Læsetid: 4 min.

Nymfoman eller mytoman?

Highschool-komedien 'Easy A' sender morsomt en forrygende Emma Stone på afveje i en Juno-kæk variation over romanen 'Det flammende bogstav'
Highschool-komedien 'Easy A' sender morsomt en forrygende Emma Stone på afveje i en Juno-kæk variation over romanen 'Det flammende bogstav'
3. februar 2011

Ungdomsfilm er aldrig rigtigt, som de var en gang. Som voksen har man klassiske scener med sig fra sin ungdom, som det er stort set umuligt for andre film at overskygge. For nogle er det smukke navler og pindemadsdramaer fra danske film, for andre John Hughes-film som The Breakfast Club eller Cameron Crowes Say Anything med John Cusack og en serenade-ghettoblaster. Minderne står som milepæle, og selv om nye generationer af filmskabere forsøger med friske bud på ungdomsfortællinger til en ny tid, bliver det bare aldrig helt det samme.

Will Glucks charmerende high school-komedie Easy A vælger effektivt at vende den evige ungdomsnostalgi til sin fordel. På den ene side fortæller filmen en sjov og smart historie til et ungt publikum, som med mobiler og webcams som redskaber nu slås med de evigtgyldige udfordringer forbundet med den første kærlighed og det svære spring til voksenverdenen. På den anden side forankrer filmen sikkert sin historie i en tradition af populære high school-klassikere og leger med en litterær inspirationskilde, som giver det voksne publikum et nostalgitrip og følelsen af flere lag.

Easy A kan med fordel grines af sammen på tværs af generationer. Ikke mindst fordi humoren aldrig er ondskabsfuld. Filmen vælger bevidst at opbygge et uskyldigt univers og holde tonen legende, i stedet for at lade historiens temaer hive humoren over i den mere platte og grovkornede ringside.

Real-time rygter

Ligesom Jason Reitmans Juno gav en glansrolle til Ellen Page, er hovedrollen som Olive Penderghast i Easy A lavet af det stof, som gør lovende skuespillere til stjerner. Emma Stone kommer charmerende og selvsikkert igennem det meste af registret som teenageren Olive, der en dag lyver sin weekend mere vovet, end den var.

Egentlig tilbragte hun weekenden alene hjemme. Eller ikke helt alene, for i en af de sjoveste tidsmontager på lærredet længe, får vi lov at se, hvordan hun gradvis syrer stadig mere ud i selskab med sangen »Pocket Full of Sun-shine« fra et selvspillende kort. Den bedrift er imidlertid ikke noget at prale af, når ens blonde veninde mandag morgen spørger til weekendens højdepunkter. Derfor lyver Olive sig til en hot affære med en ældre fyr.

Den løgn bliver overhørt af skolens selvudnævnte frelser (Amanda Bynes), og Will Gluck filmer fermt, hvordan rygter spredes med få kliks hastighed på skolen. Snart ved alle, at Olive er en tøjte, og i stedet for at dementere, bestemmer hun sig for at ride højt på opmærksomheden.

A for anderledes?

Den lille løgn fører en uventet udvikling med sig. Skolens outsidere begynder at kontakte Olive for at høre, om hun nu kan hjælpe med deres rygte. I en scene, som er blevet kaldt den bedste erstatningsorgasme siden Meg Ryans restaurantryster i Da Harry Mødte Sally, hjælper hun en homoseksuel ven ved at lade som om, at de er sammen til en fest. Dermed fremstår han som normal, slipper for at blive mobbet og kan overleve skolehelvedet. Der er gang i den, når et klimaks bliver hoppet i sengen og banket på væggen, men der er også en alvor under overfladen, når Olive siden fortsætter med at hjælpe en overvægtig dreng med at få et ry som attraktiv.

Den kvikke Olive tror, hun har situationen under kontrol, og bestemmer sig udfarende for at få sin tøjstil til at matche sit nyfundne image. Inspireret af engelsktimernes læsning af Nathaniel Hawthornes roman Det flammende bogstav syr hun et stort A (for Adulterous) på sit nu udfordrende tøj. Uden på nogen måde at være en adaptation af romanen spiller filmen løbende op mod dens skildring af en kvindes skæbne i det 17. århundredes puritanske Boston og bruger klip fra filmversioner af bogen i nogle af de temposkabende, narrative sidespring undervejs.

Som i Amy Heckerlings Jane Austen-pastiche Clueless med Alicia Silverstone som Emma giver referencerne en sjov spejling af skolegårdens mikrokosmos, og selv om der er langt fra inspirationskilden til filmen, tilbyder bogen en retning til en historie om at udfordre de gængse normer.

Også for voksne

Naturligvis må Olives efterhånden mange løgne få konsekvenser. Bert V. Royals ellers rappe manuskript mister lidt af kanten, mens historien skal finde hen til en mainstream morale og en sød fyr til sidst. Undervejs får vi heldigvis lov at nyde voksenverdenens mere eller mindre uheldige tackling af Olives udskejelser (bl.a. hendes excentriske flipperforældre spillet af Stanley Tucci og Patricia Clarkson), og filmen klistrer også et helt umotiveret sangoptrin på for som Olive fortæller i filmens ramme-webcast er det et af de elementer, hun selv elsker, fra forgangne klassiske ungdomsfilm.

Om Easy A selv bliver en nyklassiker må tiden vise. Alt i alt er den en original, men samtidig mere filmstudiepæn lillesøster til den rebelske Juno. I løbet af filmen når man bl.a. at undre sig over, om den forbrugsglade Olives indkassering af gavekort for fiktivt grams er en raffineret leg med eller helt reel produktplacering.

Ifølge Wikipedia har Elsa Gress beskrevet Det flammende bogstavs Hester Prynne som den bedst opfattede og beskrevne kvindeskikkelse i amerikansk litteratur. Det samme kan ikke siges om Olive Penderghast, men den 22-årige Emma Stone leverer et super nice teenageportræt, og Easy A er et friskt, begavet pust fra en amerikansk ungdomsfilmfront, hvor voksne ellers sjældent kan holde ud at se med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu