Læsetid: 3 min.

Balancekunst i New York

Irske Colum McCann bruger Philippe Petits linegang på World Trade Center til at indfange storbyens nervøse sjæl
11. marts 2011

I USA har man som oftest haft det svært med sine storbyer. Den ægte amerikaner er ham, der arbejder med jorden, mente en af nationens forfædre, bondeknolden Thomas Jefferson, for mere end 200 år siden, og selv om industrialiseringen og urbaniseringen siden ændrede landets struktur, blev og bliver specielt Chicago og New York som regel betragtet med en vis skepsis af kunstnere og intellektuelle. Samtidig har byernes tiltrækningskraft aldrig kunnet fornægtes, og netop denne spænding mellem frygt og fascination har drevet de bedste amerikanske romaner om storbyer.

Til listen af disse indskriver sig nu den irskfødte, men i New York bosiddende Colum McCanns svimlende og højlitterære Lad kun verden tumle sig, hvis ledemotiv er Philippe Petits legendariske linegang mellem World Trade Centers to tårne.

Den fandt sted i 1974, da USA var ramt af politiske skandaler, økonomisk udmattelse og afmagt over for krigen i Vietnam. New York var de år på randen af konkurs, og som det udtrykkes i Lad kun verden at betragte som et beskidt og kriminelt mekka for idioter, der vælter ud af »pornobiografer, stripklubber, freak shows, nyhedskiosker, peep shows og loppereder«.

Men så pludselig en sommermorgen dukker franske Petit op og får folk til at løfte blikket mod himlen.

Hans historie er ikke drivkraften i Lad kun verden tumle sig, men det er godt tænkt af McCann at lade Petits uskyldige, nærmest barnligt naive og håbløst optimistiske vovestykke mellem to tårne, som New York på det tidspunkt i øvrigt skammer sig over fordi byggeriet blev for dyrt og for grimt samle en by, der har mistet både sin uskyld og glade energi. Romanens handling starter i Irland, hvor to brødre vokser op og siden flytter til New York, den ene for at hjælpe narkomaner og prostituerede, den anden for at arbejde i en bar. Derfra udvider McCann sit portræt af New York med en håndfuld mennesker, hvis skæbner og sorg forbindes den dag, linedanseren går sin gang på himlen.

Døde sønner

Et af romanens stærkeste indslag fokuserer på overklassefruen fra Park Avenue, der har mistet sin søn i Vietnam. Hendes mand er taget tidligt på arbejde, for som dommer senere på dagen at stå ansigt til ansigt med både Petit og en af de nævnte prostituerede.

Selv er fruen vært for et lille selskab af kvinder, der som hende har mistet en søn i krig. En af dem bilder sig for en kort stund ind, at skikkelsen på himlen er hendes søn, der er kommet tilbage for at hilse på hende.

Det fortæller hun de andre, og pludselig er stemningen mere livlig og animeret end tidligere: »Til alle deres formiddagskaffemøder havde det altid været fjernt, tilhørende en anden dag, snakken, mindet, erindringen, historierne, et fjernt land, men det her var nu og virkeligt «

Et par af figurerne tangerer det karikerede, men pointen om, at det »handler om at være forbundet, om adgang, passager, som en hviskende leg, hvor man, hvis man laver fejl bare ét eneste sted, er nødt til at begynde helt forfra«, lever fra start til den overraskende slutning.

Det er et ualmindeligt ambitiøst ærinde, Colum McCann er ude i, men resultatet af hans anstrengelser er en storslået roman om et New York, der både er stærkt forankret i sin tid og spejler vor tid; en roman, der er lige så smertefuld, smuk, rørende, rå, uomgængelig og dragende som byen selv.

Bemærkes skal det også, at oversætter Julianne Wammen har fanget McCanns nuancer i de forskellige sprogtoner, han har brugt på sin tour de force fra rendestenen til Upper East Side.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu