Læsetid: 3 min.

Tusind og én eventyrlige orkesterfarver

Rimskij-Korsakov gav de andre komponister eftertrykkeligt baghjul ved DR's torsdagskoncert. Hans 'Sheherazade' funklede som et sandt mesterstykke i berusende instrumentationskunst
26. februar 2011

Det er i bund og grund dirigenten man må takke for en sådan aften. For det var ham der igangsatte, justerede, animerede og inspirerede de 100 musikere i Rimskij-Korsakovs pragtværk
Sheherazade.Michael Schønwandt og Radiosymfonikerne var et perfekt match efter pausen i koncerten, hvad de måske ikke havde været i samme grad forinden i Waltons bratschkoncert og et nyere stykke af den hos os ukendte Brett Dean. Men lad mig gøre Rimskij færdig, for hvor er der meget godt at fortælle om.

Fremragende blæsere

Orkestersuiten
Sheherazadeer ikke en direkte oversat fortælling om prinsessen fra 1001 nats eventyr; Rimskij-Korsakov ønskede blot at skabe en abstrakt, arabisk eventyrverden, men accepterede dog på råd af kolleger at give satserne nogle titler, der pegede hen på konkrete eventyr som Sinbad Søfareren. Rammen er også ganske konkret, eventyret om sultan Shahriar og prinsesse Sheherazade. De har hvert sit tema, hun så at sige levendegøres af koncertmesterens tilbagevendende soloer, fortryllende og virtuost spillet af den fagre Christina Åstrand.

Michael Schønwandts vision gik i høj grad på den rent musikalske fortælling, der var konstant fokus på at 'harmonisere' den særegne blanding af solistisk aktivitet og orkestrale begivenheder. Rimskij-Korsakovs geniale instrumentationskunst åbenbarer sig netop i dette tidevand, en suveræn letvægtsbehandling af et enormt orkesterapparat, som nådesløst udstillede de håndværksmæssige mangler hos Walton og Dean.

Sheherazades solistiske melodier er temperamentsfuldt elegiske og præget af stor rytmisk fleksibilitet, en smag i retning af hvad man kan opleve i den orientalske sufimusik, og bevare mig vel hvor Radiosymfonikernes blæsere excellerede i disse recitativiske monologer hen over diverse changerede klangtæpper i strygerkorpset. Fagotten, oboen, klarinetten, fløjten, basunen, trompeten - de var alle fremragende. Men også orkestret som sådan blev sat i søen som en smidigt opererende organisme, takket være Schønwandts imponerende greb om partiturets mange temposkift og klangvariationer.

Den unge russiske stjernebratschist Maxim Rysanov er
talk of the towni andre hovedsteder, og man forstod da godt hvorfor, da han rullede sig ud i Waltons koncert. Rysanovs klang er fyldig, varm, farvemættet, kort sagt utrolig smuk og hans teknik ikke mindre beundringsværdig. Bratschister har ikke mange store koncerter at optræde med, Waltons er en af dem, men det kan diskuteres, hvor stor den egentlig er. Den er fra slutningen af de brølende 20'ere, komponeret af en 27-årig upcoming
modernist, som alligevel viste sig at være en uforbederlig romantiker. Prokofjev spøger i scherzoen, men der hvor Walton finder sig selv er snarere i den melankolske mildhed i koncertens åbning. Under alle omstændigheder er den lange finale en mager omgang og så tungt instrumenteret, at man kunne have anbefalet Walton at have læst dybere i Rimskijs lærebog i instrumentation. Sådan som jeg hørte det, kunne han have nøjedes med et stort kammerorkester. Det ville specifikt have slanket scherzoens rytmiske slalomløb og helt generelt givet mere rum omkring solisten.

Koncerten begyndte med en såkaldt dramatisk scene for orkester,
Amphitheatreaf australieren Brett Dean. Det 12 minutter lange stykke handler angiveligt om en romersk ruin beskrevet i Michael Endes børnebog
Momo.Det var i hvert fald sine steder usædvanligt instrumenteret, f.eks. en passage hvor to trompeter spillede med hornet nede i to tubaers klangstykker. Det så godt nok løjerligt ud. Orkesterapparatet var enormt med en massiv slagtøjsbemanding, hvor sektion efter sektion skifter i den overvejende stilfærdige rundtur omkring ruinen. Hurtigt glemt, men det bliver deres Rimskij dælme ikke.

Brett Dean: Amphitheatre. William Walton: Bratschkoncert. Nikolaj Rimskij-Korsakov: Sheherazade. Maxim Rysanov (bratsch). Christina Åstrand (violin). DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Koncerthuset 24. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu