Læsetid: 3 min.

Manson og mærkelighedens sejr

Jokum Rohdes civilisationskrimi lemlæster sig selv i Skuespilhusets gigantiske opsætning. Akkurat ligesom morderne fra Charles Manson-sekten skamskar Sharon Tates højgravide lig
Nicolas Bro har lyset i stemmen, der kan tage kynismen ud af enhver replik og gøre den til sandhed. Og han har tilgivelsen i øjnene, der kan gøre enhver mordhandling til et udtryk for kærlighed. Nicolas Bro kan sige 'Jeg er Jesus', så der ikke er nogen tvivl.

Nicolas Bro har lyset i stemmen, der kan tage kynismen ud af enhver replik og gøre den til sandhed. Og han har tilgivelsen i øjnene, der kan gøre enhver mordhandling til et udtryk for kærlighed. Nicolas Bro kan sige 'Jeg er Jesus', så der ikke er nogen tvivl.

Natascha Rydvald

28. februar 2011

Manson er et mærkeligt drama: En veloplagt digtning over massemorderen Mansons overbevisning, en dedikeret dramatisering af den genkomne Jesus Kristus - og en storladen diskussion af dødsstraffens logik.

Men sammensætningen bliver uhåndterlig. De mange ord bliver selvdestruktive. Og de lange monologer afliver handlingens fremdrift. Og stykket styrtdykker ned gennem gulvet sammen med de hængte mordere.

Manson er også blevet til en mærkelig forestilling. Iscenesætteren Madeleine Røn Juul og scenografen Christian Friedländer har virkeliggjort teksten så storladent i Skuespilhuset, at scenerne vitterlig matcher Jokum Rohdes gigantiske tanker.

Scenografien består af kæmpedekorationer af rullende husfacader, der trækkes rundt af sceneteknikere i arbejdstøj. Imens springer skuespillerne af og på vognene - både rigmandsvillaen, hvor Mansons disciple udfører slagtemordene, men også det såkaldte 'sneglehus', hvor Mansons ludermor holdt til i fiktionens 'Metropolis'.

Scenedimensionerne virker som en videreudvikling af Friedländers scenografi til Pasoliniforestillingen PPP; her blot uden den forsonende charme i det italienske voldsorgie.

For i Mansons verden er der intet, der mildner. Heller ikke selv om Jonas Bøgs lys bevidst lader det allerværste bo i mørket eller i stroboskoplysets uvirkelighed. Og selv om subtile Beatles-toner følger med ind i døden.

Jesus uden tvivl

Den morderiske kultanfører Charles Manson er selv endnu i live - 76 år gammel og i fængsel. Men på scenen får han et nyt liv gennem Nicolas Bro, der giver ham sit demagogiske nærvær - og sin Hamlet-erfaring.

Nicolas Bro har lyset i stemmen, der kan tage kynismen ud af enhver replik og gøre den til sandhed. Og han har tilgivelsen i øjnene, der kan gøre enhver mordhandling til et udtryk for kærlighed. Nicolas Bro kan sige 'Jeg er Jesus', så der ikke er nogen tvivl.

Dermed bliver Manson noget af det tætteste, man kan komme på en 2'er til Kaj Munks Ordet.

Her er også mirakel, genopstandelse og opskårne nyfødte. Og her trives også 'nu'et af angst'.

Som krimi er forestillingen dog sært følelsesafkappet: Jo mere teaterblod, der sjaskes ud over kulisserne og de løstflydende ligstumper, desto mindre uhyggeligt virker det. Fordi frygten ikke følges af medlidenhed.

Mirakel med desillusion

Jokum Rohdes sceniske visioner indvies som altid af Henning Jensen. Denne gang i rollen som dommeren, der professionelt skal dømme Manson, men som samtidig har en søn, der lever som discipel i Mansons bestialske kult ...

Henning Jensen har en helt særlig nøgle til Jokum Rohdes replikker. Han kan ramme den særlige tone mellem patos og realisme, som åbner Rohdes univers for både det håndgribelige og det eksistentielle.

Mest spændende er det, da han nægter at anerkende Mansons mirakelkraft - fordi Jensen tolker sit håb om miraklet helt tæt sammen med sit behov for desillusion. Og derfor synker hans liv selvfølgelig i grus.

Forestillingen har det særeste persongalleri - fortolket af Det Kgl. Teaters 12 performere med anarkistisk lune og grotesk konsekvens i Madeleine Røn Juuls humoristiske instruktion.

Hanne Hedelunds følelsesforbrændte ludermor stråler under sin hjemmelavede purpurkappe som en Madonna med barnet. Nicolaj Kopernikus har den bredeste fangevogterbenstilling nogensinde set. Og Kristine Nørgaard er netop så manisk som sexdiscipel, som man antagelig skal være det for at adlyde troskabsordrer om at dræbe.

Men Helle Fagralid er dog den mest vidunderlige. Hævet over tid og sted som skønhedsikonet Sharon Tate - højgravid og i lysende orange kjole.

Hendes bare ben skælver uvirkeligt rundt på orangegyldne sko, mens hun sårbart dejser, som var hun kun en drøm.

Hendes frygtløshed skaber reel suspense. Og hvor hun kæmpede for at genopstå som Inger i Noréns opsætning af Ordet, så nyd nu at se hende lykkes med genopstandelsen som Sharon Tate i Manson.

Frost for eftertiden

Efter forestillingen gik jeg ud i frosten på træmolen rundt om Skuespilhuset.

Jeg så ud over den forblæste havn ved verdenshavet og tænkte over det store i, at Danmark har en international, dramatisk tænker som Jokum Rohde, der igen og igen fremskriver civilisationens undergangslogik.

Men jeg kunne samtidig næsten ikke holde ud, at teksten til Manson ikke er blevet beskåret med samme kraft som ligene i forestillingen - og at teksten i stedet er endt med at lemlæste sig selv med sine alt for mange ord.

Men så måtte jeg berolige mig selv.

Jeg ville jo på ingen måde have været foruden denne Manson, sådan som den klart fremstår som en nærtbeslægtet efterfølger til Darwins Testamente, Rød Oresti og Pinocchios Aske.

Trøsten kom som et vindstød: At Manson nok skal vise sig at være en af de allermærkeligste forestillinger, jeg nogensinde kommer til at se.

'Manson'. Tekst: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Jonas Bøgh. Koreografisk assistance: Thomas Hejlesen. Musik: The Sexy Sadies over Lennon/McCartney. Skuespilhuset til 18. maj. ww.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu