Læsetid: 3 min.

Udmattende makværk

'Når havet gråner' gemmer på en spændende historie, men den debuterende forfatter er tilsyneladende blevet groft svigtet af sit forlag
'Når havet gråner' gemmer på en spændende historie, men den debuterende forfatter er tilsyneladende blevet groft svigtet af sit forlag
25. februar 2011

Planen var, at vi her skulle skrive om en af de mange kriminalromaner skrevet af internationalt anerkendte forfattere, som vi har fået i dansk oversættelse på det seneste. Dem er der nemlig mange af, og de fortjener at blive både læst og omtalt.

Men så dukkede en vis Keld Sørensen Woldenhofs Når havet gråner op fra det mindre århusianske forlag EC Edition, og da vi naturligvis føler os forpligtede til at have en mening om dansk litteratur, og i øvrigt gør os umage for ikke kun at fokusere på udgivelser fra store forlag, så røg denne titel forrest i køen.

Det kan vi ikke anbefale, at den gør hos læserne, for Når havet gråner er noget af det mest beskæmmende, jeg længe har læst, og ja, her bliver jeg nødt til at skrive jeg og ikke vi, for jeg er langtfra sikker på, at mine kolleger her på avisen ville komme ret meget længere end første side i romanen, medmindre de som jeg skulle anmelde den.

Allerede anden sætning er så klodset og udmattende, at jeg et kort øjeblik troede, at jeg sad og læste en såkaldt pastiche:

»Mobiltelefonen rystede i hånden på den tilfældigt forbipasserende cyklist, der denne kolde og regnfulde oktobernat havde været på vej hjem fra sin ugentlige kortaften med tre studiekammerater, men var blevet stoppet af et makabert syn, da han kørte forbi Skt. Johannes Kirken på Trøjborg i det nordlige Århus«.

En god historie

Ja, det kan jo kun blive bedre, skulle man tro, men nej; på næste side præsenteres vi for en sætning som: »Han havde kunnet lugten den «, og lidt længere nede på samme side, en så forvirrende sætning som denne: »an kunne se dHavde han været en smule beruset, så var han det på ingen måde mere«.

Man tror, det er løgn, og grunden til, at jeg overhovedet orker at spilde min og din tid med Når havet gråner, er, at Keld Sørensen Woldenhof (født 1965) faktisk har fat i en god historie, men tilsyneladende er blevet svigtet af et forlag, der enten ikke magter eller gider deres opgave.

Romanen handler kort fortalt om en fanatisk faderløs forsker, der har fået en ung faderløs voldsmand til at begå en række bestialske mord, som en dygtig, ambitiøs og liderlig politichef ved navn Thygesen får til opgave at opklare.

Historien indeholder for så vidt en række af de markante spændinger, der præger vores samfund for tiden, deriblandt religion, miljøsnak og maskuline pejlemærker, og når forfatteren dertil flere steder formår at skabe interessante scener, og i øvrigt også glimtvis demonstrerer flair for velsvungen prosa, så kunne vi snildt havde siddet med en ganske god kriminalroman.

Det er bare ikke tilfældet.

Floskler og fejl

Gentagne gange bliver der brugt semikolon i stedet for kolon; andre steder mangler der et kolon, specielt i tilfælde, hvor en eller anden skal til at sige noget, som i dette tilfælde: »Thygesen havde allerede tænkt samme tanke, ud over at han også ville biskoppen med, men sagde alligevel. »God idé. Jeg prøver dem«.

Desuden er de kommaer, der nu engang er der, placeret noget alternativt, og ja, så er der alle slåfejlene og den inkonsekvente stavning af titler, steder og datoer.

Jeg kunne blive ved, men det værste er måske, at læsningen skæmmes af floskler som »at kigge efter i sømmene«, »trukket rundt i manegen«, »løfte sløret for«, »onde tunger«, »fanden være løs«, »helt på det rene med«, »stå på egne ben«, »rykke teltpælene op«, »toppen af kransekagen«, »noget var i gære«, »hvor klaveret skulle stå«, »været i syv sind«, »temperamentet slår gnister« og så videre jeg tror faktisk ikke, der findes den floskel, der ikke er gjort brug af i Når havet gråner.

Den slags burde en god redaktør have bedt en dygtig forfatter fjerne ved en grundig gennemskrivning, og her kunne forfatteren i dette tilfælde så også trimme lidt i de noget detaljerede flashbacks, der fortæller om de figurer, vi har med at gøre. Det er slet ikke nødvendigt med den slags, for mindre er som bekendt mere, i hvert fald ofte mere interessant; folk, der kan læse, kan jo ofte også tænke.

Jeg håber virkelig, at Keld Sørensen Woldenhof får en chance til. Men i første omgang har han lagt navn til en roman, der primært kan læses som en advarsel til vordende forfattere, om at forlaget kan blive for småt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu