Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nordkraft i junkiesize

Ejersbos roman mangler en egentlig dramatisering på Teater Nordkraft. Men skuespillerne flipper ud og koger og syrer med charme og pusherflair
Kultur
5. februar 2011

Nordkraft er en kolos. En gigantisk betonfirkant, der ligger lige dér, hvor byen tipper i havnen: Aalborgs stolte kendingsmærke, der er gået fra elværk til kulturværk. Teater Nordkraft er husets nyåbnede kulturinstitution - en fusion af Jomfru Ane Teatret og Jako-Bole Teatret, men et teater uden skuespillerensemble. Spillerne hyres fra forestilling til forestilling, og ellers fungerer teatret som gæstespilsscene. Til gengæld har teatret hele fire scener. Watt-salen er den største med 215 pladser, men den er ikke synderligt fancy. Bare en sort box med fleksibel publikumsopbygning. Sæderne er ekstra smalle, sådan i junkiestørrelse.

Det er da også Nordkraft, der er teatrets første prestigesatsning. Vel at mærke spillet af Aalborg Teaters skuespillere, så det er lidt svært at definere noget særligt 'nordkraftagtigt' ved forestillingen, der er iscenesat af den russisk-uddannede nordmand Hans Henriksen og dramaturgen Jens Christian Led - lidt som en teaterkoncert og lidt som en performance. Alligevel er forestillingen først og fremmest en live-oplæsning af Jakob Ejersbos roman. Skue- spillerne går simpelthen rundt på betonen med hvert sit eksemplar af den gule paperbackudgave med små memosedler.

Måske er det derfor, at forestillingen ikke løfter sig til et selvstændigt værk oven på bogen. En roman bliver ikke til et drama, slet ikke når man bare læser op fra spredte steder i små tre timer.

Sådan lyder det i romanen:

»Han røg fire bonghoveder uden at ændre opførsel af den grund - Lisbeth syntes, at hun blev skæv bare af at indånde luften. Det var første gang i flere år hun havde set ham være så klar i hovedet - og rolig; hun blev nødt til at spørge.

'Thomas, hvorfor gør du det?' Han misforstod hende.

'Ryger bong?' spurgte han overrasket.

'Nej,' sagde hun, 'tager alle de ... stoffer?'

'Kedsomhed?' foreslog han og trak på skuldrene.«

Disse ord siges på scenen. Men samtidig demonstreres de også. Hvert eneste ord. Og så dør ordene altså som teater.

Humor og desperation

Alligevel giver formen de 16 skuespillere en stand-up- agtig chance for at score et solotrip. Mest charmerende er den nyuddannede Hadi Ka-Koush, der giver rollen som Hossein den herligste humor. Her er en mand med stort M; han er omsorgsfuld over for damerne, han går med pistol, og han tilpasser sin accent til situationen. Sådan. Hadi Ka-Koush får alle til at le, midt i den social- realistiske trøstesløshed.

Josephine Nørring fascinerer også som den psykisk ustabile Tilde. Når hun klatrer op til toppen af Aalborg Tårnet, er det ligesom at være der selv. Også fordi Nikolaj Bjørn-Andersens Steso holder hende i hånden på dén der junkiemåde, som man hverken kan stole på eller lade være. Hans Steso er vildt begavet og har et godt, jaget blik i en krop, der dunker både af stoffer og eksistentiel desperation.

Laura Kold griber til skæbnetolkningen af pigen Lisbeth, der får kvast sit ben i en bilulykke - jordnær og kærlighedssulten, ligesom Carsten Svendsen formår at skabe et stærkt tragedie- portræt af junkien Svend, der forsøger at flygte til København. Alle er på et-eller-andet. På nær lige Anders Mommes bløde Allan med trommetrang, der prøver at kæmpe sig fri af fortiden - og som drømmer om at invitere Amira Jasmina Shalaby Jensens stejle Maja ud at sejle. Og så er der Marianne Høgsbros alkoholiserede overflademor med fine vokaler og rødvinsplet på blusen - og Martin Schwabs belæste far, der hovedsagelig skal træde i aktion som udsmider til sin egen søns begravelse.

Råben og skrigen

Hvad der sker? Performerne styrter rundt mellem gulvmikrofoner og neonrør på sorte vægge, som skuespillerne terapeutisk bemaler med kridtcitater fra Ejersbos bog. Den scenografstuderende Mie Riis har skabt et effektivt menneskeakvarium på midten af scenen som symbol på den isolation og sanseforvrængning, som junkierne rumler rundt i. Derudover er der masser af råben og skrigen - og et selvbestaltet rockorkester i hjørnet. Jovist. Men som stimulansmix er forestillingen ret anstrengende. Forestillingen Nordkraft er altså desværre ikke blevet nogen ny, dramatisk kolos i dansk scenekunst. Nærmere bare teater i junkiesize.



Nordkraft: Baseret på Jakob Ejersbos roman fra 2002. Iscenesættelse: Hans Henriksen. Dramaturgi: Jens Christian L. Led. Scenografi: Mie Riis. Til 19. marts. www.teaternordkraft.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her