlag, Musikken, verset, poesien Tekster af og om Stéphane Mallarmé ved Carsten Madsen og Stefan Kjerkegaard.
Den franske symbolist, eller hvad man nu har etiketteret ham med, har aldrig været et hjertebarn for danske lyrikere, før han blev taget alvorligt af Per Højholt og af Inger Christensen, for hvem han var den måske vigtigste litterære impuls.
Den første, der tog indtryk af Mallarmé og det endda personligt, var Sophus Claussen, der stødte på ham ved en digterfest i Paris, hvor han præsiderede. Claussen faldt for Paul Verlaine og opfattede den anden som en utilnærmelig skolelærertype. Han så en goldhed i Mallarmés sene værker, men fornemmede dog hans dragning mod det hvide papir som mod en uimodståelig kvinde, og hvor han, »hvis man fratog ham pen og blæk, ville begære at skrive med neglene.«
Hvidhedens udfordring og skriften som et åndeligt redskab er netop Mallarmés betingelse. Nærmere en indsigt kom den vidende ven og kollega Johannes Jørgensen, der skrev et fint lille essay om Mallarmé og lavede de første oversættelser.
Sætningsgeometri
Nu går det løs med nye analyser og gengivelser af de unægtelig svært tilgængelige tekster, som lever deres eget suveræne liv, selvgyldige som musik, uden umiddelbare referencer til almene forhold eller i helt barok, symbolsk billedtale og tætpakkede formuleringer, som man kun med stort besvær kan omsætte til plat prosa.
Det gør de ellers velmenende gengivelser på dansk af sikre kendere som Hans Peter Lund, Peter Borum og Carsten Madsen principielt problematiske, fordi Mallarmés galliske rytmer og klange med subtile lydlige betydningssammenhænge forsvinder eller yderligere fordunkles.
Det er dog ikke spildte kræfter at arbejde sig gennem sætningernes geometri og hele labyrinten med de nu indlagte hjælpetråde af Niels Frank, Jørn Erslev Andersen, Nikolaj Lübecker og Carsten Madsen, hvor den sidste tager sig af den orfiske holdning og dens orakelsprog, døden som kunstens betingelse. Mallarmés evige spekulationer over tilfældet, tilfældigheden, terningkastets symbolske muligheder går igen i mange varianter og processer, sådan at også fortolkningerne af den såkaldte rene poesi antager karakter af terningkast.
Vi kommer fra de strenge alexandrinersonetter til sproget i det højst besynderlige stykke prosa eller udkast til en fortælling, Igitur eller Elbehnons galskab, hvor det latinske ord igitur, dvs. således, fungerer som en person og således illustrerer hele den depersonalisering, som er bestræbelsen i denne side af hele modernismens poetik.
Bogen rummer digterens artikler om teater, ballet, om verskrise og om bogen, egentlig uadskillelige fra den rene poesi, der netop synder med poetikken. Bogstavernes mysterium består i at talen og skriften er bestanddele af verden, ikke redskaber, men væsen. På dansk er det tænkt på smukkeste måde i Højholts hoved, bl.a. i digtsamlingen Poetens hoved (1963), og især i Inger Christensens Det (1969) og helt programmatisk i hendes Alfabet (1981). Og de er endda ganske forståelige og gunstigt verdensvendte.
Det modsatte af en ond finale. Sådan kan det være med dansk og fransk.
