Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Digteren er skrøbelig, men digtene holder

Nicolaj Stochholms nye digte er bedst, når de er mest desperate, når digteren er afmægtig, når hverdagen gør modstand mod de højstemte myter
Kultur
18. marts 2011

Måske læser jeg forkert, for Nicolaj Stochholms digte er ikke altid lige lette at begribe, men generelt er
Odefabrikantenbedst, når den er mest desperat. Så bærer dens digte på en følelse af, at noget ikke er helt som det skal være, at noget er ved at være slut, af at være fanget i en blindgyde. Man løber stadigt videre kan man andet? men man ved, det ikke nytter mere.

Hvad løber man så rundt i? Ens liv, selvfølgelig, men også den type visionær og mytoman digtning, som Stochholm tidligere har gjort det i.
Odefabrikantensbagsidetekst tegner en myte op om digteren som kurér mellem virkeligheden og landet Elegien, og den høje stil anråbes bestemt undervejs. Men som læser lægger man mere mærke til de ord og vendinger, der fungerer som små glasskår fra en ikke-mytologiseret nutid: smiley, statusopdatering, den slags.

En lang note forklarer prosaisk, hvordan et digt reagerer på Søren Espersens retorik, et andet på mødet med en drengebande på Nørrebro. Selv det strømmende og hvirvlende langdigt »I den hvide by« den helt centrale tekst i
Odefabrikantenslutter med, at jeget står ligesom fremmed over for den rolle, han nu skal tage på sig:

»For bogstaverne er sat og de er/ helt rene i deres mørke glødetråd/ for jeg står plantet i det hvide træ/ hvide asketårne og indfaldsveje af det/ pureste sølv og de hilser på mig som/ ikke eksisterer her ligesom de heller/ aldrig nogensinde har været til syn/ som andet end de figurer de er nu/ de hjælper mig op de klæder mig/ i hvidt og holder mine hænder «

Digtningen skal bringe bud fra en anden verden, men for digteren selv er det mest af alt sært og svært. Det er lige så meget digterens afmægtighed som en drøm om digtningens magi, der løber gennem
Odefabrikanten.

Flydende sætninger

Alligevel dominerer Stochholms velkendte, svært gennemtrængelige stil også denne gang. Her er et af de gode digte fra bogen, »Det gamle torv«:

»Vejen ned til spøgelserne/ er ikke lang og med ét er/ glæden glemt, kendt igen/ som den hæse tone jeg/ har jagtet mit halve liv/ på madrasser, gennem spejle/ øve-lokaler, antikke øjne/ i kældre og uindviede rum/ ser ikke ansigtet i ansigterne/ og er den eneste til at være/ måske en anden slags fredag/ måske et andet ørige hvor/ nålen og oprøret er tilbage«.

På en måde er det jo enkelt: Fortiden åbner sig, alt det der kunne have været. Alligevel føles »Det gamle torv« dunkelt. Detaljerne er genkendelige, billedsproget er ikke bizart, men syntaksen er løsagtig og forvirrende. Det er som om ord og sætningsled river sig løs undervejs, og måske, måske ikke kan kombineres efter behag.

Er glæden først glemt, derefter kendt igen eller er der noget andet, man genkender? Er det de antikke øjne, der ikke ser »ansigtet i ansigterne«, eller skal man sætte et implicit jeg ind i sætningen? Hvordan hænger »og er den eneste til at være« egentlig sammen med resten?

Man mister fodfæstet som læser, man farer vild undervejs. Hvilket godt kan være et problem for forståelsen, men ikke behøver at være det for oplevelsen. Som digter er Stochholm alligevel mere optaget af en drift fremad i digtet end af at skabe et rum med faste konturer.

Nåja, som læser har man en fornemmelse af, at
Odefabrikantener en ujævn digtsamling. Men det skyldes måske, at den selv sætter barren så højt. Modsætningerne stilstand og bevægelse, den udtømte verden og en ny forvandling er klassiske, gammelkendte, alt for ofte gennemspillede i dansk litteratur. Der skal ikke gå meget galt, så kammer den lyrisk-højstemte stil over. Men de gode digte her er virkeligt gode, desperate og helstøbte på én og samme tid.

Odefabrikanten

•Nicolaj Stochholm
•Gyldendal
•56 sider
•150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her