Læsetid: 4 min.

Liflig padlen i smult vande

Radiohead har endnu engang valgt at udgive et album på utraditionel vis. Og musikken? Well, den har været bedre fra deres hånd, men i det mindste lyder de ikke, som om de keder sig
Radioheads seneste album, som netop er udgivet digitalt, 'The King of The Limbs', har sine øjeblikke og føjer også en forsigtig, lille alen til deres værk, når det kommer til deres fortsatte begavede inkorporeringer af andres progressioner.

Radioheads seneste album, som netop er udgivet digitalt, 'The King of The Limbs', har sine øjeblikke og føjer også en forsigtig, lille alen til deres værk, når det kommer til deres fortsatte begavede inkorporeringer af andres progressioner.

Leon Neal

21. februar 2011

I efteråret 2007 kom Radiohead ud af kontrakten med den multinationale gigant EMI. De var frie. De er frie. De er højt elskede. De nyder en stor dedikeret fanskare. De har penge. De kan lave præcis, hvad de har lyst til, kan udgive deres plader, som de lyster.

Mandag for en uge siden annoncerede Oxford-kvintetten, at deres ottende studiealbum The King of Limbs ville blive udgivet digitalt lørdag. Det endte så med at blive sendt ud sent fredag, men det ændrer ikke ved at bandet endnu engang - som med forgængeren In Rainbows i 2007 - har formået at tiltrække sig ekstraordinær opmærksomhed via deres udgivelselsstrategi.

Anmelderudfordringer

Med In Rainbows kunne man selv bestemme, hvad man ville betale. Med The King of Limbs sælges albummet fast prissat, men den fysiske udgave er bemærkelsesværdig og beskrives som »verdens« - måske - »første avisalbum«. Den består af to titommer vinylplader, en cd, flere store og hele 625 små kunstværker. Og udkommer først 9. maj.

Det har endnu engang været umuligt at få presseeksemplar på forhånd, så Radiohead udfordrer igen grundfæstede traditioner i anmelderfaget såsom rettidig omhu, fordybelse, tidsmæssig forrang og ikke mindst kun én anmeldelse af samme værk. Med den pludselige udgivelse har anmeldere verden over siddet på spring for at give deres besyv med - ja, så estimeret en avis som The Guardian lagde en anmeldelse af albummet online efter én gennemlytning.

Radiohead får således både en række umiddelbare anmeldelser af den rene vare, musikken i download-format, og givetvis også en række anmeldelser af den senere fysiske og måske grænsenedbrydende udgave. De får gennemtvunget to vidt forskellige lytninger - eller læsninger om man vil.

Bevæger sig væk

Og så mimer udgivelsen også den samtidighed fra gamle dage, hvor læk var noget som et skib sprang. Det er en fælles begivenhed bundet op på release-dagen, og folket kan endda danne sig sin egen mening inden anmelderne overhovedet har fået stavet til smagsdommer.

Men her er min mening alligevel: De synes stadig mindre interesserede i at opsøge den sjælesorg og modernitets-blues, der gjorde dem så berømte og fik så mange voksne mænd til at græde i fuldt dagslys. De bevæger sig her på The King of Limbs længere væk fra de sange, der ramte så dundrende hårdt i den vestlige sjæl især med rockhovedværkerne The Bends og OK Computer, men også de mere eksperimenterende og elektroniske efterfølgere - og hovedværker - Kid A og Amnesiac.

Flere af de otte sange på det 37 et halvt minut lange The King of Limbs søger væk fra vers-omkvæd-strukturerne og de rockistiske klimakser og udforsker i stedet hypnotiske grooves, serielle tricks, sære loops, atmosfæriske vokaler uden hooks eller melodiske løft. Cirkulære sange af betragtelig skønhed, men også pletvis kedsommelighed.

Køligt og transparent

Der er undtagelser såsom balladen »Codex«, dens luftige blæsere, sitrende strygere, nik til klassikeren »Pyramid Song«. Og avant-popsangen »Separator«, der ikke kun har et fint guitar-lick, men også et næsten overstadigt omkvæd fra forsanger Thom Yorke. Og så er der den smukke »Give Up The Ghost« med samplede spøgelseskor, hjemsøgte lag og rustne forarbejdninger, der vokser i lag på lag, men aldrig flytter sig kompositorisk. Og alligevel virker. The King of Limbs er indspillet i Oxford og Los Angeles. Titlen refererer til et cirka 1000 år gammelt egetræ i Savernake-skoven i Wiltshire, England. Lydbilledet er køligt, transparent, slankt og med god plads til at elektroniske ideer såsom vokalsamplinger og syntetisk bas kan gøre sig gældende over bandets håndarbejde. Og der gemmer sig forførende dimensioner i pladens bedste strukturer. Men flere sange har også et præg af skitser, uden nerve, sensualitet, substans, ja, de kan faktisk et par steder i al deres kølighed virke let sterile.

Syrede forløb

F.eks. »Morning Mr. Magpie«, som da er frækt synkoperet, men alligevel irriterer i sin retningsløshed (som ellers kan være en fræk kvalitet) og i sit spil på fortærskede Radiohead-tricks (bare fordi man har fundet på det, kan det godt lyde som en dårlig kopi). Eller tag »Feral«, der tæver rytmisk løs uden at man overhovedet kan mærke det noget sted i kroppen. Så er der mere sjov over »Little By Little«, der på den synkoperede trommeside lyder som et karneval hos en jernhandler, mens strengeinstrumenterne insisterer på at bevæge sig helt anderledes stivbenet gennem kalaset.

Jeg skal være den første til at besynge lange syrede forløb - afrobeats rytmiske hypnoser, ravets trip, ragaernes sofistikeringer, dubsteps, ambients og post-rocks dekonstruktioner. Men lige præcis Radiohead er ikke altid lige ophidsende, når de kommer for langt væk fra melodierne og harmonierne.

Så er det bedre, når deres åbenbare soniske rejsetrang stimuleres samtidig med at forbindelsen til deres kompositoriske nervenet opretholdes - som på »Bloom« med klaver-glitch, wonky synth, ambient trompet, kubistisk afrobeat og stort harmonisk svæv. Eller »Lotus Flower«, som både farves af dubsteppens sub-bas og af den mere sensuelt dansende side af Yorkes smukke sangstemme.

Radiohead er frie. De kan gøre, hvad de vil. Og det virker virkelig, som om det er præcis, hvad de gør. Og det virker som om de nyder at spille det, de spiller. Men det betyder ikke, at det er en fantastisk at lytte til.

The King of The Limbs har sine øjeblikke og føjer også en forsigtig, lille alen til deres værk, når det kommer til deres fortsatte begavede inkorporeringer af andres progressioner. Men disse nye musikalske ytringer har alligevel karakter af liflig padlen i smult vande. Hvor de har lavet en god, sofistikeret plade, som - i hvert fald her efter kun lidt over en dags lytning - ikke foranlediger til frådende ophidselse.

Radiohead: The King of Limbs. Kan downloades på www.thekingoflimbs.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Emil Foldager Nielsen

God og grundig anmeldelse med nogle skarpe observationer.

Radiohead har rykket sig. For "Radioheads" der er fans af bandets mere eksperimenterende sider, er dette et fantastisk album. Det rammer lige i solar plexus, og man sidder med en snurrende fornemmelse i kroppen efter de intense 37 minutter som pladen varer. For de ældre, lidt mere konservative Radiohead-fans, er dette nok ikke et værk der vil stå i top 3 over bandets bedste albums. Guitaren fra de 3 første albums er ikke så tydelig - det er i hvert fald ikke rockguitar i klassisk forstand.

Men jeg er tosset med det. Jeg synes, at det er fantastisk.