Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Opgør i dyreriget

Det Sundance-vindende gangsterdrama 'Animal Kingdom' lader en australsk bankrøverfamilie implodere med et rystende råt og godt ensemble
Det Sundance-vindende gangsterdrama 'Animal Kingdom' lader en australsk bankrøverfamilie implodere med et rystende råt og godt ensemble
Kultur
24. februar 2011

Deal or no deal. Til lyden af gameshowet fra skærmen kaster debutanten David Michôd os sikkert ind i sit benhårde drama om en australsk bankrøverfamilies undergang blandt Melbournes forstadsvillaer og flimrende tv-billeder. Den 17-årige Joshua sidder umiddelbart upåvirket foran skærmen, mens ambulancefolk henter hans overdosisdøde misbrugermor ved siden af i sofaen. Da de er gået, ringer han til sin mormor, som fluks kommer og henter ham med et kærligt kram.

Man håber på lidt omsorg, men det står hurtigt klart, at han er havnet i en forbryderbule ledet af en af de ondeste matriarker på film. På overfladen er mor 'Smurf' (Jackie Weaver) altid klar til at smøre en mad og give et lidt for langt kys på munden - men hendes tre sønner er opdraget til at gøre, hvad der kræves af mama, og det udvikler sig i løbet af den overraskende historie til en rystende affære, mens familien imploderer. Der er intet glamourøst over bankrøverlivet i en by, hvor selv politiet er holdt op med at følge reglerne, og man derfor aldrig kan vide sig sikker på gaden. Et uventet mord får effektivt tændt for blusset under et bittert hævndrama mellem politi og røvere. Joshua (James Frecheville) bliver en del af miseren, og for at gøre ondt værre bliver det snart umuligt at holde hans intetanende kæreste udenfor.

Onklernes tackling af kærestens involvering er modbydelig at sidde igennem, og filmen indeholder også et baghold på to uskyldige betjente, som ikke er for sarte sjæle. Historiens brutalitet føles imidlertid aldrig effektjagende, for man forstår hurtigt, at den er en uhyggelig del af det skildrede habitat af alfahanner og deres ofre.

Som titlen indikerer er det i filmens historie bare et spørgsmål om tid, før den sociale arv tvinger én i knæ, hvis man ikke er den stærkeste i flokken. Spørgsmålet er, om den stærkeste er den skruppelløse Pope (Ben Mendelsohn) assisteret af de svagere brødre Craig (Sullivan Stapleton) og Darren (Luke Ford), eller om Joshua har evnen til at navigere mellem onklernes uenigheder og svagheder.

Dus med dyrene

David Michôd skaber en nuanceret fornemmelse af historiens mange karakterer og giver med slowmotion-sekvenser og musik mulighed for at studere disse dyr lidt mere indgående i passager. Historien har mange velkendte elementer fra andre gangsterdramaer, men den fremstår mere hårdtslående, fordi de smarte replikker eller opblødende intermezzoer er fraværende. Joshua tuller med et lettere fraværende udtryk gennem den rodede hverdag, han nu en gang er født ind i, og filmen skildrer nøgternt, hvordan én begivenhed tager en anden, mens alle kæmper for overlevelse i familien såvel som på fortovene.

Efter overvejende at have befundet sig i det klaustrofobiske familiedrama folder filmen sig efter et stykke tid effektivt ud, da den altid seværdige Guy Pearce kommer på banen som retskaffen politimand med sans for, at Joshua måske er det svageste led i forbryderfødekæden. Kombineret med Jackie Weavers Oscar-nominerede præstation som hårrejsende hunløve og det øvrige cast er man i forrygende selskab, indtil filmen slutter lige så hårdt og overraskende, som den lagde ud.

Man kan godt forstå, at Quentin Tarantino har Animal Kingdom som nummer tre på sin top 10 over de bedste film fra 2010, for ligesom han i sin tid debuterede med det overskudscool gangsterbrag Reservoir Dogs, placerer David Michôd sig med denne første film sikkert på den internationale filmscene med et nyt, energisk blik på en velkendt genre. Animal Kingdom virker som et produkt af en tid, hvor selv de få, som mener det godt, ikke aner, hvad der foregår bag deres ryg, og hvor der ikke er nemme deals, selv om sofadrømmen stadig lever. I bund og grund er det nedslående, men som filmoplevelse er Animal Kingdom et udfordrende lyspunkt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her