Læsetid: 1 min.

Sanctum

’Sanctum er en højteknologisk ’one trick pony’ af en film
’Sanctum er en højteknologisk ’one trick pony’ af en film
24. februar 2011

At James Cameron har været executive producer på 3D-dramaet Sanctum forklarer måske, at den lider af nogle af de samme svagheder som Avatar: Klodsede og uinspirerede replikker, en hovedrolleindehaver (den mælkehvide yngling Rhys Wakefield) uden udstråling og figurer, der på ingen måde matcher 3D-formatets dybde.

Filmen handler om et far-søn-opgør, der udspiller sig i nogle gigantiske grotter, som en flok vovehalse er i færd med at udforske. Et par af dem er ved start kæphøje på den umiskendeligt hybrisagtige måde, så fuldt forudsigeligt viser Moder Natur sig kort efter fra sin bitchy side, og de må kæmpe for livet i de labyrintiske underjordiske gangsystemer. I rollen som hovedpersonens radikalt egenrådige far udviser Richard Roxburgh en enstrenget machoråstyrke, som – mest på grund af manglende konkurrence fra det øvrige hold - er filmens største kød og blod-attraktion.

Sanctums 3D-effekter er ofte imponerende at skue, men i det lange løb (110 minutter) er der slet ikke wow-effekt nok til at aflede opmærksomheden fra de mange mangler.

Ej heller hæver den tunge religiøse symbolik, som titlen varsler om, filmens intelligensniveau.

Manuskriptforfatterne skal dog roses for at give tilskueren en fornemmelse af hele grottedykker-tingen inklusiv dens særlige jargon. Men ganske som Avatar fremstår Sanctum til slut som en højteknologisk one trick pony af en film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu