Læsetid: 3 min.

Livet er ikke lutter surdej

Pernille Fischer Christensens fine, intimdramatiske familieportræt, 'En familie', spørger til, hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden
Pernille Fischer Christensens fine, intimdramatiske familieportræt, 'En familie', spørger til, hvad det bør indebære at være datter, og kæreste, og tåleligt menneske, når livet vil frem i fuld fart, mens familiedynastiets 300 år gamle surdej gærer bagerst i samvittigheden
24. februar 2011

»Du er min far. Og jeg er din datter«, siger Ditte Rheinwald (Lene Maria Christensen) med underlig bestemthed til sin kræftsyge far i 'En Familie'. Hvad dette helt præcist indebærer – altså hvad man skal gøre af familiebånd ud over at konstatere, at de er der, og at de betyder noget – er et grundspørgsmål i Pernille Fischer Christensens 'En Familie'. Ditte ved det ikke selv. Hendes far, bagerbaron og kongelige hofleverandør, Richard Rheinwald (ej Ragnvald, spillet af Jesper Christensen), har sine egne, uddaterede ideer. Han vil kaste sit livsværk, Rheinwald Bageriet, i skødet på sin datter. Kunstnerkæresten Peter (Pilou Asbæk), derimod, vil have hende med på et fly til New York og ’drømmejobbet’ på et hipt galleri. Dette dilemma er afsæt for et lille, usentimentalt familieportræt med Jesper Christensen som kongelig hofleverandør af storslået dramakunst.

Hofleverandør Jesper

Pernille Fischer Christensen skriver sammen med Kim Fupz Aakeson nuancerede, karakterbårne intimdramaer, der i et og alt afhænger af skuespillernes evne til at rumme det kærlige, usympatiske og tindrende følsomme på samme tid.

I 'En familie' er de brødfikserede familiemedlemmer aldeles nuancerede og velspillede. Da Ditte lægger en positiv graviditetstest foran kæresten, gør hun det med et dødt smil, som publikum har lige så svært ved at aflæse, som hun selv har. Det er en modigt kølig præstation. Hun er kontrasteret af altoverskyggende Jesper Christensens tindrende spil som den dødsenssyge patriark. Det ene øjeblik forstår man sagtens hans tryllebindende effekt på hans yngre, bagerjomfru-erotiske kæreste Sanne (Anne Louise Hassing). I det næste øjeblik, da kræftsygdommen har tæsket ham tilbage i sædet, ligner han en aggressivt magtesløs bedstefar. Christensen har formet kroppen sivtynd for at kunne gå i ét med den sygdomstilstand, som Richard synker ned i, og hans ansigt krummer sig så rædselsvækkende troværdigt under de grusomme anfald, at man, ligesom hans yngste søn (søde Gustav Fischer Kjærulff), har lyst til at gemme sig i sofaen, mens det står på.

18 forskellige brøddeje!

Der er æltet masser af brødjokes ind i det bagermiljø, som 'En familie' udspiller sig i. Da Ditte nødtvungent meddeler farmand, at hun har fået drømmejob i New York, fnyser han (cirka): »Jeg har aldrig fattet de der bagels … Og doughnut’en er jo et helt mislykket stykke wienerbrød.« Det tilfører også dramaet masser af fin symbolik, at bageriets gærblanding er 300 år gammelt. Familiens lange traditioner ligger bogstaveligt talt og gærer i Dittes samvittighed.

»Vi har 18 forskellige brøddeje!« argumenterer hun for sin hovedrystende kæreste med hans (rigeligt klichéfyldte) kunstneridentitet (»Jeg har fået atelier i Williamsburg!«) Hun har, sammen med Richards tre andre børn, der omfatter den tudefjæsnaive søster Chrisser (Line Kruse), fået ømheden over for familietraditionerne ind med bollemælken. Brød­universet er familiens fælles særegenhed, der holder andre lidt på afstand. Filmen er stærk i dette sursøde (som en gærblanding) portræt af varme, men også egoistisk egenrådige mennesker. Det falder f.eks. ikke den passivt kommanderende Ditte ind, at hendes livsvalg faktisk også bliver Peters.

Det, man ikke kan vælge

Fischer har, tydeligst i En Soap (2006), sans for hip stil. Det genkender man i filmprologens skæve, grafisk fortalte familiehistorie, og man hører det i særdeleshed på lydsiden, ført an af Sebastian Öbergs elektriske grunddybsvibrende cellospil. I En Soap skar The Knifes elektropop én i hjertet. Dansen klimaksede med Freddie Wadlings lækkermelankolske version af Bowies »Let’s Dance«. 'En familie' hippes op med danske Lille Vega-bands som Cody, I Got You On Tape og The Rumour Said Fire. Sidstnævnte akkompagnerer filmens originale, ømt omsorgsfulde afskedsscene og understreger filmens smukke, triste grundtone. Valget mellem familie og ambition er et brød, der er blevet slået op mange gange før, men 'En familie' er ikke et dilemmadrama a la Biers ’indiske børn versus dansk surprisedatter’ i Efter Brylluppet (2006). Den dramatiske udspændthed mellem livet som kunstnerboheme og bagerbaronesse er blot et afsæt for et ømt portræt af familiebånd og tab og for alt det, man ikke kan vælge. Man kan, som kompromisløst ambitiøst menneske vælge en graviditet til eller fra. Men man kan ikke, i den anden ende af livet, bestemme over døden. Den puster og pruster indtil alt, for en stund, må falde sammen og bygges op på ny.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og? Er dette ikke blot en Arven nr. 2? Plottet synes i hvert fald at være det samme. En virksomhed skal overtages af en datter/søn, som ikke vil, men som garanteret alligevel kommer til det...

Interessant er det jo også, at i dagens virkelighed bliver familie-ejede virksomheder solgt til - kapitalfonde; i arv går de ikke - længere.

Karsten

Selvom plottet virker foruroligende uoriginalt, så tænker jeg nu ikke Arven 2, når jeg læser anmeldelsen.
For mig minder det mere om den der ældgamle kliché, nede på jorden vs. oppe i skyerne, som amerikanerne volddyrkede i 80'erne og starten af 90'erne, med varierende held og dybde i film som (blot for at nævne nogle få) Cocktail, Wallstreet og Doc Hollywood.
Men holdet bag virker simpelthen så godt, at jeg er ligeglad med plottet virker udkørt og forudsigeligt. Jepser Christensen er altid god, Lena Christensen er ret lovende og Aakeson plejer også at kunne levere varen, når det tager ham. Så jeg tror der er god grund til at, ligesom anmelderen, tage filmen seriøst og give den en ærlig chance. Jeg har ihvertfald på fornemmelsen, at den er mere end et trivielt afkog :)

Det er ikke The Rumour Said Fire der har lavet musikken til afskedsscenen, men CODY. Desuden vil jeg heller ikke mene, at The Rumour Said Fire er et Lille Vega band. :-)

Katrine Hornstrup Yde

Kaspar, tak for rettelsen. Jeg vidste, at det var sprængfarligt at lege musikanmelder - og er ærgerlig over at huske forkert. Og undskyld til The Rumour Said Fire - og til Storebror Vega.

Og nu jeg er her: Angående det "uoriginale plot", som Kim og Karsten (man SKAL starte med K for at skrive med i denne tråd) frygter - jeg frygtede det også, da jeg kun havde set traileren - så vil jeg gerne understrege, at filmen med fordel afviger fra at blive i "bager eller kunstner"-dilemmaet, men bruger det som afsæt for en historie om dødssyge - noget af det, man hverken kan vælge til eller fra.
Det gør den, på grundet af Jespersens velspillede dødssyge, rigtigt nok til mere end trivielt afkog.

Mvh K