Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvis han nu ikke havde været hér

Hans ideer er som sange, alle kan synge med på, men ingen kender teksterne – den canadiske forfatter Douglas Coupland har skrevet en original biografi om den canadiske kulturkritiker Marshall McLuhan
Hans ideer er som sange, alle kan synge med på, men ingen kender teksterne – den canadiske forfatter Douglas Coupland har skrevet en original biografi om den canadiske kulturkritiker Marshall McLuhan
Kultur
5. februar 2011

De er begge to intellektuelle, som blev til superstjerner, og de er begge kendt for slagord om samtiden. Forfatteren Douglas Coupland er berømt for betegnelsen Generation X, som var titlen på hans første roman, og kulturkritikeren Marshall McLuhan er kendt for udtrykket den globale landsby og vendingen om, at mediet er budskabet.

De hører begge lyde, som andre ikke hører: De lider af nemlig hypersensitiv hørelse. Det betyder, at de har svært ved at skelne lydene, når der er for mange på én gang. I store forsamlinger, på banegårde og offentlige pladser falder de enkelte lyde sammen til en summen inde i hovedet på dem. Det skulle være stærkt ubehageligt.

Der er dog én markant forskel på de to verdenskendte canadiere: Marshall McLuhan døde i 1980, mens Douglas Coupland stadig er levende, og det er derfor naturligt, at romanforfatteren har skrevet en biografi om kulturkritikeren. De endnu levende må som bekendt blive oppe og fortælle historien.

Mit værk

Marshall McLuhan blev et underligt hit i 1960ernes USA. Han blev indkaldt til talkshows som intellektuel superstar, fordi han kunne være klog og sjov og klovn på samme tid. Når han underviste på universiteterne i New York og Toronto, underholdt han sine studerende med samme show: Nærmest som en musikalsk solist opfandt han sine små sandheder og aforismer, mens han snakkede og snakkede. Det hændte, at han faldt om, mens han underviste, fordi han fik små blodpropper, og indimellem gik han i stå, mens han talte, fordi han tabte tråden. Men han blev ved med at stille op. Som Coupland skriver:

»På et tidspunkt i 1960erne var han ikke længere bare en intelligent akademiker fra Toronto. Han blev et massivt brand, han blev lige så berømt og syntetisk og misforstået og fejlciteret som en anden af epokens store mediekonstruktioner, Andy Warhol.«

Han blev elsket af massemedierne, fordi hans teorier om tv både fortryllede og fascinerede. Der var endnu ikke udviklet decideret medieteorier, og det var ikke blevet et fag på universitetet. McLuhan var uddannet litterat fra Cambridge i England, hvor han havde lært den særlige kunst at nærlæse litterære tekster. Det var i nykritikkens storhedstid, hvor man ikke forklarede litteratur ud fra forfatterens livshistorie og psykologi, men fortolkede den som systemer af selvstændige tegn. Et digt skulle ikke læses som et symptom på forfatternes sindstilstand, det var et digt med sine egne poetiske koder og regler.

McLuhan var en traditionel, diskret mand med et velplejet overskæg og en svaghed for forfattere som G.K. Chesterton og James Joyce. Han var optaget af teologi, historie og litteratur, men han blev en brillant fortolker af de nye medier, fordi han havde lært at læse tegn. Han kunne fortolke nye fænomener, som var svære at forstå, på en måde, der altid var underholdende og indimellem oplysende. Han kom endda til at spille sig selv i Woody Allen-filmen Annie Hall, hvor han midt i en samtale dukker op mellem to mennesker, der taler om netop ham. Han indskyder:

»Jeg hørte det, jeg hørte, hvad I sagde. I har ikke forstået noget som helst af mit værk.«

Katolik og anti-teknolog

Mange har troet, at Marshall McLuhan talte for det, han talte om. Han blev en slags brand for det noget, han egentlig ikke brød sig om på samme måde, som Douglas Coupland selv blev til en slags talsmand for en generation X, som han ikke identificerede sig med.

McLuhan blev altså regnet for teknologiens og mediernes mand, men han var aldeles konservativ. Hver gang valget stod mellem den gamle verden og den nye virkelighed, foretrak han den gamle:

»Han hadede den moderne verden, og han hadede teknologi, men det forhindrede ham aldrig i at været ekstremt optaget af den verden, som teknologien skabte, og fanatisk i sine forsøg på at forstå.«

Som ung konverterede protestanten McLuhan til katolicismen det provokerede hans mor voldsomt. Ikke fordi hun havde religiøse betænkeligheder ved hans valg det var ikke Gud, hun frygtede, men i stedet at det religiøse valg kunne være et karriereselvmord. Hun mente, det var en taberreligion i det protestantisk dominerede Amerika. Men Marshall blev det, vi i dag ville kalde radikaliseret katolik: Han så med foragt på andre katolikker, som ikke levede tilstrækkeligt katolsk, og han troede selv både på helvede og på, at gud havde skabt verden. Fra han konverterede i marts 1937, til han døde i 1980, gik han til messe næsten hver eneste dag.

Han mente ikke, at religiøse overvejelser var videnskabeligt relevante, og han holdt dem ude af sit værk og sin undervisning. Måske også fordi han faktisk ville støde publikum fra sig, hvis det kendte hans holdning til den moderne verden. For nok var McLuhan stærkt skeptisk over for modernitetens virkning på mennesker, men han elskede selv at optræde for et moderne publikum.

Mod slutningen af sit liv var han ikke længere på mode, hans forelæsninger var ikke længere besøgt af masser af fans, men af få, ordinære studerende. Og han blev ikke længere inviteret i fjernsynet i den bedste sendetid. Det gjorde ham mere og mere desperat:

»Hans berømmelse aftog i de sidste ti år af hans liv, og han blev på sin vis sin egen værste fjende. Han forsvarede sine teorier ved at oversælge dem, og han prøvede at gøre dem klarere ved retorisk at sætte dem så meget på spidsen i aforismer, at de nærmest blev til et hemmeligt sprog.«

Hjertet

Couplands bog er ikke en ordinær biografi: Han dyrker McLuhan som en profet, der afdækkede den verden, vi andre er ved at vokse ind i. Og Coupland fortæller hans livshistorie på den ny verdens præmisser: Han har genoptrykt Wikipedia-opslag om personer i bogen, og han lader usignerede internetanmeldelser stå som beskrivelser af McLuhans værker. Visse ruter er gengivet med kørselsvejledninger fra nettet og en autismetest er reproduceret i sin helhed for at belyse McLuhans eventuelle psykiske lidelser. Bogen er ligesom Couplands skønlitterære bøger skåret op i små enheder, som tilsammen danner en flimrende helhed. Der er ikke en lang lineær fortælling, men heller ikke et ustruktureret kaos: Citater, tekststykker og små episoder er sat sammen i en bog, der skulle gengive det, vi oplever som virkeligheden i det 21. århundrede.

Til sidst i biografien Marshall McLuhan: You Know Nothing of My Work erkender Coupland, at det også er en bog om ham selv: Han valgte at skrive bogen, fordi historien om McLuhans familie mindede om hans egen. Det forstår læseren nu allerede fra starten: Bogens tema er Marshall McLuhan, men forfatteren deler hans problemer. Og forfatterens angst for at ende som sin hovedperson er bogens virkelige drama. De kommer samme sted fra, og de nåede samme højder. Ved at skrive denne bog kæmper Coupland således for at undgå McLuhans skæbne: Han vil ikke ende som en parodi på sig selv, men han vil heller ikke benægte det indlysende:

»Der kom et tidspunkt i 1975, hvor andre mennesker ville have udfyldt det hul, Marshall McLuhan havde efterladt, hvis han ikke været dér.«

Den slags er lettere at indse, hvis man sætter andre i sit eget sted.

Douglas Coupland

Marshall McLuhan: You Know Nothing of My Work.

216 sider. 24 dollar.

Atlas & co

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her