Læsetid: 2 min.

Når formen tager magten

The Bad Plus er virkelig bad, når det kommer til egentlig improvisation
22. februar 2011

Det begyndte med et stykke fra Stravinskys Apollon- musik rytmisk skubbet frem, som var det en Bach-partita, men sidenhen under koncerten i Copenhagen Jazzhouse afholdt Bad Plus-trioen sig fra de stykker musik, den har for vane ofte at hente i andre genrer, og hengav sig til titler af egen avl.

Det betød imidlertid kun lidt for det overordnede indtryk, de tre herrer pianisten Ethan Iverson, bassisten Reid Anderson og trommeslageren David King efterlod: At det oprindeligt overrumplende og senmodernistiske formsprog ikke længere kan skygge for, at der foregår alt for lidt jazz- mæssigt i musikkens udfoldelse.

Når man undtager første sæts afsluttende nummer, hvori Iverson uden gustne overlæg begav sig ud i en udforskning af temaet, var publikum henvist til trioens efterhånden kendte og mener denne iagttager alt for velkalkulerede blanding af stærkt skabelontro forløb og virtuost dynamisk styret ekspressivitet. Hvad der forekommer spontant, er det ikke, og hvad man lidt højtideligt kunne kalde selve jazzens væsen er svigtet allerede på tegnebrættet og hjemme i øvelokalet.

De er skam glimrende musikere Kings uortodokse spil er en bedre sag værdig, og Iversons harmoni- forståelse bereder stadig overraskelser men for mig er det, som om trioens forsøg på at slå igennem med en ny friskhed i formen paradoksalt nok berøver den den friskhed i tolkningerne, vi efterlyser, når vi har den foran os på scenen.

Vor tids Brubeck

Mens jeg sad og spekulerede på, hvordan især Iverson kan være så udspekuleret og så ublufærdigt corny i sine virkemidler, kom jeg til at tænke på ham som vor tids Dave Brubeck et billede, jeg tillader mig at finde bedre end The Guardians om, at trioen spiller jazz, som Coen-brødrene ville foretrække det.

Hvis man imidlertid anskuer den nu mere end 10 år gamle formation mere fænomenologisk, kan man have fornøjelse af dens seneste cd, der også kun rummer egne kompositioner (en del af dem spillet i Jazzhouse), og som understreger, at der skam skal en god del musikalsk begavelse til at ramme dette sprog, der synes at forene jazzen med ny amerikansk partiturmusik, minimalisme (Babbitt og Reich har ikke levet forgæves) og rockrytmik men i hvilket der altså kun er plads til en meget afmålt portion egentlig improvisation.

Trioens næste projekt bliver at fungere som rytmegruppe, når Hessischer Rundfunks big band i Frankfurt spiller Jim McNeelys arrangementer af dens musik. På forhånd har Iverson og McNeely i hvert fald den musikalske begavelse samt et lærer-elev-forhold til fælles. Dét kunne måske lokke jazzmusikeren Iverson frem. Sker det, har tyskerne vundet igen.

The Bad Plus, Copenhagen Jazzhouse i fredags The Bad Plus: Never Stop, cd (EmArcy/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu