Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Den tristeste af alle verdener

I John Cameron Mitchells 'Rabbit Hole' er der ingen parallelverden at kravle ind i, efter sønnens død. Her skildres et ægtepars postkatastrofale tilværelse og den tonstunge vej frem, der trods et par nemme tudefix smukt viser overlevelsens tålmodighedsakt
I John Cameron Mitchells 'Rabbit Hole' er der ingen parallelverden at kravle ind i, efter sønnens død. Her skildres et ægtepars postkatastrofale tilværelse og den tonstunge vej frem, der trods et par nemme tudefix smukt viser overlevelsens tålmodighedsakt
Kultur
3. februar 2011

Hvis der nu ude i det uendelige univers var tusinder af udgaver af Becca (Nicole Kidman) - én der stod og bagte pandekager, én der tog sig et bad - så ville den, hvor hun sidder på en parkbænk og snakker med unge Jason (Miles Teller), være den tristeste af dem alle, siger hun.

Hendes lille søn blev kørt ned lige udenfor familiens hus. For hende og ægtemanden Howie (Aaron Eckhart) vil ingen udgave efter det føles rigtigt 'rigtig' igen. Sådan en verden er svær at være bænket fast til.

John Cameron Mitchells filmatisering af David Lindsay-Abaires prisforgyldte teaterstykke Rabbit Hole dumper os ned i denne sorgtilslørede tilværelse. Det er et farligt følsomt tema at lave film om. Man kan tonse ud i dæmoniserende vanvid (Antichrist), i hallucinerende gys (Rødt chok) eller i actionpakket vendetta (Face/Off), men Rabbit Hole bliver med tålmodighed og humor i virkeligheden - i den ubærlige, plotløse virkelighed otte måneder efter ulykken.

Becca er her en køligt sørgende, sex- og gruppeterapisky tvangskagebager, der fnyser af sin bøvede, gravide søster og sin ynkværdige mors råd (Dianne West). Howie vil konfrontere minderne og sorgen og frustreres over Beccas utilnærmelighed.

Fnis og sorgporno

Vi er lysår fra de groft underholdende universer i Mitchells queermusical Hedwig and the Angry Inch (2001) og den 'real sexede Shortbus (2006).

Mitchell virker som bestilt af producer Kidmans Blossom Films til at garnere med de 'smil gennem tårer', som han leverede i sine kultdyrkede gennembrud.

Fniset får tiltrængt plads, da Howie med en anden forælder, Gaby (Sandra Oh) får et barnligt potskævt grineflip over en småkagegnaskende fars triste historie under gruppeterapien.

Filmen undviger alligevel ikke helt den oplagte fare for overdoseret 'snot gennem tårer' - især i et flashback til ulykken i slowmotion: Nicole Kidman med (Oscar-kurtiserende) opspilede øjne, en mund, der lydløst runder sig om et »nooooooo«.

Her svigter filmen, for et nemt dramatisk tudefix' skyld, sit ellers så brave ærinde om at blive i den evighedstunge postkatastrofes udrama.

Én dag ad gangen

Når Aaron Eckharts ulykkelige vrede eksploderer i små håbløse udladninger, fungerer det anderledes knugende.

For når brølet ophører, er huset der jo bare stadig - og den kølig-triste hustru er der, og påmindelsen og tabet. Filmen er stærkest i denne anerkendelse.

En sorgproces når ikke sit dramatiske klimaks. Der findes ikke noget kaninhul, der kan føre én til en sjovere verden. Man kan ikke bage eller bede eller bolle sig ud af tabet. Det bliver hos én, først som en ubærlig tyngde, senere som en udholdelig én - en »sten i lommen,« som Beccas mor udlægger det i et enkelt fordomsfrit øjeblik mellem de to. Og forude er der så dage. Én dag ad gangen. En grillfest. En gave, der skal pakkes ind. Det viser filmen smukt.

Der er en enkelt berø-ring, man igen kan nyde. Sønnens hund, som stadig skal luftes.

Og så er der den unge fyr Jason (rystende sympatisk spillet af Teller) på bænken. Han har sin egen tragiske rolle i historien. Hans sci-fi-tegneserie Rabbit Hole om parallelle universer skal man ikke, siger han, lægge for meget i. Virkeligheden, viser filmen, og det er det, der gør den seværdig, findes kun i én version.

Det er den, man dag efter dag, og på godt og på ondt, er bænket fast til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her