Læsetid: 4 min.

Værsgo at hygge med Radio Karen

TV 2 Zulus 'dukkementariske' lokalradio-satireserie 'Radio Karen' er et mirakuløst morsomt ægteskab mellem virkelighedens skæve lokalradiostemmer og et skumgummidukkeunivers
I Radio Karen hersker lokalbodegaens totaltolerance. Hvis folk rabler for længe, så ringer værten med en klokke, høfligt og bestemt som en bartender.

I Radio Karen hersker lokalbodegaens totaltolerance. Hvis folk rabler for længe, så ringer værten med en klokke, høfligt og bestemt som en bartender.

TV 2

17. februar 2011

»Når det er lørdag, så er det hyggesnak,« siger radioværten Bodil - en skumgummidukke med sanktbernhardsk fede kinder, rosinøjne bag brune brilleglas og uglet garn.

»Så I har værsgo' at hygge.«

Hun asker i sit kaffekrus og signalerer til Arne, der sidder og fumler i teknikken med en guldøl. Knud fra Bispebjerg er igennem på nummer 19.

'Dukkementaren' er kommet til Danmark i sit eget rendyrkede, lokalradiofoniske format. Man får lyst til at hælde en lille én i morgenkaffen og fyre op under en Prince 100 for at fejre begivenheden, for TV 2 Zulus Radio Karen er et mirakuløst morsomt ægteskab mellem virkelighedens skæve lokalradiostemmer og et fnisagtigt dukkeunivers.

Anders Hoffmann og Martin Wichmann Andersen har - med samtykke - plukket imellem tusinde timers hyggesnak fra Storkøbenhavns mest pludresludrende kanal, Radio Karen. Disse bidder får i sig selv arbejdssky Chris og Chokoladefabrikken og Rytteriets rødvins-upassende mor med de blå tænder til at ... blegne.

Og så har idémagerne illustreret de vidunderligt mærkværdige radiosamtaler med piknæsede, pladevatvilde skumgummidukker (af Nirf Groomer), der med Thomas Roos' høje dukkeføring virker som en helt logisk billedside. Hertil har de ladet dukkeuniverset fabulere videre ad absurdum på forestillingerne om, hvad der mon sker under de sorte samtaler. Som når Line fra Valby ringer ind under en sludder om spædbørn, der efterlades ude i kulden, og Bodil forarget anbefaler: »Du kunne i det mindste putte barnet i en kasse og sætte det ind i et supermarked!«

På billedsiden gør Line, højgravid, sig klar til netop det. Vi har grinet af satiriske dukker før, og grinet af sociale 'tabere' på alle tv-kanaler før, men aldrig i en så virkelighedshyldende absurd og sympatisk kombination.

Sammenstødet mellem virkelighed og dukkefiktion er set før i andre 'dukkementariske' universer. Den af DR2 droppede Afghanistan-satire H*A*S*H (2009) baserede sig på virkelige historier fra felten. Comedy Centrals Crank Yankers (2003) dukkeillustrerede telefonfis med amerikanske kendisser (Snoop Dogg, Eminem, Dave Chappelle m.fl.) mod ægte, sagesløse borgere. Og Nick Parks Oscar-vindende kortfilmsanima(l)tion Creature Comforts (1989), i 2003 ført videre som tv-serie, portrætterede zoologiske modellervoksdyr, der talte med stemmer sakset sammen af interview med virkelige briter.

Den sande fryd i at gøre dyrene til socialrealistiske skæbner fra den britiske dokumentartradition var måske, at den 'almindelige mands' dialekt-tykke stemme blev højere og sandere og sjovere i denne skæve kontekst. Det træk kendetegner også Radio Karen. Man har lyst til med kvidrende sprogfryd at citere og citere og citere: »Jah, og vi sku' så til at få slået den her eftermiddag ihjel?«

Lokalbodega-totaltolerance

Men Radio Karen er også helt sin egen. Der er fare for, at de småsenile og socialt forarmede hovedpersoner bliver skydeskive for en nedladende social-satirisk udstilling. De forkrampede, virkelighedsfjerne harceleringer får da også deres plads.

»De slås og råber og skriger derinde, fy for satan,« siger Else om, hvad hun ser i fjernsynet.

»Hvad har vi i vente, man har sgu sine bange anelser,« svarer værten.

»Det er den barske virkelighed, vi oplever.«

Det tragikomiske underskud minder om Mikaels Simpsons brug af radiobidder fra racistiske Radio Holger, hvor en ængstelig gammel dame ringer ind og frygter, at indvandrerne »fælder træerne derude«.

Men Radio Karen bliver aldrig rigtigt trist eller nedladende. På billedsiden sidder Else og ser racerløb. Det gør de farligt tomme floskler afvæbnende absurde. Man holder, og det vigtigt for projektet, med julekalenderhyggelig varme med alle involverede. Det frivilligt drevne radiostudie i Sydhavnen har nemlig, og det dyrker serien, en rørende social funktion.

Her hersker lokalbodegaens totaltolerance over for hinandens særheder, og hvis folk rabler for længe, så ringer værten med en klokke, høfligt og bestemt som en bartender. Den helt sølle genganger Axel ovre fra Brønshøj bliver håndteret med øm tålmodighed, da han langsommeligt fremhoster sin opskrift på kildevand med salt og sukker.

Bagefter konkluderer værterne: »Det var ik' så slemt. Det var kun tre minutter! Han kan godt, når man giver ham tid - når man ligesom kommer ham i møde ...«

Staklernes 'stakkelshed'

Dukkeuniverset flytter desuden humoren væk fra staklernes 'stakkelshed' og over på instruktørernes sygt fordrejede, til tider triste, viderefabuleringer - som når ham der Knud fra Bispebjerg takker for tre dages gode udsendelser, mens han på billedsiden ligger på køkkengulvet uden at kunne rejse sig. Det er groft komisk - men ikke på hans bekostning.

Seriens dukkeficering kan også kamme over i en Casper og Mandrilaftalen-agtig sort humor - som når værten Bodil i et af sine råslimede cigarethost gylper en Dirch Passer-film på videobånd op, eller når en ung mand - på billedsiden - har fået en fisk i øjet.

Det virker på mig som en rigeligt underholdningssyg ekskurs fra 'dukkementarens' oprindelige småtwistede humor. Måske er det en måde at holde serien frisk og overraskende på, når seernes frydefulde chok over radiouniverset er blevet tavst. Men det sker jo så nok ikke foreløbigt.

Radio Karen kommer til at tonse ind i foråret som næste (velfortjente) landeplage. Alle vil citere Elses ærgerlige køb, »ni pærer for 100 kroner,« indtil ingen kan udholde at grine af hinandens imitationer mere og nogen må ringe med klokken. Det skal sgu nok blive hyggeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men Radio Karen bliver aldrig rigtigt trist eller nedladende."

Undskyld mig, men hvem fanden tror journalisten, at hun narrer? Zulu's Radio Karen er HAMRENDE nedladende. Det er jo derfor det er så sjovt. Det er en moderne dansk udgave af et "minstrel show", hvor man istedet for hvide mennesker i "blackface" så kan sidde og more sig over blegfede dukkeudgaver af landets laveste sociale klasse.
Det er sjovt, ja. Men det er kun sjovt, fordi os der morer os over det dybest set er nogle arrogante elitære røvhuller - hav dog i det mindste selverkendelse nok til indrømme det Katrine.
Jeg skammer mig personligt over at grine af programmet og jeg synes det er usmageligt og skammeligt, at folkene bag programmet tydeligvis ikke selv er kommet til den selverkendelse.

Det har intet med at være elitær eller ej at gøre . De medvirkende har bare - set ud fra et logisk synspunkt - nogle ekstremt sjove analyser, sære vinkler på emnerne; og ja de dummer sig, men det gør alle mennesker en gang imellem. Det ER sindssygt morsomt, men kun fordi rammerne er som de er. Hverken ondskabsfulde eller sarkastiske. Er sikker på at de medvirkende finder det ligeså sjovt når de hører sig selv. Drop nu dén overdrevne humanistiske tilgang til tingene og grin med!!

Jørgen Hansen

MEN, det er bare sybd, at de Lokalradio amatørklubben på KVÆGTORVET i Ordense gerne vil gøre grin med, næsten ikke længere findes.

DER ER MEGET FÅ Lokalradioer i DK, de er stoppet under VKO grundet dårlig ØK muligheder.

LOKALRADIO er ellers et godt middel til kommunikation og demokratisk medindflydelse..men kvalt under VKO regimet.

Men, hvorfor har TV2 ZULU ikke gjort tykt af af Dansk Folkepartis kakkelbordsfascisme? Eller Pia K.......hun er da oplagt..

"Den Blonde Furie" fra Racisttofte...

Simon

Det ved vi begge to jo udmærket godt bare er en efterrationalisering. Det er sjovt fordi det er nedladende og fordi man kan føle sig overlegen på bekostning af folk med lavere social og uddannelsesmæssig status - hav dog nosser til at kalde en spade for en spade.
Prøv f.eks. at se/hør klippet med de ni pærer for hundrede kroner - du kan finde det på Youtube. Se det klip og fortæl mig så, med hånden på hjertet, at det ikke er nedladende og usmageligt. Kvinden, der ringer ind, er jo tydeligvis ikke ved sine fulde fem og i den forbindelse ligger en del af "humoren" så i at hun laver en regnefejl - hun siger hun har købt ni pærer, fordelt i fire bakker med tre pærer i alt.
Vi er jo, som sagt, rørende enige om at det er skidesjovt... Men på samme måde synes folk jo også at "minstrel shows" var skidesjove.

Politiken, tror jeg det var, havde en artikel om lokalradioen 'Hvide Sande'. Og den var da sådan set meget loyal overfor lokalradioen og dens lyttere.

I min ungdom kunne man altså også høre et program som hed, jeg tror det ned 'noget for noget?'---- - det var et program, hvor man ringede ind og så kunne folk sige deres mening om alt muligt. Og det gjorde de så.

Og ofte var det faktisk de samme ting som folk brokkede sig over, indvandrerne, dem med fladt tag brokkede sig, og folk fik virkelig afløb for deres frustrationer. Og faktisk gjorde Ditte Gråbøl (tror jeg det var) satirisk grin (inkl. host) med de her personer.

Og ja, lokalradioerne i Danmark er jo stort set borte i dag, der findes kun få ægte amatører som Radio Hvide Sande. I stedet for har få vi fået Radio Skala FM...

Det må først og fremmest være op til mig selv at vurdere, hvad jeg selv mener. Karl Mar Møller siger nogle sjove ting - er han rask eller ej? Pia Kjærsgaard siger nogle rablende ting - er hun ved sine fulde fem? På Radio Karen deltager man fuldstændig frivilligt i et offentligt medie. Man skal altid tage hensyn, men vi taler om voksne mennesker. Vi griner også af folk på Youtube, der styrter på cyklen og Morten & Peter der kva deres handicap siger skøre ting. Same same - not different :)
At du vurderer deltagerne til at være fra en specifik social klasse må stå for egen regning. Hvad er der forøvrigt galt med at være arbejder. Ingenting. Først når man er bevidst om "rangstigen" og dømmer ud fra den, bliver det et problem. Det er fed humor og jeg griner min røv i laser uden den mindste dårlige samvittighed :-D

Vibeke Nielsen

Det mærkelige er, at jeg ikke engang kan se det morsomme eller, for den sags skyld, forargelige i de lydoptagelser. Som jeg hører det, lyder det som ganske almindelig snak. Hvis man lytter efter, hvad folk i al almindelighed siger - også veluddannede - bliver der fyret rigtig meget fjollet og mærkeligt af i løbet af en ganske almindelig dag, i busserne, i frokoststuerne, foran tv-apparaterne, i klasseværelserne, på blogs osv. Sæt en lydoptager på jer selv og lyt engang. Man kan måske oven i købet sige, at kommentarfeltet som publiceringsramme er en stor lokalradio....

Simon

Naturligvis er det fuldstændigt op til dig selv, at mene hvad du mener. Den ret har jeg jo så også.
Derudover er vi da enige om at det skidesjovt. Det har Radio Karen været alle dage - det kan dem af os, der har slået vores folder inden for radioens sendeområde, fuldt ud bekræfte... vi har grint vores røv i laser og hånet deltagerne i årevis. I samme forbindelse kan jeg sige, at jeg da også har moret mig over f.eks. dværge, når jeg har set sådan en i den virkelige verden. Men betyder det, at det ville være okay, at lave et tv-program, hvor man gør grin med dværge? Jeg forestiller mig f.eks. et program, hvor man filmer dværge ude i den virkelige verden og så sætter lydeffekter på (f.eks. soundtracket til Troldmanden fra Oz). Det ville være hylende morsomt. Men ville det være okay? Eller hvad med et program, hvor man gør grin med muslimer? Blinde mennesker? Noget siger mig den slags programmer ikke ville blive mødt med samme glæde, som Radio Karen gør det her i Information.
Men det er åbenbart helt i orden, at gøre grin med ressourcesvage, ældre og ikke helt psykisk ligevægtige, når man tilhører "den kreative klasse". Der er absolut intet galt i at more sig over den gamle dame, der har skåret sig i fingeren, men ikke har andet socialt netværk end Radio Karen, at kontakte - hjemmehjælperen kommer jo først på mandag (pisser i bukserne af grin).

Det er sjovt, ja.... Men det er kraftedme også ækelt og hvis jeg var en af "hipsterne" ude på Nordisk Film ville jeg have en ualmindeligt dårlig smag i munden, når jeg fik et øjeblik til stille reflektion over pinjekernesalaten ude i kantinen...