Når cirkusfilm nærmest siden de levende billeders fødsel har været en populær genre, hænger det sammen med, at cirkus er et emne, hvor man får meget forærende: et afgrænset univers, spektakulære optrin, farverige personligheder, drama, lidenskab, bevægelse etc. Man skal kort sagt være mere end almindeligt klodset for at lave en film om cirkus, som ikke er seværdig.
Det har dokumentaristen Aaron Schock da heller ikke gjort. I Circo følger han over et par år et mexicansk familiecirkus, og alle genrens klassiske ingredienser er i spil: sammenhold og intriger i den lille trup, konflikten mellem loyaliteten over for det mange generationer gamle foretagende og fristelsen til at bryde ud og leve et mindre kompliceret liv samt selvfølgelig det daglige slid med at udvikle og perfektionere forestillingen og holde hele biksen kørende.
Problemet er blot, at i sin iver efter at gøre historien dynamisk har Schock overdrevet brugen af det håndholdte kamera og en stakåndet klipning i en grad, så det er tæt på at spænde ben for oplevelsen af de interessante scenerier, personligheder og konflikter, som stoffet rent faktisk rummer. Så nok er filmen seværdig, men undervejs savnes den poesi og de pusterum, hvor de stærke følelser, som hersker blandt de talrige familiemedlemmer, kan nå at bundfælde sig.
