Læsetid 5 min.

Metaforernes herre

En sort og deprimerende udstilling om, hvordan vi lever, og hvordan vi har det med os selv og hinanden
Rummet er malet sort. 10 sorte rammer med glas hænger side om side, direkte på væggen. Den nederste tredjedel af glasset er slebet med sandpapir. Det hvide støv er efterladt på glasset.   Når man nærmer sig værkerne ser man, at glasset spejler rummet og beskuerne. Man ser sig selv stå og se på kunst. Man ser rummet i værket. Man ser sit fingeraftryk i støvet, hvis man nysgerrigt rører. Og man ser metaforene og selvfølgelighederne stå i kø.

Rummet er malet sort. 10 sorte rammer med glas hænger side om side, direkte på væggen. Den nederste tredjedel af glasset er slebet med sandpapir. Det hvide støv er efterladt på glasset. Når man nærmer sig værkerne ser man, at glasset spejler rummet og beskuerne. Man ser sig selv stå og se på kunst. Man ser rummet i værket. Man ser sit fingeraftryk i støvet, hvis man nysgerrigt rører. Og man ser metaforene og selvfølgelighederne stå i kø.

Galleri Christoffer Egelund
11. februar 2011

Bedømmelse: 4/6

Rummet er malet sort. 10 sorte rammer med glas hænger side om side, direkte på væggen. Den nederste tredjedel af glasset er slebet med sandpapir. Det hvide støv er efterladt på glasset. Når man nærmer sig værkerne ser man, at glasset spejler rummet og beskuerne. Man ser sig selv stå og se på kunst. Man ser rummet i værket. Man ser sit fingeraftryk i støvet, hvis man nysgerrigt rører. Og man ser metaforene og selvfølgelighederne stå i kø. Theis Wendts rum i rummene er tomme. De indeholder kun et luft-uskarpt billede af os. Ligesom det fortærskede moderne liv, hvor alt er muligt, og vi aldrig rigtig kommer nogen vegne. Vi kan kun ane drømmene.

På en måde får Theis Wendts værker de værker, der normalt pryder galleriets vægge, til at se en smule gammeldags ud. Hvor det klassiske københavnerkunstværk fra nullerne både har et par moralske pegefingre oppe i asen og tonsvis af referencer, så man som en anden smedesøn i forrige århundrede helt præcist ved, hvad der bliver budt en, så er indholdet i Wendts værker fuldstændig luftigt. Her er ikke nogen oplagt vej ud, snarere tværtimod, her er et skuldertræk og en udånding, en opgivende gestus fra en ung kunstner der har trådt et skridt til side og har prøvet at betragte sin egen verden.

Og skulle man paradoksalt nok alligevel finde en sjælebror, ville det være den mystiske og depressive Rothko, der skabte de samme felter som Wendt, men hvor Rothko overfyldte dem med forventning og stemning, lader Wendt dem stå pivåbne.

Det er svært ikke at beundre Wendts mod. Det kræver i forvejen både nosser og gode salgsevner at lange konceptkunst over disken, men ét greb i et helt rum kan lige så vel falde til jorden med et lille bitte ligegyldigt knald. Det er nu engang lettere bare at tegne en masse små ting med flotte farvekridt. Og kunstteori og -filosofi er en taknemmelig størrelse. De kan flettes ind alle vegne. Referencer er stenene, der i det 21. århundrede får én tørskoet over åen. Men der er ikke nogen, der tjekker, om bukserne er våde, så hvorfor besvære sig med at hoppe fra sten til sten, når man lige så godt bare kan smide dem der, hvor man lige har trådt?

Man slipper for at kaste op

Det, der hæver Wendts ligegyldige knald over smertegrænsen og op i et felt af interesse, er, at det så tydeligt handler om områder af livet, der trænger til at se sig selv i øjnene. Kunsten for eksempel, denne sære disciplin, som burde åbne hele verden for os, men som langt oftere snævrer alt ind. Det er paradoksalt som om, at desto mere vi accepterer kunsten, desto mere vil den, og desto mere vi tillader, desto længere suger den os ind i en verden, der knap nok kan se sin egen næsetip. Det er ligesom med internettet, det burde udvide os at have adgang til alt, men vi ender blot med at se os selv blive dummere og mere rastløse, imens vi bladrer igennem de samme let forgængelige analyser og billeder og updates og indblik og udblik og ingenting.

Computerskærmen og dermed internettet har i øvrigt samme proportioner som Wendts felter. Vi sidder også kun og spejler os fra maven og op, resten er gemt af vejen i vores moderne liv, det beskidte, underlivet er ikke længere en del af livet, det er enten noget, vi ikke taler om, eller noget, vi praler af. Eller noget vi fordømmer. Noget naturligt forhold har vi ikke længere til det, der ellers skulle være så oprindeligt. Ikke se og ikke høre. Og lugte må det slet ikke. Men kastration er udelukket, så støvet, der hvirvles op af vore nedre regioners hormonelle hærgen, hober sig op på vores ellers så skønne facader. Selv i dag på Ekstra Bladets hjemmeside stod der at læse, at danske mænd ikke er liderlige, og at deres koner undgår sex som led i en desperat kamp for at få opfyldt deres fælles store drømme.

Det er enormt, så metaforbare Wendts værker er. Man får næsten kvalme af alle de historier, der sættes i gang. Men det er ok at lave noget kikset, så længe det handler om noget kikset. Det er ligesom en satire, der kun skyder tilbage på afsenderen, hvis den rammer helt uden for skiven. Wendts værker handler om noget, der er kvalmende, hvorfor man sjovt nok slipper for at kaste op.

Slå dig selv ihjel

Det hele åbner sig for alvor, når man bevæger sig op ad trapperne og ind i anden fase. Her danner 10 forhæng, med det samme tryk af demonstrerende mennesker fotograferet bagfra, ikke blot en labyrint, men en direkte reference til de spejlinger af gallerigæster, der blev spejlet i værkerne i første fase af udstillingen.

Først møder man det håbefulde menneske, der søger de store erkendelser. Her- efter blander man sig med det håbefulde menneske, der reagerer på erkendelserne og sammen går mod lyset, det udefinerbare håb forude, man aldrig møder, og som altid vil være der.

Menneskene på billederne er fra COP15-demonstrationerne; de bare gik og gik forventningerne i vejret, og selv nu, hvor intet blev indfriet, går de stadig med retning mod omvæltninger og bedre tider.

Og ligesom med spejlingerne i første fase er det tydeligt, at det ikke handler om andet end dem selv. Desto mere demokrati, desto mindre indflydelse. Desto flere muligheder, desto mindre handling. Desto flere mennesker, desto mere alene.

Man går gennem labyrinten og uanset i hvilken retning, man vender sig, har alle ansigterne vendt bort. Og selv manden og damen fra Ekstra Bladet tror, at de bare lige skal 100 meter længere frem, forbi dem foran dem, op foran i køen, så ser de lyset og så bliver alt godt igen og knaldene kan starte forfra.

Wendt kunne have nøjes med at slukke lyset i galleriet og slibe den nederste tredjedel af de to store ruder ud mod gaden. Eller han kunne have blevet helt væk. For intet vil blive forandret. Intet vil ske.

Kunsten har sat sig i et selvfedt hjørne, menneskene går mod et lys, der ikke findes, og du og jeg har for travlt med at kigge på os selv.

Gør som Rothko, slå dig selv ihjel, før du dør af at leve. Eller gør som Wendt. Træk på skuldrene, imens du producerer og forvent succes og gennembrud. Vi ses på den anden side.

Gray Trampled Glass, Gray Snow hos Galleri Christoffer Egelund, Bredgade 75, København til den 19. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu