Læsetid: 1 min.

Et talent, der siger Spang to

Det er særegent fotogene Jonatan Spang, der står for de bedste øjeblikke i komedien ’alle for én’
Det er særegent fotogene Jonatan Spang, der står for de bedste øjeblikke i komedien ’alle for én’
10. februar 2011

Krimikomedien Alle for én er lavet af instruktøren bag den rædselsfulde farce Julefrokosten, så det ædle anmelderprincip om ikke at være forudindtaget blev ordentlig sat på en prøve den morgen. Det var dog en betragteligt lettet anmelder, der 83 minutter senere rejste sig fra biografsædet.

Alle for én har nemlig noget, Julefrokosten ikke havde: Særegent fotogene Jonatan Spang, der ubesværet forlener alt, hvad han deltager i med dynamisk charme, intelligens og spidsfindighed. At han her er castet mod type som halvhård banan, lader ikke at have været en udfordring overhovedet. Faktisk er filmens bedste øjeblik det, hvor hans figur – med en fysisk autoritet, man ikke ville have troet kunne rummes i Spangs spinkle legeme – på drilsk-sadistisk vis kastrerer en anden mand mentalt.

Når Alle for én fremstår så ujævn, er det blandt andet fordi Spangs tilstedeværelse på et lærred er stærkere end de øvrige tre primære medvirkendes (Jon Lange, Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg) tilsammen. Kun smukt ældede Rutger Hauer – stunt-castet i skurkerollen – matcher ham i udstråling.

Plottet centrerer sig om fire barndomsvenner, hvoraf tre blev tyveknægte og den fjerde strisser. Sidstnævnte indleder en uhellig alliance med tyvetrioen, da han er forhippet på at knalde en narkosmugler, som hans ellers knivskarpe chef på lidet troværdig vis er overbevist om, har purt mel i posen.

Nogen mesterlig manuskriptforfatter er Øgendahl med andre ord ikke. Præmissen om de fire figurers fælles fortid kunne være foldet mere effektfuldt ud, og Øgendahls egen figur minder en del om det tungnemme sludrechatol, han spillede i instruktør Rasmus Heides Blå mænd. På dialogfronten disker han op med alt fra det vulgære og uinspirerede (»Hvis du slikker mere røv på ham, bliver han forkølet«) til det aldeles uimodståelige (»Moderbinding? Er det det samme som en kællingeknude?«). Altså ikke noget katastrofalt resultat denne gang, men plads til forbedring er der så sandelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu