Læsetid: 4 min.

Prinsessen, superhelten og den virkelig seje

Børnenes leg med roller og idoler spejles i vinterferiens teater. Sjove og syrede og voldelige teaterforestillinger, der også sætter sig i kroppen hos den voksne tilskuer
Ikke overraskende vandt den iranske instruktør Asghar Farhadis film 'Jodaeiye Nader az Simin' årets Guldbjørn.

Ikke overraskende vandt den iranske instruktør Asghar Farhadis film 'Jodaeiye Nader az Simin' årets Guldbjørn.

21. februar 2011

Drømmer du om at være den trofaste ven, der aldrig lader din ven i stikken? Tænker du meget på, hvordan det vil være at have prinsessemagt? Eller har du bare travlt med at blive helt anderledes end din far og mor? Vinterferiens børneteater bød på leg med roller. Og mange af stykkerne kan stadig ses. Morsomt og opløftende teater, men også ironisk og snertende scenekunst.

Vuggestuerollingerne og børnehaveungerne får lov til at glæde sig over gode venner, når de sidder på de små bænke i Det Lille Teater. Da Lille Madsens Hus blæste væk er nemlig en munter lille forestilling om at være hjælpsom. Rikke Wölck har iscenesat Jakob Martin Striids skægge univers, så ungerne jubler, når både en bamse og en harmonika sættes på nødhjælpssnoren op til bjerget, hvor Lille Madsen er blæst op ...

De store børnehavebørn og skolestarterne kan til gengæld lege med roller fra de klassiske eventyr på Zangenbergs Teater. Dramatikeren Jesper B. Karlsen har nemlig leget sublimt med eventyrklicheerne i Rødhætte og Askepot på nye eventyr. Her blomstrer børnenes behov for at lege med helterollerne og med stedmoderondskaben. Og Susanne Bonde styrer intrigerne med sit gøglerattack, så Susanne Storm kun med nød og næppe scorer prinsessekjolen og Henrik Zangenbergs ædle superhelt et kort øjeblik.

Grøn maske

Humøret er også højt hos den superdigitaliserede tegneserieforestilling Greenboy for de store børn på Husets Teater. Her har scenografen Edward Lloyd Pierce og dramatikeren Simon K. Boberg skabt en helt ny superheltefigur, sådan omtrent som en grøn fusion af Superman og Batman. Men Greenboy er også bare en helt almindelig teenager, der skal finde ud af det med pigerne. Og hvordan gør man egentlig, når man forelsker sig i en dukke? Mads Wille flyver i den opfindsomme storbyvideo af Spild af Tid, så synet af Føtex-tårnet på Vesterbrogade aldrig mere vil blive det samme. Og Carl Press har skabt en Stella-dukke, der giver klump i halsen.

Grov Gud

Måske tror man faktisk, at man kommer til at græde endnu mere på Momentum i Odense. For i Voksne kan ikke blive bange for teenagerne er der nok at tude over: Forældre, der svigter. Lærere, der ingenting forstår. Klassekammerater, der mobber. Julie Maj Jakobsens debutstykke har gode scener. Men stykket knækker af for mange ideer. Instruktøren Anne Zacho Søgaard og scenografen Ingvild Rømo Grande har fint anbragt stykket i en skolegaard. Men selv om Mogens Rex spiller decideret uhyggeligt som klassens tykke dreng med jagtgeværet, og Johannes Lilleøre er betagende desperat som den sexnysgerrige ven, så er forestillingen noget rod. Så er der mere hoved og hale på Odsherreds Teaters onemanshow for konfirmander Hva' rager det Gud? Skuespilleren Henrik Ipsen genspiller her sine teenagefølelser i en stand-up-version af Thomas Wivel. Provokationerne vælter ud om Vorherre, og så går der ellers våde morgenlagener i beretningen om at være teenagedreng i en religiøs verden af i går. Teenagetilskuerne stirrer beundrende på Ipsen: Troshelte er sjældne! Men det er voldshelte også. På Svalegangen i Aarhus spiller Morten Bo Koch drengen fra Jan Guillous kostskolemareridt Ondskaben. Altså drengen, der er blevet tæsket af sin far hele sin barndom, og som derfor slår videre i skolen - lige indtil hans stædighed går ud over en af hans kammerater. Morten Bo Koch spiller soloen på underdrivelsens smerte. Aldrig røber han, hvor ondt slagene gør. Og i Mikkel Harder Munck-Hansens stille, nøgne instruktion bliver både 'klassens stærke dreng' og 'skolens tykke pacifist' til rollemodel for de teenagerne. Begge levendegjort af Morten Bo Koch med de stærke overarme, der kan tage mindst 100 armbøjninger, men som kommer til kort, når de knuger sig om knæene af lutter kærlighedssavn.

Så pyha. Det er godt nok enklere at sende en bamse til Lille Madsen end at give forsinket kærlighed til en kostskoleteenager. Men det er skønt, at både helteroller og skurkeklicheer spilles frem sådan en vinterferie. Til fri drømmebrug.



Da Lille Madsens hus blæste væk. Tekst: Jakob Martin Striid. Dramatisering og iscenesættelse: Rikke Wölck. Scen.: Lisbeth Burian. Musik: Jan Rørdam. Dukker: Paul Arne Kring. Det Lille Teater i Lavendelstræde, København. Til 8. maj. For de 2-5 årige.

Rødhætte og Askepot på nye eventyr. Tekst: Jesper B. Karlsen. Instr.: Torkild Lindebjerg. Scen.: Johan Kølkjær. Zangenbergs Teater i Pilestræde, København. Til 27. marts. For de 6-10 årige.>

Greenboy. Tekst: Simon K. Boberg. Idé, instruktion og scenografi: Edward Lloyd Pierce. Dukker: Carl Press. Video: Spild af Tid. Overhuset på Halmtorvet. Fra 10 år - eller 14 år. Til 26. februar.

Voksne kan ikke blive bange. Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instr.: Anne Zacho Søgaard. Scen.: Ingvild Rømo Grande. Teatermomentum, Teaterhuset i Odense. Til 4. marts. Fra 13 år.

Hva' rager det Gud? Tekst: Thomas Wivel og Mei Oulund. Instr.: Thomas Wivel. Scen.: Marie Rosendahl Chemnitz. Odsherred Teater på turné til 23. februar. Fra 12 år.

Ondskaben. Tekst: Jan Guillou. Overs: Michael Ramløse. Iscenes.: Mikkel Harder Munck-Hansen. Randers Egnsteater. Gæstespil på Svalegangen, sidste dag i lørdags. Turné. Fra 14 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu