Da Erica 'Eiffel' giftede sig med sin kæreste, Eiffeltårnet, i 2008 var det for at promovere sin orientering, 'objectum sexuality': Et romantisk begær for broer, højhuse og træer frem for kedelige, kødelige homo sapiens. Jeg er ikke selv, tror jeg, objekt-seksuel, men der er noget voldsomt fascinerende objektsexet over det skønne Moreton Bay-figentræ i Julie Bertucellis The Tree.
Perfekt 'castet' og mesterligt filmet er 'træet større end livet' – både for filmens karakterer og for det billedslubrende publikum. Ikke siden sandet i Teshigaharas Kvinden i sandet (1964), der vitterligt efterlod én med en knasklar følelse af sandhed, har et naturobjekt kurret sådan til mig.
Far-spøgelset insisterer
Peter (Aden Young) får en dag et hjertestop på vej hjem fra arbejde i det australske ødeland. Han bumper ind i familiehusets træ i sin truck og er død. Alt er med denne udånding forandret. Familiens ældste søn forsøger at drikke sin indre patriark frem af farens efterladte årgangs-whisky. Den abenuttede yngste nægter at tale.
Otte måneder senere – som i Cameron Mitchells aktuelle familiesorgdrama Rabbit Hole – kæmper den sorglammede mor, Dawn (Charlotte Gainsbourg), sig ud i den omvæltede hverdag og møder straks en ny mand, George (Marton Csokas). Men den lille fars-pige Simone (Morgana Davies) vedbliver at tro, at faderens ånd nu er i træet, og hun bebor det og betror sig til det.
Med denne projektion begynder far-spøgelset atter at insistere. Figentræet vokser langsomt og faretruende som en kræftsvulst. Det arbejder sine gamle rødder ind under familiens skrøbelige hus, vipper fortrappen op, blokerer vandrørene og lader en død kæmpegren tonse ned i Dawns soveværelse og lægge sig besidderisk i hendes seng.
Dawn, der halvt leger med på datterens far-fantasi, falder med barnlig hemmelighedsfuldhed i søvn omfavnet (objektseksuelt?) af de grenede arme. Hun ved, at træet må væk. Den forelskede George insisterer på at stå for likvideringen. Dawn nænner det ikke rigtigt.
Klæg før-døds-idyl
Hvor perspektivet i romanforlægget, Judy Pascoes Our Father Who Art in the Tree (2002), tilhørte lille Simone, er det i The Tree bredere fordelt, men ingen i den sørgende familie bider sig rigtigt fast. Naturen er på alle måder større end menneskene, for fire børns sorgmønstre er næsten for meget at holde nærværende i en filmatisering.
Lille Morgana Davies som gammelkloge Simone er rørende bedårende, men hun kan ikke fuldt ud bære alle de tonstunge, romanagtigt finurlige barnesandheder, som hun lægges i munden. Den hysteriske nabokone er en for nem parodi på landsbylivets petitesseknepperi, og i en tvangsvittig dialog mellem hende og Dawn, der lister fnisende rundt oppe i træet om natten, afslører bleg-alvorlige, underligt fjerne Charlotte Gainsbourg den svage komiske timing, som man med nervøse tics erindrer fra tidligere film, ikke mindst den romantiske komedie Prête-moi ta main (2006).
Filmens prolog med før-døds-idyl, som Rabbit Hole udmærkede sig ved ikke at inkludere, er desuden klæg: Et ægtepar med fire børn i fniseforelsket hængekøjetumlen? Hmm ...
Omvendt rækkefølge
Filmens ægte styrke er og bliver altså den subtilt symbolske iscenesættelse af en farligt dragende natur. Julie Bertucellis motivation for at lave The Tree var, har hun fortalt, lysten til at lave en film om et træ først herefter fandt hun historien.
Det mærker man også selvom debuten, den sorthumoristiske Cannes-vinder Da Otar rejste (2003), også handlede om familiesorg og substitution. Naturfascinationen adskiller sig fra den naturmysticisme, som karaktererne i deres uhåndterlige sorg klamrer sig til. Man tror ikke, at far er et figentræ, men naturen er helt sikkert noget og andet end blot symbolsk. Den insisterer.
Som når en hyggelig hær af kvækkende frøer kæmper sig op af lokummet til børnenes hvinende fryd. Som når en flagermus med bløde, runde øjne blafrer ind i køkkenet til Dawns oplivede dødsangst. Og som når det billedskønne Moreton Bay-figentræ – oh, hvilken mystisk, dragende gigant, der fortjener en Oscar for bedste (mandlige) objekt – kaster sig omfavnende og kvælende ud efter The Trees små sørgende, kødelige mennesker.
