Læsetid: 3 min.

Er der liv efter døden?

’Hereafter’, der handler om livet efter døden, er Clint Eastwoods første virkelige fejlskud som instruktør i 10 år
’Hereafter’, der handler om livet efter døden, er Clint Eastwoods første virkelige fejlskud som instruktør i 10 år
2. februar 2011

Hereafter, der, som titlen antyder, handler om livet efter døden, er både velspillet og velproduceret. Men det er også en film, som ikke rigtig passer til instruktøren Clint Eastwoods meget afslappede, jordbundne facon. Filmen, der har manuskript af Peter Morgan, følger tre forskellige personer, tre forskellige steder i verden, som alle har oplevet døden tæt på og nu søger svar på nogle af livets store spørgsmål. I San Francisco bor og arbejder George (Matt Damon), der har været synsk og han er virkelig synsk siden han som barn havde en nærdødsoplevelse. Hans bror (Jay Mohr) vil gerne have, at de sammen tjener penge på Georges talent, men George selv synes, det er mere en forbandelse end en gave og vil ikke længere hjælpe andre mennesker med at kommunikere med de afdøde. I Paris handler det om Marie (Cécile de France), en smuk og succesrig tv-journalist, som under en ferie i Asien har overlevet en tsunami, men først efter at have været død i nogle minutter, og som nu er besat af at finde ud af mere om livet hinsides. I London mister drengen Marcus (Frankie McLaren) sin tvillingebror, Jason (George McLaren), der altid har taget sig af ham, fordi deres stofmisbrugende og alkoholiserede mor ikke kan. Marcus kan ikke undvære Jason og forsøger at finde en synsk, der kan hjælpe ham med at kontakte broren.

Og således flettes de tre historier, som igennem Hereafterer blevet fortalt parallelt, til sidst sammen, og filmen mister samtidig fodfæstet. De tilfældigheder, der skal til for at bringe de tre hovedpersoner sammen på en bogmesse i London, er alt andet end troværdige. Det er faktisk lidt sjusket manuskriptarbejde af Peter Morgan, der bedst er kendt for sine mere politiske film, blandt andet The Queen og Frost/Nixon.

Farveløst fejlskud

Hereaftersstørste problem er dog tonen eller mangel på samme. Filmen er mærkeligt farveløs, og dermed mener jeg ikke kun visuelt, men også det trods alt store drama, de tre hovedpersoner på hver sin måde står midt i. Eastwood har som instruktør en meget underspillet stil. Han bryder sig ikke om udvendige effekter for f.eks. at forstærke en følelse. Og al respekt for det. Det virker som regel for ham, fordi historierne og personerne er stærke nok i sig selv, men det fungerer slet ikke i Hereafter. Bortset fra åbningssekvensen, hvor Marie oplever den altødelæggende tsunami, er der ikke mange scener i Hereafter, hvor man virkelig fornemmer, at det handler om liv og død for hovedpersonerne. Man kan se, at det handler om liv og død, men man kan ikke mærke det. Måske handler det om, at Eastwood er vant til at fokusere på én historie ad gangen, ikke tre på én gang; måske skyldes det, at han normalt beskæftiger sig med noget mere jordnære emner helt almindelige mennesker, der skal forholde sig til krig, racisme, aktiv dødshjælp, hinanden og at han trods alt har svært ved at forholde sig til noget så vidtløftigt som det hinsides.

Filmen ender med at argumentere for, at der er liv efter døden, men den fungerer faktisk bedst og er i øvrigt ret morsom i en række scener, hvor Marcus opsøger den ene charlatan efter den anden, som alle påstår, at de kan kommunikere med de døde, hvilket de bestemt ikke kan.

Hereafter er Clint Eastwoods første virkelige fejlskud i små 10 år, men mon ikke han snart er tilbage i sadlen og leverer et af de små mesterværker Mystic River, Million Dollar Baby, Gran Torinoman nærmest er begyndt at forvente fra hans hånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu