Læsetid: 4 min.

Baudelaire i pyjamas

Ledet af Mikael Bertelsen og Mads Brügger er man i godt selskab i serien 'Læsegruppen Sundholm', hvor der snakkes litteratur med vægt på personlig baggrund
17. marts 2011

Principielt bliver man ikke en bedre eller mere interessant litteraturlæser af at være hjemløs eller milliardær eller travtræner i Paris. Men selvfølgelig kan usædvanlige sociale eller eksistentielle omstændigheder skabe læsere, der kan opleve aspekter af en bog på en måde, der kaster et nyt lys over teksten. Ofte gennem identifikation.

I At læse Lolita i Teheran fortalte Azar Nafisi f.eks. om, hvordan undertrykte iranske kvindelige studerende identificerede sig med barnet Lolita, der holdes nede af sin voksne elsker Humbert. Den synsvinkel kommer ellers ret sjældent frem, fordi Humberts upålidelige fortællerstemme forhekser 'professionelle' læsere i en grad, så de underbetoner det aparte forholds reelle offer-tyran-status.

Ikke på slumtur

Jeg ved ikke, om det er Nafasis meget roste bog, der har inspireret Mikael Bertelsen og Mads Brügger til at oprette en læseklub på Sundholm, i mange år de hjemløses sidste tilflugtssted, men nu også bosted og aktivitetscenter.

I hvert fald fungerer serien som en utraditionel måde at give råderum til en kvartet af den slags stemmer, der ikke høres så voldsomt meget i disse års DR-tv fyldt op af madlavning, huskøb, forbrugeroplysning, kändis-interview og konkurrerende popamatører.

Men det må straks understreges: Vi er ikke på slumtur! De fire læsere er ret gode til at formulere sig, fyrer en del fine iagttagelser af og svarer i det hele taget godt for sig. Men de har erfaringer fra samfundets bund, som skiller dem ud fra flertallet, og som selvfølgelig også præger deres læsning.

I de fire afsnit af serien, jeg hidtil har set, er det derfor også det første om nordmanden Tomas Espedals Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, der føles mest givende.

En bog om opbrud og rejselyst, som de fleste klubmedlemmer umiddelbart kan spejle sig i og finde genkendelsens glæder. Der sættes ord på egne følelser. Men heldigvis holder værterne Bertelsen og Brügger læserne fast på citater og eksempler, så man aldrig bliver helt hægtet af, selv om man ikke har læst bogen. Og her hører man: »At drikke er som at rejse uden at rejse sig fra stolen.«

Læsegrupper består jo ofte af kvinder, og denne gruppes eneste kvinde, Anita, markerer sig stærkt med sin opridsning af den personlige baggrund for sin læseoplevelse. Her er meget lidt offertænkning, men tværtimod snak om, at man faktisk kan nyde at gå til bunds, lave ravage og have en rodet hverdag!

De fleste medier fokuserer på alkoholismens omkostninger, ikke på at der ogsåkan være noget dejligt ved at drikke. Det tør man i sådan en udsendelse, uden at Anita i øvrigt på nogen måde fortier det store minus på bundlinjen.

Også Rahin fra Uganda, en god og humoristisk fortæller, har fået en stor oplevelse af Espedals bog. Og finder ind til en Baudelaire-reference, der ikke overraskende må virke slående på en hjemløs. Baudelaire kunne lide at gå ude på gaden om natten i pyjamas - samtidig med at hans hjem var et gennemfartssted for alle mulige venner og ukendte. Af lyst gjorde Baudelaire gaden til sit andet hjem - måske sit egentlige hjem.

Brøgger i kulturkløften

Hvad handler en læseklub om? At læse bøger og tolke dem eller snarere at møde andre og skabe kontakt? Vel begge dele, og Bertelsens og Brüggers formål er også dobbelt: De spørger ind til læseoplevelsen og får de fire klubmedlemmer til at uddele kvalitetsstjerner, men klubben er også et påskud til at få medlemmerne til at fortælle om sig selv.

Det sker bedst i vekselvirkning med læseoplevelsen, og derfor er seriens afsnit to om Lars Husums Jeg er en hær fra 2010 også givende. Her opstår nogle lettere spidsfindige fortolkningsproblemer af slutningen, som Brügger resolut prøver at opklare ved at ringe til forfatteren, der melder pas: Det er en åben slutning!

Men bogen bliver brugt som et afsæt til at få afdækket de psykiske problemer, et par af medlemmerne har lidt af.

I afsnit tre og fire synes jeg nok, man oplever lidt mere spredt fægtning. Henrik Nordbrandts Vi danskere vækker en del modsatrettede bemærkninger, men igen hjælper de mange direkte citater.

Værre går det Suzanne Brøggers underfundige Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?

Samtalen om den har det alvorlige handicap, at enekvinde Anita ikke kan deltage, da hun på grund af hjernerystelse ikke har læst bogen, men må nøjes med at høre på. Og de tre øvrige læsere registrerer mest manglende interesse og forståelse. En kulturkløft er svær at overskride, selv om Rahin gør et behjertet forsøg.

Læseklub i dogmestil

Alle møder er optaget i forskellige lokaler på Sundholm, og seriens visuelle stil rammer den tilstræbt uformelle tone perfekt. Man kunne frygte en malplaceret Bertelsensk ironi i præsentationens russisk klingende korklager og kuldslåede mure, men indenfor råder afslappet, kammeratlig ligefremhed.

Al udvendig smartness i foto og klipning har tydeligvis været bandlyst. Dette er dogme på tv, og som Bertelsen slår fast allerede under første møde: Vi har god tid.

Og det er vigtigt. De fire læsere er ikke sociale tilfælde indbydende hurtigserveret i kulørte tv-lunser. Meningen (og den er god) er, at vi gradvis skal lære dem bedre at kende og dermed få et mere nuanceret billede af de såkaldte 'sociale tabere'.

De fire sidste afsnit i serien vil vise, i hvor høj grad dette noble mål bliver nået.

Læsegruppen Sundholm sendes otte mandage på DR2 kl. 23. Det blev vist første gang i mandags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu