Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Med og uden kant

To lovende navne nærmer sig materialet fra hver deres side hvor Rumer på overfladen er ren harmoni, hvor Sean Rowe er mere genstridig. Men begge skriver de sange af høj kvalitet
Kultur
23. februar 2011

Der findes et begreb, der kan koges ned til »ny musik for folk, der ikke bryder sig om ny musik«. Dvs. hvor genkendelsens glæde overstråler alt andet, og der ikke listes ubehagelige overraskelser i form af fremmedartede klange ind. Hvis man er et progressivt menneske, giver den slags myrekryb og opkastningsfornemmelser, og himlen skal vide, at der udsendes ufattelige mængder musik, der alt sammen ligner hinanden til forveksling. Ja, nu er De, kære læser, vel næppe musikkritiker og skal derfor ej heller tage stilling til det i lårtykke stråler, men så tænd for deres radio, thi blandt de møgspredere, som losser lortet ud i æteren, hersker der en næsten patologisk rædsel for ikke at stryge lytteren med hårene; faktisk er det mest provokerende i den forbindelse, at når man nu ved, hvor meget spændende musik, der trods alt findes, er det ikke noget match for Funny Finn & Fat Boys, eller hvad der nu diverteres med.

Men men men indimellem er der så en kunstner, der ved første gennemlytning godt nok lyder bekendt, men som efterfølgende viser sig som værdig arvtager til (nogle gange ligefrem videreførere af) den tradition, de så åbenlyst indskriver sig i. En sådan kunstner er den 31-årige engelsk-pakistanske Rumer (som i virkeligheden hedder Sarah Joyce), der uden blusel lægger sig i soft-rock-traditionen fra de tidlige 1970ere, hvor navne som bl.a. The Carpenters, Bread, Art Garfunkel, Neil Diamond og Carole King skabte radiovenlige klange, som på overfladen lød enkle, men ofte viste sig at være uhyre intrikat skruet sammen. Også sangskrivere som Jimmy Webb og Burt Bacharach tilhørte denne bølge, hvis musik havde en svalende effekt, og som åbenlyst udgjorde en modpol til rockens samtidige udvikling(er).

Det, Rumer kan, er at tage diverse stilgreb og harmoniske finesser fra denne epoke og give dem en personlig og bag al vellyden også vedkommende klang. At hun synger som en engel sammenligningen med Karen Carpenter er ikke til at komme uden om, men også Dusty Springfield og Dionne Warwick rinder denne lytter i hu er nærmest en selvfølge, da denne genre ikke er for velmenende indie-kids eller andre musikalsk ubehjælpsomme med hjertet på rette sted. Men der hvor man virkelig retter sig op i stolen og tænker, at denne unge kvinde er noget ud over det sædvanlige, er den gennemsofistikerede sangskrivning, der gennemsyrer hendes lavmælte debutalbum, Seasons Of My Soul. 10 perler på snor (plus en fin afsluttende coverversion af David Gates 70erklassiker »Goodbye Girl«) udviser hun her så blæret et kompositorisk overblik, at det kun kan imponere. Sangene gør sig ikke til, men sniger sig som små ninjaer ind på harddisken og bliver siddende. Melankolske perler som »Am I Forgiven?«, »Aretha« og »Healer« kan stort set glide ind i enhver sammenhæng, og man forstår, hvorfor hun ikke alene har været i audiens hos den mægtige Burt Bacharach, men også udsendt epen Rumer Sings Bacharach at Christmas, hvor mesteren har givet hende en spritny sang at fortolke. Hvis vi er rigtig heldige, bliver det til et helt album, men ellers må det ud fra Seasons Of My Soul konstateres, at Rumer sagtens kan selv.

Smukt dvælende sange

Bliver Rumer så alligevel for sød en pille at sluge, kan man vende blikket (eller ørerne) mod amerikanske Sean Rowe, som musikalsk har anbragt sig et ubestemmeligt sted mellem Leonard Cohen, American Music Club og Tom Waits anno The Heart of Saturday Night heldigvis uden at lyde helt som nogen af dem. Han ejer en vildt smuk og udtryksfuld baryton, og han afsynger sine smukt dvælende sange med en stemme, der lyder, som om den har tid nok. Hans på en gang laid back og brændende vokalperformances udgør brændpunktet for de 10 velskrevne sange, han her disker op med. Det er nemlig et både intenst og intimt rum, han lukker lytteren ind i på sin tredje skive, Magic, der grangiveligt lyder, som om det er indspillet live i et mindre studie, hvor musikerne har haft øjenkontakt under hele forløbet. Det pulser, det ånder, det lever, det rører lytteren og sætter såvel sind som sjæl i svingninger. Et tyst og underspillet lille mesterværk fra en kunstner, der meget gerne måtte lægge vejen forbi Danmark og give en koncert. Jeg skal nok være der.

Rumer: Seasons Of My Soul (Atlantic/Warner) Er udkommet

Sean Rowe: Magic (Anti-/Cosmos Music Group) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her