Læsetid: 3 min.

Skilsmissens brutale lykke

Bergmans kærlighedscentrifuge drejer lystigt på Århus Teater med Morten Kirkskovs fænomenale ærlighedstolkning af 'Scener fra et ægteskab'
Bergmans kærlighedscentrifuge drejer lystigt på Århus Teater med Morten Kirkskovs fænomenale ærlighedstolkning af 'Scener fra et ægteskab'
14. februar 2011

Det er både forfærdeligt og vidunderligt at være i Bergman-land. Det er brutalt, men det er også kærligt. Det er kynisk, men det er også fordomsfrit. Og det er grotesk morsomt.

Nu har instruktøren Morten Kirkskov skabt en opløftende fortolkning af Scener fra et ægteskab på Århus Teater, hvor man som tilskuer både griner og får våde kinder og ondt i maven på samme tid. Fordi forestillingen rammer kærlighedskampen så rent.

Den livskloge Morten Kirkskov har forsigtigt fjernet al hørmen af 1972 fra stykket og gjort det tidløst. Og han har skuret det rent for alt andet end dets to hovedpersoner. Dermed bliver forestillingen næsten lige så fritsvævende barsk som Simon K. Bobergs iscenesættelse af Peter Asmussens Ingen møder nogen, der løftede sæsonens kærlighedsteater sidste år. Næsten.

For Bergman er faktisk blidere. Hos ham ligger nåden på lur. Egentlig ville man ikke blive forundret, hvis tilgivelsen også dukkede op på et tidspunkt. For i Bergmans kærlighedsverden er det kærlighedens uundgåelighed, der er grundvilkåret.

Uanset hvor meget had og hævn, der vikles ind i Bergmans ægteskab og skilsmisse, så er det samhørighedens paradoksale omsorg, der bliver skilsmissens vinder: Uanset hvor voldsomt denne Marianne og denne John bliver skilt, så bliver de bagefter ved med at mødes. Som om de igen og igen bliver nødt til at mærke følelserne for hinanden blusse op - så de igen kan støde dem fra sig.

Skuespillercastet er forrygende: Smukke Stine Stengade og charmerende Jens Zacho Böye. Kemien mellem dem er bare rigtig. Musikaliteten svinger. Hævntrangen er jævnbyrdig. Og filmbillederne af Liv Ullmann og Erland Josephson fortoner sig lige så stille.

Raffineret spændvidde

Stine Stengade og Jens Zacho Böye spiller disse roller som to perfekt almindelige mennesker fra et sted i karrieredanmark. De er selvoptagede og følsomme. De er løbet sur i hinanden, men de er samtidig ude af stand til at gøre sig fri af hinanden. De gør ellers, hvad de kan. Han finder den obligatoriske, yngre model, og hun finder en hævnelsker. De skilles, årene går, børnene bliver store. Men det ændrer ligesom ikke noget. For de hører alligevel sammen.

Stine Stengade har en raffineret spændvidde som kvinden. Underskøn og alligevel helt ordinær. Perfektionist og samtidig revolutionær. Silkeunderkjole inderst, jakkesæt yderst - og dekorative hårtjavser til det hele. Stengades teaterspil får alverdens nuancer, og hendes stemme leger med klangen, så den dynamisk fletter sig ind og ud af Jens Zacho Böyes drilske, underdrevne replikleg.

Böye spiller urmand: Han følger sin pik. Sådan. Ud med overjeget. Hans krop navigerer for ham og for hans livsstil, der udefra set måske bare ligner uansvarlig egomani. Böyes tolkning bliver imidlertid interessant, fordi han på ingen måde forsøger at forsvare sin selvoptagede mandefigur. Han udstiller sin adfærd helt fordomsfrit - med handyrets uhelbredelige magnetfokus, hver gang der løber et nyt hundyr forbi. Skægstubbe og undertrøjemave eller ej. Samtidig viser han lige akkurat så megen spontan ømhed over for Stengade, at man alligevel tror på, at hun ikke har skubbet ham ud af sit nænsomhedsblik forlængst.

Humor og grantoppe

Morten Kirkskovs iscenesættelse er en hyldest til ærlighedens teater. Til en spilleform uden forstillelse, men også uden overdramatisering. Med dulmende Ravel-toner i baggrunden og en sviende jeg-kan-ikke-falde-i-søvn-op-ad-dig-mere-koreografi i humoristisk udrullede dyner.

Scenografien af den unge Rebekka Bentzen er egentlig bare en fortsættelse af Scala-rummets træplader: Egetræ i vinkeldesign. Men efterhånden forskydes nogle af trælamellerne, så man kan se himlen udenfor på et gigantisk videobillede af den store, nordiske nattehimmel. Her driver sorte skyer hen over granerne mod den mørkeblå horisont.

I denne himmel samles tilskuerens følelser, uanset om man er kærlighedsdebutant, i kogende skilsmisse eller om man knap kan se sin egen kærlighedsfortid for lutter ar.

Dette himmeludblik er et visuelt scoop, der får tilskuernes kærlighedslængsel til at pege lige ud i stjernerummet bagefter. Med Bergman som trøster.

'Scener fra et ægteskab'. Tekst: Ingmar Bergman. Oversættelse: Lars Kjeldal. Bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov. Scenografi: Rebekka Bentzen. Lys: Sune Munk Schou. Lyd: Kim Engelbredt. Scala til 12. marts. kr. 260. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu