Jeg er både beæret og frastødt. Så jeg kan ligeså godt fortælle det allerede nu. Jacob Borges vidunderlige udstilling på førstesalen på Overgaden handler om mig, Michael Jeppesen, kulturinteresseret debattør og kunstanmelder på Dagbladet Information. Michael Jeppesen, manden der ved, at han ikke ved noget. Hvilket, i modsætning til hvad man måske skulle tro, kun er en fordel. Det gør det nemlig langt lettere at overleve, da jeg ved, at jeg skal skjule mig. Jeg har det ikke ligesom mange andre kulturinteresserede debattører og kunstanmeldere, som jeg nogle gange mistænker for heller ikke at vide noget, men som så til gengæld heller ikke er klar over deres uvidenhed.
Men det er ikke dem, Das Stadtneurotiker handler om, men mig. Mig, der godt forstår, at jeg kun er en konstruktion. Ligesom kulturdebatten. Som i øvrigt ved sit blotte fravær allerede har bortdømt sig selv som en konstruktion, da den, hvis den havde været levende, havde haft Jacob Borges på sine læber.
Jeg kan lige forestille mig Jacob Borges i Paris for 100 år siden. Han havde været på forsiden af alle de franske aviser. Pamfletterne havde flydt i gaderne. Det havde været forrige århundreds Muhammedkrise. Et så hårdt og perfidt angreb på vores kulturelle tilstand havde ikke gledet ned, ligesom den gør i København i 2011 med rundt regnet nul omtale og højst en håndfuld gæster.
Værkerne er ikke kun i deres udformning og indhold, men i høj grad også i deres sværhedsgrad kongeniale (ja, det er et ord, jeg lige har slået op) med den konstruktion, de kritiserer. Harry Meadows blev for eksempel verdenskendt som 87-årig, da han i 1961 på sit plejehjem i England klædte sig ud som døden. Sortklædt i en kutte og med en le i hånden døde tre af chok, da han bankede på ruden ind til deres fælles opholdsstue. Og året forinden på samme plejehjem var der én, der døde, og fem, der blev indlagt med chok, da en af beboerne pludselig strippede. Plejehjemmet endte i øvrigt med at lukke, og i dag står Harry Meadows navn ikke kun på den ene væg på Overgaden, men også på den anden, hvor bogstaverne i hans navn er fremhævet med rødt i sætningen:
»You we're dressed as tHe griM reaper.«
Historie, sammenfald, kunst. Ah ... Historie, pudsigheder, kunstanmeldelse. Voila. Lige til at regne ud og tilpas indviklet til, at man føler sig lettet, når det lykkes. (Men hold for Guds skyld øjnene fra det lille undseelige billede af en påfugl i sort-hvid på den modsatte væg. Masser af effekt, ingen indhold. Jeg føler næsten, at Borges ved, at 'kunstkritiker' er det nye 'smagsdommer' for københavnerkonsulenter med hang til mindreværd).
Gør nar af manderollen
Et stort billede af en finger peger på en lille bitte plet på væggen og i retning af resten af udstillingen, hvor en hylde er anbragt vertikalt. En anordning til ophobning, der ikke egner sig til at ophobe noget som helst. Hvis det ikke var, fordi det handlede om mig, skulle man tro, det var hele medieverdenen eller hele den moderne manderolle, der blev gjort nar af.
Om hjørnet går det helt galt. Nu er værket reduceret til et minde, der er blevet til en titel, der er blevet til hele værket. »A handful of balloons inflated and deflated,« står der med megatyper på væggen over en håndfuld balloner, der har været pustet op og siden har fået lukket luften ud igen.
Går man til højre, kan man sætte sig i en dejlig stol og se ind i et fjernsyn, der viser et nærbillede af øjnene i et ansigt. Pupillerne bevæger sig, og man er ærlig talt lidt forvirret i forhold til både rollefordeling og væsentlighed.
Går man til venstre, får man skåret det helt ud i pap. En tom bogreol står bag en tændt mikrofon. Og hvis jeg ikke allerede havde regnet ud, at den handlede om mig, ville jeg have vidst det her. Jeg var nemlig også inviteret med i Debatten hos Clement Kjersgaard forleden, da Pia Kjærsgaard og Thomas Blachman og ti andre hoppede i med begge ben og blottede sig for bøger på hylderne.
Men jeg meldte afbud. Jeg var smart. Jeg vidste, at jeg ville falde igennem. Formatet er designet til, at man skal falde igennem. Ethvert moderne debatmedie er designet, så al debat er udelukket. Man får 30 sekunder, man øver sig hjemmefra, man har sine pointer, og hvis man går i stå, har man tabt. Og hvis man først begynder at lytte til de andre og bruge sin dyrebare tid på at svare på deres indstuderede guldkorn, er man idiot. Og hvis man lirer sit lort af, er man til grin.
Det er ligesom, hvis man er på overførselsindkomst. Man kan enten spise eller bo. Man kan vælge imellem at dø af kulde eller sult. I den danske kulturdebat kan man enten tænke eller tale. At gøre begge dele er udelukket. Det har formatet sørget for.
Jeg ved ikke, hvor meget Borges hader mig, men jeg synes, han klarer det flot. Han bevarer både roen og humoren, og kun i ét værk kammer han over, nemlig i det modbydelige tekstpassepartoutværk Gods best interest, hvor han på engelsk skriver, at »Gud er bedst tjent med, at jeg ikke tror på ham«.
Der føler jeg mig truffet. Jeg ved, at jeg ikke ved noget. Men jeg foretrækker at forestille mig, at jeg i det mindste betyder noget for den scene, jeg skriver om. Eller for at sige det på en anden måde. Den største ulempe ved at vide, at man er en konstruktion, er, at man også ved, at man kan blive gennemskuet.
Så lige præcis dét værk, handler nok om en anden end mig. Dig, måske?
'Der Stadtneurotiker' på Overgaden, Overgaden Neden Vandet 17, København til den 27. marts.
Der er vel ikke noget at sige til kulturdebatten glimrer ved sit fravær, når den finere kultur er så dræbende kedelig.
Nu ved jeg godt svage sjæle hurtigt vil få det indtryk at jeg er igang med en kærlighedserklæring til rindalismen. Det kunne dog ikke være længere fra mit ærinde. Men jeg tillader mig alligevel, at notere mig hvor dræbende kedeligt Borges visuelt bliver fremstillet i en anmeldelse, der ellers gerne skulle begejstre the shit out of me som tilskuer. Jeg mener, en Ikea-reol og en mikrofon? Hvis jeg synes nøgne Ikea-reoler er pissefascinerende og virkeligt giver mig et visuelt kick, så ville jeg sgu da tage i Ikea hele tiden - derude kan jeg endda også få mig et okay måltid mad, uden at blive ruineret, hvilket ikke må siges at være tilfældet på landets kunstmuseer.
Ikke dermed sagt, at kunst skal være "pænt", før det er god kunst. Men det er jo en gammel sandhed, at det at diskutere noget altid er langt mindre interessant end det man diskuterer - bare tænk på sex som eksempel. I den forbindelse synes jeg det er oplagt, at kulturdebatten ikke er vildt interessant eller udbredt i Danmark. Debattørerne dør jo af kedsomhed, sammen med tilhørerne, inden de er kommet 5 minutter ind i en diskussion om kultur, hvis den kulturelle creme af cremen visuelt er Ikea-reoler og kopi-Marshallforstærkere. Kunne man da ikke i det mindste have udført værket, så fraværet var mere eksplicit? Det havde naturligvis krævet, at kunstneren foretog sig andet praktisk end blot at samle en Ikea-reol... Men alligevel - han er jo trods alt ikke ansat i Ikea, som møbelsamler, så man kan vel også tillade sig at forvente det?
Det korte af det lange... Hvad er det for en kulturdebat, der savnes? Når der ikke rigtigt er noget at diskutere, hvordan kan man så savne diskussionen?
Og så ville det i øvrigt ikke skade, hvis der rent faktisk blev lavet noget interessant kunst... Så kunne man da i det mindste diskutere hvor forfærdeligt det er, at der bliver lavet interessant kunst (læs: kunst nogle flere rent faktisk gider forholde sig til).